Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Lisbeth Zornig Andersen
Foto: Sara Skytte Lisbeth Zornig Andersen synes egentlig, at det er patetisk at jagte ungdommen. Alligevel fylder hun 50 år med blandede følelser.

Lisbeth Zornig Andersen om alder

Lisbeth Zornig Andersen om at fylde 50: "Jeg føler, jeg går rundt og mister muligheder og nærmer mig døden"

Lisbeth Zornig Andersen kom for ni år siden frem i offentligheden med historien om sin tragiske barndom. Som voksen fik hun succes som erhvervskvinde og formand for Børnerådet. Nu fylder hun 50 år, og det er med blandede følelser, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

 Hvilken vej var første vej, du gik på?
– Jeg har jo boet en helvedes masse steder som barn og gået på seks forskellige folkeskoler. Når folk spørger, hvor jeg kommer fra, plejer jeg bare at sige "Lolland", for det er den landsdel, hvor jeg har boet længst som barn. Jeg havde tre brødre, som var henholdsvis tre, fire og fem år ældre end mig. Den ældste og den yngste er døde nu, og den midterste er lige ved. Vi var meget tætte som børn. En lille familie i familien, og vi holdt sammen mod de voksne. Min familie bestod af mig, min mor, min stedfar og mine brødre, men de havde aldrig ambitioner for sig selv eller mig. Skolen var noget, der skulle overstås, og alle i familien var enten på kontanthjælp eller førtidspension. Min ældste bror var mere mor og far for os, end vores forældre var. Han var familiens overhoved. Jeg flyttede på børnehjem, da jeg var 12 år og senere til behandlingshjemmet Hylleholt.

– Jeg var den første i min familie, der gik i gymnasiet, men det havde ligget i kortene, siden jeg gik i 8. klasse. Hylleholt syntes, det var så fantastisk, at de havde et hoved som mit blandt dem, og de havde store ambitioner på mine vegne. I dag ved jeg, at anbragte børn er lige så godt begavede som alle andre, men kun halvdelen af dem får en afgangseksamen. Det handler om det begreb, der hedder forventningsfattigdom. Man har bare ikke samme forventninger til børnene i udsatte familier som i alle andre. Men jeg var heldig, at jeg rendte ind i en institution, som forventede noget af mig.

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen: “Jeg hører til den slags moderne kvinder, der har valgt at leve alene. Og jeg har det s-u-p-e-r fedt"

Din levevej?
– Jeg er uddannet økonom og arbejdede i en årrække i Danske Bank, Codan og KMD med finansiel IT. En dag skrev jeg sammen med min gamle pædagog, Karen, en klumme om, hvordan det kan være, at jeg fik en uddannelse, når min bror ikke gjorde. Socialministeren dengang var Karen Ellemann, og hun læste klummen og spurgte, om jeg ville være formand for Børnerådet. Jeg sagde mit gode stabile job i IT-branchen op og hævede min pensionsopsparing, for man får ikke ret meget for at være formand, men jeg ville gerne kunne koncentrere mig 100 procent om det. Jeg satsede hele butikken og var formand i tre år. Jeg havde dog ikke lyst til at fortsætte, for jeg syntes, der var for meget fokus på børnene. Jeg er overbevist om, at hvis man skal knække problemerne i udsatte familier, så skal man se på hele familien. Derudover var der også meget fokus på børn fra ikke-udsatte familier. Og velfungerende børn i almindelige familier har det rigtig godt i Danmark. Jeg interesserer mig ikke ret meget for toiletforholdene på skoler og den slags. Jeg var nok lidt for kontroversiel, og til sidst var der for mange konflikter. Så lavede jeg og min mand Huset Zornig, hvor vi ser på hele familien og blandt andet har skrevet en bog om forældrene til anbragte børn.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Det er Karen, som var pædagog på Hylleholt. Hun havde læst filosofi på universitetet og er den klogeste kvinde, jeg kender. Hun var min lektiehjælp, og det var på grund af hende, at jeg klarede mig så godt. En dag, da jeg var 16 år, fortalte jeg hende om de overgreb, jeg var udsat for som barn. Jeg havde aldrig sagt det til nogen. Men pludselig var der en situation, hvor det gav mening at sige det, og jeg hulkede det hele ud. Fra den dag ændrede jeg mig i forhold til trivsel, humør og selvværd. Karen holdt også fast i mig, efter jeg var flyttet. Jeg har siden delt alt med hende. Både det gode og alle tragedierne. Aldersforskellen på os er 20 år. Det er meget, når man er 15 og 35 år, men i dag føles det ikke som meget.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind og hustruen: Derfor er vi stadig sammen efter 21 års ægteskab

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Udover mine fem børn er det min mand, som jeg mødte for 10 år siden. Jeg har været i to lange forhold før Mikael, men han er den, der har matchet mig bedst. Faktisk matcher vi hinanden så godt, at vi er sammen døgnet rundt. Vi har for nyligt skrevet to krimier, og en tredje er på vej. Det foregår ved, at vi plotudvikler sammen – som regel ved et bål med en bærbar computer – sommer og vinter – med en masse overtøj og tæpper. Det er skide hyggeligt. Men det er bare en fritidsbeskæftigelse – eller vores fælles barn om du vil, for vi har ikke børn sammen. Jeg havde fem børn med ind i forholdet, og Mikael havde tre.

Lisbeth sammen med sin mand og kollega Mikael Rauno Lindholm.

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."
– Søskende! Jeg er så privilegeret at have børn, der er gode ved hinanden, og jeg ved, de kan klare sig den dag, deres forældre ikke er her mere. Jeg er meget blød og ikke typen, der råber, men når mine børn er grimme ved hinanden, kommer der horn ud af panden på mig. Jeg er jo selv vokset op med, at børneflokken skulle passe på hinanden. Det er mit svage punkt, at søskende skal være hinandens bedste venner.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Det gør jeg ind imellem. Jeg kan miste modet og føle, at livet er hårdt. Jeg ryger ned i et stort hul og bekymrer mig, om jeg kan stå distancen. Kan jeg blive ved med at drive virksomhed og forny mig? Kan jeg blive ved med at brænde for det? Og kan jeg blive ved med at være en god hustru? Et lavt selvværd er vist en ret klassisk senfølge af en barndom som min, men ind imellem føler jeg mig som verdens største idiot. Jeg har dog for nyligt lært, at hvis du taler grimt til dig selv, skal du prøve at forestille dig, at du sagde de samme ting til et menneske, der var i nærheden. Det ville du jo aldrig gøre. Mikael er heldigvis god til at hive mig op af hullet igen, når jeg har tabt sutten.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til at blive 50 år. Jeg har aldrig syntes, det var et problem at fylde rundt, og når folk syntes det, har jeg altid tænkt, at det er fordi, de ikke har nået, hvad de gerne ville. Men jeg har nået, hvad jeg gerne vil, og alligevel synes jeg, 50 år er svært. Der sker noget kropsligt, og selv om jeg træner rigtig meget, kan jeg mærke det. Jeg synes i virkeligheden, det er patetisk at gå og tænke over, at man ikke er ung længere, og det er patetisk at jagte ungdommen, og jeg nægter at købe mig til større læber eller bryster. Men jeg føler, jeg går rundt og mister muligheder og nærmer mig døden. 50 er nok den mest bekymrende alder for kvinder, for man er ikke længere så attraktiv for mænd og for arbejdsmarkedet. Der var for nyligt en kvinde, der beskrev det, som at hun var blevet usynlig efter de 50. Mænd holder op med at kigge efter dig på gaden. Det principielle i at man bliver usynlig generer mig. I og for sig er jeg ligeglad med, om mænd kigger efter mig, Min største bekymring er nok, om Mikael holder op med at finde mig attraktiv. Jeg vil gerne blive ved med at være lækker for ham, og vi sover også stadig i ske og holder i hånden.
Det eneste fede ved at have min alder er, at jeg ikke længere bekymrer mig for mine børn. De er, hvor de skal være.

Hvilken vej bor du på nu?
– Jeg har mit rækkehus i Rødovre, og Mikael har en lejlighed i Køge. Vi har to boliger, og faktisk føles det ligesom at have et hus og et sommerhus. Indtil for nyligt talte vi om "dit hus" og "mit hus", men nu bor vi efterhånden bare to steder. Det er dog længe siden, jeg har overnattet hjemme i huset i Rødovre, men jeg kommer der indimellem for at være sammen med børnene. Oprindeligt valgte vi at have to boliger, selv om vi er gift, fordi vi ikke syntes, at vores børn skulle rykkes sammen. I mange år var Mikael og jeg kun sammen, når vi ikke havde børnene, og det var så godt for vores børn. Derudover havde jeg behov for at have mit eget sted.

Jeg tror heller ikke, jeg altid har været så god at være gift med. Jeg har brug for at have et sted, hvor jeg er helt mig selv, men det behov bliver mindre med tiden. Jeg er vist blevet mere tryg i mit forhold til Mikael. Det har været en lang proces, men jeg frygter ikke længere skilsmissen.

Lisbeth Zornig Andersen

  • Lisbeth Zornig Andersen, 50 år den 12. februar.
  • Uddannet cand. polit.
  • Har skrevet bogen "Vrede er mit mellemnavn" om sin opvækst i en dysfunktionel familie på Lolland med seksuelle overgreb og misbrug. En barndom hun konfronterer sin mor og stedfar med i tv-dokumentaren "Min barndom i helvede", som gjorde hende landskendt.
  • I dag direktør i konsulentvirksomheden Huset Zornig.
  • Forfatter til krimierne Bundfald og Arkimedes, som hun skriver sammen med sin mand Mikael Lindholm.
  • Mor til fem voksne børn.

Kilde: Hendes Verden

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Alderdom