Maise Njor

Foto: Claus Boesen På et tidspunkt i Maise Njors liv mistede hun sit gode humør.

Maise Njor om at miste sin mor: "Jeg blev overrasket over, hvor voldsomt det er"

Maise Njor er kendt for sine sjove bøger, men der var faktisk et tidspunkt, hvor hun helt mistede sit gode humør. Heldigvis er det tilbage i hendes nye bog.

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var faktisk alle vejene omkring Lindevej i Espergærde. Jeg kan huske, at jeg gik tur på nabovejene med min far, en dag stod der en pige på toppen af en grusbunke, og min far spurgte, om hun ville med hjem til os og lege. Senere hørte jeg, at flere af mine veninder troede, at min far var en børnelokker. Vi spillede tit rundbold på de små veje, for dengang fik man lov til bare at drive rundt på vejene, spille rundbold og stjæle æbler. I dag kan jeg godt spekulere over, om børn er så vilde med æbler, at de skal stjæle 20 af dem, eller om det i virkeligheden er selve rovet, der er spændende?"

"Jeg er lige begyndt at læse en af min fars bøger om general Franco, han var nede og dække den periode i Spanien som udenrigskorrespondent for Politiken. Han var ofte væk i længere perioder, og først nu hvor jeg læser hans bøger, finder jeg ud af, hvad han egentlig lavede. Til gengæld var han meget hjemme, når han var hjemme. Så kom han hele tiden og forstyrrede mig ved at spørge, om han skulle smøre en ostemad."

LÆS OGSÅ: Michael Katz Krefeld: Når du skændes med din kæreste, så husk dette råd

"Jeg var meget genert som barn, og når jeg var på fritidshjem, sad jeg helst bare og syede et eller andet sammen med de voksne, for jeg syntes, at alt for mange børn på ét sted var skræmmende. Det, at jeg var genert, var måske det, der senere hen i livet gjorde mig til journalist og forfatter. Jeg er sådan en der ikke rigtig deltager, men sidder og betragter. Jeg kan huske engang i børnehaven, hvor vi allesammen sad ved et bord og tegnede med fedtfarver, da der pludselig var et barn, der sprang op på bordet, hev bukserne ned og sagde: "Skal vi ikke lege at min røv er en postkasse?" Sådan noget forstod jeg slet ikke, og så er det jo, at man bliver mere betragter end deltager.

Hvordan fandt du din levevej?

"Både min mor og far var journalister, så det var egentlig ret uopfindsomt, men når de talte om det, lød det som et sjovt job. Jeg ville egentlig helst skrive, men jeg kom til at gå forkert, så i mange år lavede jeg tv, og jeg kan stadig savne det holdarbejde, vi havde på Nordisk Film og Metronome, for det kan godt være lidt ensomt at sidde og skrive alene. Oprindeligt ville jeg gerne på Politiken, hvor min far også var, men jeg var bange for, at folk skulle tro, jeg fik praktikpladsen på grund af ham, så jeg søgte ikke. Det kan jeg så godt sidde og fortryde i dag. Men senere kom jeg på Berlingske, og der sad jeg altid og ledte efter nogen af interviewe på Nationalmuseet, så måske skulle jeg hellere have været arkæolog."

"I dag er jeg freelancer og tjener ikke ret meget, men jeg har været freelancer før, og jeg ved, at det nok skal gå. Jeg kan godt lide at interviewe folk, og jeg synes, alle mennesker er interessante, hvis man spørger længe nok. Og selv om det ikke giver ret mange penge, må jeg jo se i øjnene, at jeg har det tøj, jeg skal bruge resten af livet. Nu har jeg taget et stort lån og tilgiver mig selv for, at jeg lige bruger lidt tid på at finde ud af, hvad jeg nu vil."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Simpelthen så mærkeligt. Jeg har en remse, som jeg altid siger, når folk stopper mig og siger noget sødt: "Arj, tusind tak, det er jeg glad for." Hvis folk spørger, hvor de har set mig før, svarer jeg altid, at jeg har gået på Espergærde Gymnasium, så måske er det der? Jeg synes faktisk ikke, det er rart at blive genkendt. For eksempel når man sidder i vinterbadernes sauna, og nogen råber: "Jeg så dig i Go Morgen Danmark", og så drejer alle hovedet og ser ens deller. Det går helt tilbage til min generthed som barn."

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen: "Jeg var kommet ind i en dødsyg spiral"

Hvornår kan du føle dig på afveje?

"Jeg sagde engang ja til at være chef, fordi Eurowomans chefredaktør skulle på barsel, men jeg duer ikke til det, selv om alle omkring mig gik og talte om, at det var et godt skridt op ad karrierestigen. Det var bare slet ikke mig, jeg er god nok til at bestemme uden et visitkort, hvor der står "chef", og jeg vil hellere lave alt det sjove og ikke skulle stå på mål for budgetter. Vi havde på et tidspunkt en fest på Eurowoman, hvor en medarbejder skvattede i sine høje hæle på dansegulvet og fik hjernerystelse. Hun tog en taxa hjem sammen med en anden kollega, og det endte med, at de begge kastede op i taxaen, og vi fik en regning på 900 kroner for rengøring. For mig var det fint, men den var regnskabschefen ikke med på. Men jeg er jo ikke blevet journalist for at bestemme over andres taxaregninger."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Jeg har lige skrevet en bog sammen med Mette Lisby, Hostesaft for sjælen – bund
eller resten i håret, og vi har samme humoristiske sans ud fra devisen: Man kan altid skabe lidt bedre stemning med humor. Men sidste år døde min mor, og der mistede jeg min humoristiske sans, og i lang tid føltes det som om, jeg ikke havde et sprog. Nu er den ved at komme igen, men jeg blev overrasket over hvor voldsomt, det er at miste sin mor, og hvor voldsomt, det også er at skulle tage sig af sin far. Mit intellekt sagde mig, at det nok ville blive hårdt, men så hårdt? Nu er det et år siden, og først i næste uge skal vi i gang med at sortere hendes tøj, for vi har ikke kunnet overskue det før. Men på en eller anden måde er det blevet nemmere efter det, der er sket i Afghanistan, for vi giver hendes tøj til nogen, der sælger det for at hjælpe børnene i Afghanistan. Det, ville hun også synes, var en god idé."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Jeg har to hjemmeboende børn hver anden uge, for mine børn har altid boet skiftevis en uge hos deres far og en uge hos mig, selv om de hader at flytte. Det er så synd, men jeg tror ikke, de vil gøre forskel på mor og far. Når de er hjemme, skiftes vi til at bestemme. Jeg er ikke en skrap mor. Hvis jeg siger noget skrapt, og nogen siger noget sjovt bagefter, har de vundet. Det var mest da de var små, jeg sagde noget til dem, for eksempel at de skulle tage gummistøvler på. Nu ville det jo være uværdigt, hvis jeg kommanderede rundt med dem. Vi bliver heldigvis sjældent uvenner. Faktisk er jeg bare glad for, at de stadig gider være sammen med mig. Jeg har lige været på højskole med min ældste datter, og jeg følte mig så rig. Det var endda hendes idé."

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

"Ja, ofte med kærester, da jeg var yngre. Nogle gange står der en helt vildt sød fyr lige ved siden af dig, og alligevel løber du over til ham idioten. Det er sket for mig et par gange. Er det fordi, jeg er bange for at kede mig? Eller fordi, jeg var bange for, at den kloge og fornuftige mand kunne se lige ind i min sjæl, og det skulle jeg sateme ikke nyde noget af. Jeg ville ikke kendes alt for godt, som de søde mænd kan, og så tog jeg ham med guitaren i stedet. Jeg synes ellers, jeg har en bred smag i mænd."

LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund: "Man kan hurtigt føle sig som et fortabt fnug her i spidsen af universitets tid"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Mange! Der er ingen dørmand ind til mit hjerte. Først og fremmest mine børn, men også mine venner. Det mærkelige er, at i modsætning til kærester, kan man aldrig lukke sit hjerte igen over for sine venner. Måske er man mere storsindet over for dem?"

"Jeg har været single i fem år, selv om jeg synes, det er mærkeligt at tale om at være single, men det er selvfølgelig fordi, folk forventer noget andet af en kvinde på min alder. Man siger jo aldrig: "Her er Olfert på fire år. Han er single." Det er ikke fordi, jeg ikke vil have en kæreste, jeg ved bare ikke, hvor jeg skal lede. Når jeg skal ud til noget, hvor jeg ikke kender folk, tænker jeg altid: "Mon det bliver der, jeg finder ham?" Men så kommer man hen på højskolen, og så er der en dreng på 19, og alle andre er 70, og så tænker man: "Nå, nej, det blev vist ikke her alligevel, og så tager man sit grimme tøj på igen."

"Jeg er faktisk træt af at tage pænt tøj på hele tiden, hvis jeg nu skulle møde en mand. Men når jeg tænker tilbage på mine gode kærester, tænker jeg: "Sådan en ville jeg gerne have igen." Jeg er lige flyttet ud i en haveforening, hvor der er fællesspisning en gang imellem. Jeg kan godt mærke, at jeg lige skal øve mig i at gå alene derhen med min pizza og min vinflaske. Det er altså lettere, når man er to."

Om Maise Njor, 53 år.

  • Uddannet journalist og har været ansat på blandt andet Berlingske og som chefredaktør på månedsmagasinet Eurowoman.
  • Forfatter til flere bøger blandt andet Michael Laudrups tænder. Lige nu aktuel med Hostesaft for sjælen – bund eller resten i håret, som hun har skrevet sammen med Mette Lisby.
  • Mor til tre døtre i alderen 17-24 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Interview og Kendte