Kritik The Bachelor TV 2
SPONSORERET indhold

Har du set det? ”Det virker så skørt at se danske kvinder gå i gallakjoler og gøre sig til…”

00’erne har ringet: De vil gerne have deres kønsroller tilbage… 18 kvinder, der bejler til én ungkarl med alt fra hæklede hjerter til dybe kavalergange er et håbløst forældet koncept i 2021.

Af: Rikke Dal Støttrup Foto: Viktor Nilsson/Lotta Lemche_TV 2
28. maj. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg ELSKER dating-programmer. Ja, faktisk elsker jeg al reality-tv, hvor forskellige mennesker bliver sat sammen med det formål, at relationer skal opstå og udvikle sig.

LÆS OGSÅ: Petra Nagel i spidsen for et af verdens største kærlighedsprogrammer

Min indre teenager hepper altid på true love (eller som minimum sex under mexikanske lagner), mens mit mere moderlige jeg bliver helt rørt, når jeg f.eks. ser kollektivet i 'Mit hemmelige match' udvikle sig til et rummeligt fællesskab med hjerte og humor.

Så selvfølgelig skulle jeg da se TV2’s sommersatsning 'The Bachelor'.

Jeg huskede konceptet fra start-00’erne, hvor dating-tv-genren stadig var ny, og elimineringsrunder var et ukendt frydefuldt højdepunkt.

Programmet er i store træk bygget op efter samme skabelon som prinsens bal på slottet i Askepot: Han skal vælge den eneste ene ud af en hel flok af gifteklar bejlerinder, der kæmper om hans gunst og opmærksomhed.

Det er jo en eviggyldig berettermodel, der altid vil komme godt tv ud af…

Troede vi.

Foto - Lotta Lemche_TV 2.jpgCasper Berthelsen er den danske bachelor, som de 18 kvinder møder i Grækenland. (Foto: Lotta Lemche/TV 2)

Overhalet af virkeligheden

Men min 16-årige datter og jeg havde kun set få minutter af premieren, før vi kunne mærke det helt ud i tæerne: Den går ikke i 2021. I hvert fald ikke i Danmark.

Det virkede så skørt at se danske kvinder ved deres fulde fem spankulere rundt i gallakjoler og gøre sig til i flok for at skille sig ud:

En havde hæklet et hjerte til ham, en havde skrevet et digt, og en havde svøbt sig i sit Miss Universe-skråbånd.

LÆS OGSÅ: Mor til sine døtre: "Vi skal ikke skrue ned for de feminine værdier – de skal være højstatus"

Selv om præmissen er ren, kvinderne er der af egen fri vilje (og sikkert med helt legitime motiver som eventyrlyst og selvpromovering), og ungkarlen virker som en flink fyr, så virker det så gammeldags og patriarkalsk, at det selv for tv-holics som os ikke har nogen berettigelse.

Det er simpelthen – og heldigvis – for langt fra virkeligheden til at være troværdigt og fængende reality-tv.

Foto - Lotta Lemche_TV 2x3.jpgTv-formatet 'The Bachelor' har sin oprindelse i USA, hvor det blev vist første gang i 2002. I år er det for første gang lavet i en dansk udgave. (Foto: Lotta Lemche/TV 2)

Jeg tager det som et godt tegn. Et tegn på, at der trods alt er sket noget med kønsroller og synet på kvinder og mænds ligeværdighed, som betyder, at min datter ser 'The Bachelor' med et undrende: ”WTF, der er da ingen piger, der magter det der!”

Vi er ikke hverken sure eller krænkede over programmet; det er bare blevet overhalet af virkeligheden, så det føles lige så outdated og ligegyldigt som julepynt i januar.

Så hellere 'Paradise Hotel', der trods alt har dyppet tæerne i 2021-poolen: I stedet for som tidligere at kåre Mr. og miss Paradise med badetøjsbilleder og twerkdance som faste discipliner, skulle deltagerne i denne sæson vælge, hvem der var hotellets største PERSONLIGHED.

Et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for reality-tv.

Se traileren til den danske udgave af 'The Bachelor' herunder - programmet kan streames på TV 2 PLAY hver tirsdag, onsdag og torsdag i en periode på otte uger fra 25. maj. 

Anbefalet til dig