Merete Eldrup
SPONSORERET indhold

Merete Eldrup: "Jeg er ked af det, men der findes ingen sesam-sesam-luk-dig-op-metode"

Merete Eldrup er god til at planlægge og holde fokus på bolden – og væk fra sociale medier. Hun hader ”alle-mails” og elsker åndehuller som togturen til og fra jobbet.

Af: Pernille Garde Abildgaard Foto: Miklos Szabo
13. jul. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

– Jeg har grundlæggende den gode arbejdsvane, at jeg får tingene gjort. Det er meget banalt, men jeg synes altså, at opgaver nogle gange vokser for folk, når de udskydes. Pludselig bliver opgaverne mere indviklede og besværlige at få løst. Jeg skubber ikke opgaverne foran mig, og det har jeg aldrig gjort. Lige siden gymnasiet, hvor jeg altid skrev mine stile færdige en uge før deadline, siger Merete Eldrup.

Merete Eldrup er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og ud over stillinger som fundmægtig i Finansministeriet, ministersekretær og sekretariatschef for henholdsvis finansminister Henning Dyremose og minister for samordning og erhverv Mimi Jakobsen, har hun været vicedirektør i Energistyrelsen og direktør i JP/Politikens Hus, inden hun kom til TV 2 i 2007. Et af Merete Eldrups foretrukne arbejdsværktøjer er e-mails.

– Jeg er total mailfan. Og det er jeg ud fra, at jeg trods alt er så gammel, at jeg godt kan huske, da der ikke var mails og mobiltelefonener – og jeg synes ærlig talt, det var en pest. Man var bundet til sit kontor og sin fastnettelefon, siger Merete Eldrup og giver et eksempel på, hvordan det var at være ansat i Finansministeriet før e-mailen fandtes.

– Så sad man der og ventede på et notat, der skulle bringes fysisk til ens skrivebord. Når notatet endelig landede – med fax eller med bud – så var der en del mennesker, der skulle høres om dets indhold. Man skulle f.eks. orientere om notatet til to eller tre andre ministerier og en del nøglepersoner. Det foregik via en ringeliste. Nr. fire på listen var så ikke enig i rettelsen i indledningen, som nr. to havde foreslået – og så kunne man begynde forfra: Ringe tilbage til nr. et eller prøve at fange dem på gangen mellem to møder. Når jeg kom tilbage til mit bord, lå der ofte seks-syv telefonbeskeder, som jeg skulle ringe tilbage på. Jeg ringer tilbage, hvorefter vedkommende selv er gået til møde ... Og sådan kan jeg blive ved. Det gjorde jo, at det kunne tage 100 år bare at få fat i folk.

– Mailen er en måde at kommunikere på, hvor du ikke behøver at forstyrre folk. Mailen gør, at man kan arbejde i hver sin rytme og kadence og samtidig få opgaverne løst. E-mail er også dokumentation for kommunikationen, hvor du kan orientere flere personer på samme tid – og de kan følge med i hinandens kommentarer. For mig handler det ikke kun om effektivitet, men mindst lige så meget om fleksibilitet. Problemet før i tiden var jo, at jeg ikke kunne gå, før jeg havde fået notatet klaret – og så trak det ud, og klokken blev 17, 18 eller endnu mere. I dag kan man bare gå, hente sine børn og så tjekke mailen senere.

LÆS OGSÅ: Martin Thorborg om sin bedste OG dårligste vane: "Det irriterer mig, at jeg laver så mange"

– Jeg ser mange familier med børn, der har det mønster, at de går hjem kl. 16, henter deres børn og er på mail igen om aftenen. Det synes jeg faktisk ikke er så forfærdeligt. Det er da bedre at komme hjem og spise med børnene, lægge dem i seng og så lige tage et par timer ved computeren i ro og mag om aftenen – mod at have en kortere arbejdsdag i dagtimerne.

Forbød alle-mails

Men mailkorrespondance har også faldgruber. Man skal – ifølge Merete Eldrup
– ikke sætte 200 mennesker c.c., og du skal i det hele taget være selektiv med, hvem du sender mails til. 

– Hver gang jeg sender en mail af sted, tænker jeg over, om det er relevant for modtageren at vide dette. Da jeg kom til TV 2, forbød jeg efter kort tid alle ”alle-mails”. Det der med, at folk skrev til alle, at ”der står en bil med lys på i gården”, ”om der er nogen, der vil købe en hundehvalp”, eller ”der er kage i kantinen”. Det er jeg totalt allergisk overfor, siger Merete Eldrup, der opfordrer til, at man har mailens begrænsninger in mente, når vi bruger den så ofte, som vi gør i løbet af vores arbejdsdag.

– Noget indhold egner sig ikke til mail. Du skal f.eks. undgå at starte en større debat over mailen. Du kan heller ikke skælde ud eller kritisere på mail. Dårligt humør og mærkelige bemærkninger er svære at tyde i det medie. Mailen er til faktuel kommunikation. En mail må aldrig erstatte et møde eller en samtale, men mailen er genial, hvis folk bruger den rigtigt.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Knudsen: "Det kan godt være, at man er ensom på toppen, men udsigten er til gengæld god"

Merete Eldrup er også ansvarlig for TV 2’s indhold på de sociale medier og skal derfor løbende følge med i, hvad der sker på de platforme. Men hun har besluttet sig for ikke at være tilgængelig via f.eks. Messenger. Hvis folk vil have fat i hende, må de skrive en mail – til gengæld svarer hun oftest inden for 24 timer, og hendes mailadresse ligger frit tilgængelig på TV 2’s hjemmeside.

– Jeg føler ikke et ansvar for at svare, når folk skriver til mig på sociale medier. Jeg er naturligvis på dem alle sammen: Facebook, Instagram, LinkedIn, Messenger og hvad det hedder alt sammen. Men jeg svarer ikke på henvendelser, der kommer den vej fra. Hvis du virkelig skal tale om, at folk lader sig forstyrre af alt muligt, så er det netop, fordi de prøver at være tilgængelige på alle platforme på samme tid. De mange kommunikationsplatforme har markant ændret vores måde at nå hinanden, og jeg har besluttet, at jeg ikke vil være tilgængelig alle steder, siger hun, der især kan blive irriteret over, at folk lader sig forstyrre under møder.

– Fair nok, hvis folk kommer til et møde og siger, at de er midt i en hushandel eller noget andet vigtigt og derfor tjekker deres telefon undervejs i mødet. Men ofte lader folk sig jo distrahere af ligegyldigheder! Der er så meget fuldstændigt nonsens derude. Udviklingen er dybt uhyggelig – både i forhold til at kunne koncentrere sig, men også til at være til stede i nuet, i en samtale eller et møde. Der kan være komplicerede beslutninger, der skal tages på mødet, og du kan ikke holde fokus, samtidig med at du skal holde øje med alt muligt skrammel på Facebook eller andre hjemmesider. Adfærdsmæssigt er det uhøfligt, men jeg tror også, at det er helt galt, hvis man kigger på folks hjerner, siger direktøren.

Løber ikke tør for kræfter

Merete Eldrup beskriver sig selv som ”god til logistik” og ”en god planlægger”. Hun kommer aldrig uforberedt til et møde – forberedelsestiden er lagt i kalenderen – eller ti minutter for sent. Hun er på mail hver dag, også i ferier, da hun ikke vil risikere, at en medarbejder går i stå med en opgave, fordi vedkommende venter på hende. Til gengæld bruger hun alle de åndehuller, der findes – f.eks. togturen fra København til Odense (Merete Eldrup bor i København, TV 2’s hovedkontor ligger i Odense), hvor hun giver sig selv en mental pause. 

– Åndehuller er vigtige, og togturen er et godt frirum, hvor tankerne får lidt ekstra plads til refleksion. Jeg er en stor bog- og avislæser, og det har givet mig noget ro, siger Merete Eldrup, der også har reflekteret over, hvor lidt ro vi egentlig giver os selv. 

LÆS OGSÅ: Helle Fagralid: Vi styrter rundt for at tjene penge, men i virkeligheden handler livet jo om noget andet

– I toget sidder alle jo med hovedet nede i deres telefon. Jeg prøver at lade telefonen blive i tasken og kigge ud af vinduet i stedet for. Når jeg ser folk cykle og tjekke mails, så tænker jeg: Ej, der er da ikke noget, der er så vigtigt, at det ikke kan vente en cykeltur!

Merete Eldrup holder selv nøje øje med, at hun ikke løber tør for kræfter.

– Jeg er bevidst om, at jeg ikke kører tør. I perioder er der meget fart på, og opgaverne og gøremålene har også en tendens til at samle sig sammen. Jeg kan intuitivt mærke, hvis der er for meget pres på, og så siger jeg nej til flere ting og får igen skabt lidt luft. Det er en af fordelene ved at sidde højt oppe i en organisation: Det er meget nemmere at planlægge og få det hele til at gå op, da de fleste – internt – retter sig efter mig. Der er også et større pres, men planlægningen er afgjort nemmere.

Ifølge Merete Eldrup er en af de bedste arbejdsmetoder at koncentrere sig om at levere et godt stykke arbejde der, hvor man er, og tænke mindre på, hvad det kan føre til karrieremæssigt, eller hvordan man opfattes. Der findes ingen smutveje op ad karrierestigen.

– Der findes kun de gode gammeldags råd: flid og godt arbejde. Jeg er ked af det, men der findes ingen sesam-sesam-luk-dig-op-metode. De fleste ved jo godt, hvem der gør det godt og får tingene til at ske. Nogle er gode til at skrive mails kl. 02.00 om natten, men i sidste ende handler det om, hvem der leverer.

Anbefalet til dig