Ditte Okman havnede i shitstorm: "Det var virkelig dumt og ufølsomt gjort"

Du virker meget bramfri som person. Har du nogensinde har forsøgt at leve op til rollen som den pæne pige?

"I teenageårene var jeg meget optaget af, at folk skulle kunne lide mig, og var nok, som de fleste andre, ret bange for at blive upopulær. Men jeg var faktisk aldrig den populære pige i klassen. Jeg var altid lidt min egen, selv om jeg bare gerne ville være som de andre. Men jeg har nok haft lidt hård hud og en vis egenrådighed fra barnsben, fordi jeg var meget alene. Mine forældre arbejdede sindssygt meget, og fra en tidlig alder måtte jeg for eksempel selv gå i børnehave. Der var mange ting, jeg måtte fikse selv. Så jeg blev hurtigt meget selvstændig, og på et ret tidligt tidspunkt tog jeg en ubevidst beslutning om, at andres holdning til mig ikke skulle definere mig."

LÆS OGSÅ: Hella Joof ser tilbage: "Det var for voldsomt for mig"

Du har været i flere shitstorms i den offentlige debat. Hvordan har det påvirket dig?

"Jeg har været en offentlig debattør i mere end 10 år og er helt klart blevet mere hårdhudet med årene. I starten blev jeg meget chokeret over brutaliteten i kommentarer og mails. Folk skrev, at de ønskede, jeg fik et handicappet barn, og forstod ikke, hvordan min mand gad have sex med mig. Men uhyggeligt nok vænner man sig til det og bliver bedre til at navigere i galskaben. I 2010 stoppede jeg i Venstre på grund af noget ekstremt dumt, jeg havde skrevet på min Facebook-profil om en kvinde. Det var virkelig dumt og ufølsomt gjort, og jeg gav kvinden en uforbeholden undskyldning. Det var vel en af de første shitstorms herhjemme, og det var hårdt. Men jeg lærte også meget af det. Jeg er med tiden blevet langt mere hårdhudet, og nu får jeg også kærlighed og ikke kun hadbeskeder."

Hvornår slog du op med flinkeskolen?

"Efter den shitstorm i 2010 tog jeg en beslutning om, at jeg ville stå ved mig selv – også i den offentlige debat. Jeg var blevet klogere, men jeg var jo den, jeg var. Og jeg lærte, at det kan godt være, at noget fylder i medierne i en uge eller to, men næste uge er der noget andet, folk hidser sig op over. Da jeg startede Det, vi taler om, var en del af konceptet, at paneldeltagerne skulle være bramfrie og give deres egne holdninger til kende i programmet. Det gør jeg også selv. Jeg er meget bramfri og deler meget af mig selv, og så tager jeg det, der kommer, og smider resten ud. Jeg har lært at have et ret stort fuck-off-filter."

Du er tit personlig i dit program. Hvordan sætter du grænser for, hvad du deler offentligt?

" Jeg deler virkelig meget, og det er et valg, jeg har taget – for eksempel at jeg fortæller om min operation, eller at jeg har brugt hele weekenden på at bolle med min kæreste. Men jeg synes også, at jeg får meget igen fra mine lyttere. Jeg synes, at vi skal give plads til sårbarhed og fejl, selv om man er en offentlig person. Jeg insisterer på, at man godt kan være sårbar, selv om man er kendt. Det synes jeg faktisk, man har pligt til. Jeg vil gerne insistere på retten til at være mig selv. Jeg er en person med vildt mange følelser, og det kan jeg ikke lave om på. Det kan man også høre i mit program – og jeg tror, det er det, folk elsker eller hader ved mig."

LÆS OGSÅ: Lærke Kløvedal: “Det er kun sket i perioder, hvor jeg har været ulykkelig eller syg af stress”

Hvordan er du blevet bedre til at sætte grænser?

"Jeg er mere konsekvent med, hvad jeg bruger min tid på i dag. Da jeg startede som radiovært, gik jeg i dialog med folk, der skrev vrede beskeder, fordi jeg troede, man kunne nå en fælles forståelse. Men jeg er ikke sat i verden for at gøre alle folk glade. Det er ok, at der er nogen, der synes, jeg er en kæmpe idiot. For der er lige så mange, der synes, at jeg laver et godt program. For nylig fik jeg et langt håndskrevet brev fra en kvinde, der var selvstændig erhvervsdrivende, der skrev, at Det, vi taler om har holdt hende oppe under coronapandemien, selv om hun var meget hårdt ramt både økonomisk og personligt. Det er jo det hele værd. Det fik mig faktisk til at græde."

Hvorfor tror du, at især kvinder ofte har svært ved at sætte grænser?

"Jeg tror, det handler om, at vi er opdraget forskelligt som piger og drenge. Mange piger er opdraget til, at de skal være velopdragne og servicemindede. Det er stadig skamfuldt, når piger bliver vrede. Vi lærer, at piger skal pakke svære følelser som vrede, jalousi og bitterhed væk. Vi hylder drenge, der er vilde og udadreagerende, men er tit enormt dårlige til at rumme, når piger bliver vrede. Det prøver jeg virkelig at give min datter plads til – at der er de samme regler for hende som for min søn."