Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Lisbeth Knudsen
Foto: Sara Skytte Det er ikke altid en dans på roser at være en magtfuld kvinde.

Lisbeth Knudsen: "Det kan godt være, at man er ensom på toppen, men udsigten er til gengæld god"

Mange kender Lisbeth Knudsen som en respekteret journalist og erhvervsleder. Men hun er også en kvinde, der har prøvet at stå i modvind, at nå toppen og at snyde sine middagsgæster med en færdigret.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Min barndomsgade var nok Øster Farimagsgade, for jeg er født på Østerbro. Mine forældre havde deres egen forretning med stempler og et bogtrykkeri og arbejdede begge der. Jeg gik på den nærliggende fransk-katolske skole. Det var både en god skole med et godt ry, men den havde også den fordel, at den åbnede klokken otte, og der var undervisning til klokken 17. Dengang var der ikke SFO. Jeg har også en storebror, og jeg er ud af en familie, hvor vi børn helt naturligt hjalp til i virksomheden. Allerede da jeg kunne skrive rimeligt godt på skrivemaskine, skrev jeg fakturaer og gik på posthuset for mine forældre. Sådan er det i en mor/far-virksomhed. Nu er jeg flyttet tilbage til Østerbro efter 34 år i Vangede. Det er skønt. Selv om jeg har været længe væk, er alting det samme.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "Det er meget usundt kun at fokusere på topkarakterer"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Da jeg var yngre, var det min mormor. Det var ikke fordi, hun var tæt på, for hun boede i Randers, og jeg så hende kun i sommerferien, og når hun engang imellem kom og besøgte os. Men hun var et forbillede. Hun var enke i 40 år og opfostrede sine fem børn efter også at have passet sin syge mand. Hun boede ud til Gudenåen og kunne navnene på alle planterne. Hun havde livsglæde, humør og råstyrke. Hun var ikke sådan en typisk sød bedstemor, der stod og bagte boller, men hun var samfundsengageret og engageret i mennesker og tog gerne rundt på skoler og fortalte om Anden Verdenskrig, fordi hun syntes, at børnene skulle vide, hvordan det var at leve med rationering. Hun havde kun gået i skole i den stråtækte, inden hun blev gift meget ung, men da hun blev 70 år besluttede hun sig for at indhente det tabte, så hun begyndte at gå til litteraturklub og læste mere skønlitteratur i de år, end jeg kommer til på et helt liv. Som så mange andre dengang sparede min mormor op til sin egen begravelse. Men hver gang hun havde levet fem år længere, besluttede hun at bruge pengene på blandt andet at forny møblementet og satse på, at hun levede fem år til, så hun kunne nå at spare pengene op igen.

Din levevej?
– I gymnasiet blev jeg grebet af en stor samfundsinteresse godt opmuntret af en dygtig og motiverende lærer. Det var ikke på en politisk måde, men i forhold til at forstå og formidle samtidshistorie. Jeg ville enten læse cand.polit. eller journalistik. Faktisk blev jeg optaget på begge studier samtidig, og jeg gik da også en periode på begge, men jeg kunne ret hurtigt mærke, at det var journalistikken, der var mig. Jeg er fascineret af den opgave, det er at formidle, hvad der sker omkring os.

– Dengang i starten af 70'erne handlede det meget om Glistrup, som kom frem i den periode. Det skrev jeg hovedopgave om. Jeg vidste, at jeg gerne ville arbejde med den klassiske journalistik på et dagblad. Jeg søgte praktikplads på Berlingske Tidende, hvor jeg kom ind på stedet, og Berlingske blev min skæbne i mange år i to omgange. Jeg startede på kulturredaktionen. Min første journalistiske præstation var at dække en træning mellem to skuespillere i Hamlet, som skulle kæmpe med sværd i Folketeatrets gård. Jeg skulle skrive en lille artikel om det, men det flød slet ikke. En behjertet redaktør på Berlingske foreslog, at jeg kom til at dække Radiorådet i stedet for, og senere kom jeg over på den politiske redaktion. Mærkeligt nok har jeg som bestyrelsesformand nu ansvaret for en kulturinstitution som Det Kongelige Teater med 1000 ansatte, og jeg elsker det. Jeg tror simpelthen ikke, jeg var moden til kulturstoffet dengang.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores"

Hvornår har du stået ved en korsvej?
– Jeg har været leder, siden jeg var 24 år. Jeg har kun to gange haft få måneders pause, hvor jeg ikke havde ansvaret for andet end mig selv. Den første gang var, da jeg stoppede som nyhedsdirektør i DR. Jeg skulle beslutte, om jeg bare ville være mig selv og holde foredrag og måske endda vende tilbage til det journalistiske håndværk? Dagen efter jeg stoppede, stod jeg op klokken seks om morgenen og satte mig for at lave min egen blog – både teknisk og indholdsmæssigt – og den lever faktisk endnu. Den anden gang var, da der kom nye ejere til Berlingske Media, hvor jeg sad som koncernchef og ansvarlig for over 1000 mennesker og en milliardomsætning. Vi var uenige om strategien, og da jeg gik af, besluttede jeg mig for at prøve mere bestyrelsesarbejde. Jeg var allerede formand for bestyrelsen for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og så ringede kulturministeren lige pludselig og spurgte, om jeg ville overtage bestyrelsesformandsposten for Det Kongelige Teater. Der gik en måned, så ringede stifteren af Ugebrevet og Tænketanken Mandag Morgen for at høre, om jeg ville være chefredaktør og direktør der. Jeg sagde ja til at hjælpe på betingelse af, at jeg også fik tid til at lave bestyrelsesarbejde ved siden af.

– 
Jeg synes lederarbejde er spændende, for jeg kan godt lide at arbejde sammen med og udvikle sammen med andre mennesker. Jeg er ikke en enspænder, og jeg har aldrig været iværksættertypen, for jeg vil hellere udvikle det etablerede. Men det er ikke omkostningsfrit at være leder. Det tager al din tid, og i visse situationer er du meget alene. Du skal kunne tage ubehagelige beslutninger, og ingen chefer går glade igennem alle dage. Du skal kende kunsten at tvivle og lytte i stedet for at fare frem med det, du nu selv synes er mest interessant. Du har også alt for lidt tid til dine venner, når du er leder. Jeg synes alligevel, det er så vigtigt at sige især til kvinder: Det er altså sjovt at være i topledelse. Det kan godt være, man er ensom på toppen engang i mellem, men udsigten er til gengæld god.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg var sammen med Peter, som døde i 2016, i 35 år. Vi mødtes på Christiansborg, da han sad i Socialdemokratiets nyhedstjeneste, og jeg arbejdede for den konservative avis Berlingske Tidende. Jeg havde skrevet noget om Socialdemokratiet, og da jeg dagen efter skulle bruge nogle flere oplysninger, gik jeg ned på hans kontor. Jeg fik et ordentligt møgfald for den artikel, og vi skændtes, så hele kontoret kunne høre det. Dagen efter kom han op på mit kontor og gav mig en undskyldning. Det gjorde han med en middag, hvor vi faldt i snak om, hvor meget vi havde til fælles. Politisk set var vi ikke enige, men samfundsengagementet havde vi til fælles. Vi lavede en pagt om aldrig siden at skændes efter det første skænderi, der gav vores skønne samliv. Vi jokede altid med, at vi faktisk kun har været sammen på halv tid, fordi vi begge arbejdede så meget, men vi har alligevel haft det sjovt og dejligt sammen i de 35 år. Vi gav hinanden rum, og det er så vigtigt i et parforhold. Peter var meget stolt af mig som leder og ekstremt støttende. Når jeg sagde: "Det kan jeg ikke", sagde han: "Jo, du kan". Det betyder meget for en kvinde, at der står en mand og skubber på. Jeg har faktisk en tendens til at tvivle på mig selv, men Peter gjorde mig mere modig, end jeg ellers ville være.

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: "Jeg er en af de få kvinder, som ikke synes, det er et problem at have magt"

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Jeg har aldrig prøvet at gå ned med stress – 7-9-13. Men jeg har været i pressede situationer, hvor kroppen har sagt, at jeg skal trække stikket en dags tid. Når jeg endelig holder fri, har jeg altid en kæmpe stak bøger, som jeg ikke har nået at læse. Men ligegyldigt hvor jeg er, så skal jeg kunne komme på nettet og være i forbindelse med omverdenen. Jeg kan ikke tage på ferie uden at kunne se nyheder. Nogle få gange har jeg holdt ferie uden netforbindelse, og min familie har nogle sjove billeder af mig, der sidder i en bornholmsk sennepsmark for at finde forbindelse. Folk siger altid til mig, at jeg skal lade computeren blive hjemme, men jeg bliver urolig efter halvanden dag, så nu har jeg altid en ipad med på ferie sammen med mobilen. Der findes ikke en Lisbeth på stranden med en kølig drink, for jeg er alt for nysgerrig til at melde mig ud i dagevis, selv om jeg godt kan lide at rejse.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg har det fint nok med, at folk henvender sig til mig, men nogle gange er de nærmest ved at hoppe ned i min indkøbskurv. Som journalist har jeg haft det privilegium at ringe når som helst til hvem som helst. Så skal jeg også selv kunne tåle, at mit tøj og mit hår bliver diskuteret. Det lever jeg med, selv om jeg i perioder har været ked af eksponeringen.

Hvornår i livet har du taget en genvej?
– Jeg er ikke typen, der tager en genvej, og jeg er ekstremt forberedt, når jeg går til møder eller holder taler, selv om jeg ikke bruger manuskript. Men jeg ved præcis, hvad jeg vil opnå, når jeg går derind. Når jeg holder foredrag rundt omkring i landet, undersøger jeg også nøje forinden, hvordan jeg finder for eksempel Grindstedhallen, for jeg er ikke god til at finde vej, og jeg møder hellere op en time for tidligt. Det er faktisk kun i køkkenet, jeg snyder. Jeg køber gerne en færdigret, og så er jeg god til at få den til at se ud som om, jeg har stået seks timer i køkkenet. Når mine gæster når til desserten, afslører jeg, at det hele er købt færdigt. Jeg gider ikke stå længe i køkkenet, og jeg vil hellere overlade simreretter og hjemmebagt brød til dem, der kan finde ud af det. 

  • Lisbeth Knudsen, 64 år.
  • Chefredaktør og direktør for Ugebrevet Mandag Morgen og Tænketanken af samme navn.
  • Har tidligere være politisk redaktør på Berlingske Tidende, hvor hun senere blev chefredaktør og koncernchef. Indimellem var hun blandt andet nyhedsdirektør og medlem af direktionen på DR.
  • Har en række bestyrelsesposter, blandt andet bestyrelsesformand i Det Kongelige Teater.
  • Er netop blevet ridder af Dannebrog.
  • Levede sammen med Peter Valenius i 35 år, inden han døde i 2016.
  • Man kan følge Lisbeth Knudsen på Mediebloggen.dk.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Karriere og Politik