Nillou blev skilt for to år siden - og lærte noget vigtigt om sig selv og kærligheden

Jeg har altid været optaget af kærlighed. Hele min tidlige ungdom gik med at drømme længe og insisterende om at kysse med tungen. Kærlighed fylder meget i mig. Mine to romaner er skrevet på mit eget bankende pigehjerte og kvindelysten, på den dybe længsel efter den, man har lyst til at være nøgen med resten af livet eller bare natten.

For to år siden blev jeg så skilt. I den proces er det gået op for mig, at jeg dybt indeni er kodet til at tro, at der skal en partners kærlighed og hengivenhed til, for at jeg kan føle mig hel. At jeg har lært at kaste mit lys, sensualitet og kærlighed udad mod et andet menneske. I stedet for at holde den selv og dyrke den til glæde for mig. Til glæde for livet. Jeg har brugt to år på at forstå, at min seksualitet ikke er låst fast til anden. Seksualitet er en energi af lyst og leg, der bor i mig, jeg behøver ikke at skænke den væk for at blive låst op.

LÆS OGSÅ: Ditte Okman havnede i shitstorm: "Det var virkelig dumt og ufølsomt gjort"

Det lyder banalt og simpelt, og jo jo, jeg har også hørt alle guruer sige, at man skal elske sig selv først. Men den del af læringen har – indrømmet – været en prøvelse for en kvinde, der som lille pige kunne se Askepot fem gange dagligt, hvis jeg fik lov. Hele mit underbevidste mindset har handlet om drømmen og længslen efter den eneste ene.

Prinsen, der kommer med ild og flammer, og vi brænder lykkelige sammen til vore dages ende i passioneret elskov og dybe samtale. Jeg er stadig en håbløs romantiker, der skal mere end én skilsmisse til at ødelægge den del, men de sidste to år har budt mig på en svær og alligevel simpel øvelse: Elsk dig selv først. Elsk med dig selv først. Uanset hvad, så er det jo det stærkeste sted at stå i livet.

Det er ikke et andet menneskes ansvar at elske mig, så jeg også kan gøre det. Desuden er det også svært at elske et andet menneske fuldt ud, hvis man ikke elsker sig selv fuldt ud. Det føles som en afhængighed at skulle elskes igennem af et andet menneske. Det føles ikke som at være fri i livet, men bundet til den anden på en usund måde. Og det er jo ikke kærlighed, men frygt.

For hvis jeg mister ham, så mister jeg kærligheden til mig, og det kan føles skræmmende som døden. Det er den vildeste ansvarsfralæggelse i livet, som jeg selv har gjort mig skyld i.

LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund: “Jeg får selv kryb, når nogen siger de ord til mig”

Det er ultimativt smukt at elske og blive elsket, men kærligheden bor i mig og kan aldrig blive fjernet fra mig. Hverken i form af skilsmisse eller andre tab af kærligheden. Jeg kan skrive det her, fordi jeg de sidste to år har udlevet det. I hvert eneste åndedrag har jeg mærket den lille piges sorg. Hende, der længes efter kærligheden udefra. Hende, der har lært, at når han kommer, så bliver alt lyst og godt.

Det er lyst og godt.

For i mit hjerte bor nu en pige, der har lært at elske sig selv – også.