Ann Eleonora Jørgensen: "Det er min hemmelighed!"

Da Ann Eleonora Jørgensen blev gift for ti år siden, var der nogle af gæsterne, der fik den idé, at alle bryllupsgæster skulle skrive en lille hilsen til brudeparret. Hilsnerne blev plomberet i en boks med to flasker vin, som Ann Eleonora og hendes gom først måtte åbne på deres etårsbryllupsdag.

– Da dagen kom, var det sjovt og rigtigt hyggeligt at læse, hvad venner og familie havde skrevet til os, og pludselig midt i alle de her gode råd om ægteskab og sexliv lå der et lille, afrevet hjørne af en seddel. På sedlen stod fem ord. Det var fra min farfar.

– Jeg er sådan et menneske, hvor ord betyder meget, og jeg har altid haft ord liggende forskellige steder. I lommer, skuffer, punge og tasker. Sedlen fra min farfar gik jeg i ret lang tid rundt med i en lomme i en cowboyjakke, og så puttede jeg den i min pung, da det blev vinter. Jeg tænkte, at den ville blive helt flosset og gå i stykker, og det ville jeg ikke have, så jeg tegnede et smykke, som jeg kunne have sedlen i. Bagefter tænkte jeg, at hvis jeg kan blive glad for at gå rundt med et smykke med nogle ord, der betyder noget for mig, så er der sikkert også andre, der kan blive det.

Sådan opstod idéen til den smykkekollektion, Ann nu har lavet. En serie af smykker, hvor hovedtemaet er en hul cylinder i guld eller sølv, hvori man kan bære en lille, sammenrullet seddel med et vigtigt budskab. Mens Ann taler om smykkerne, tager hun fat om sin egen halskæde for ligesom at sikre sig, at den stadig er der.

Hvad står der på sedlen fra din farfar?
– Det er min hemmelighed! Hun slår en høj latter op. Der er ikke noget at gøre. Det får ingen at vide.

Ann mistede sin farfar for et par år siden, men han er stadig i hendes tanker. Ikke mindst på grund af den lille, hemmelige besked.

– Det var ikke, fordi han var sådan vældigt nærværende i mit liv, men han har altid været der som en hånd under mig. Jeg kan se, at jeg har rigtigt mange træk fra ham, og han har jo helt sikkert sat det her med smykkerne i gang. Ubevidst.

– Min søn har også skrevet en sød lille seddel til mig, og på den står der: ”Jeg elsker dig, mor”. Det er jo en oplagt sætning også mellem mand og kvinde, men det er vigtigt for mig, at de her smykker ikke bare bliver sådan nogle ”parsmykker”. De skal også kunne bruges til andre budskaber. På et tidspunkt, da det hele var lidt hårdt for mig i opstartsfasen med virksomheden, sang min datter en sang for mig, som de havde lavet på hendes skole for længe siden. Sangen ender noget i retning af: ”Alt er godt. Alt er såre godt”. Og så skrev hun for sjov en seddel, hvor der står: ”Alt er såre godt”. Og den går jeg med her. Hun peger på sin ring, som også er en hul cylinder af guld.

LÆS OGSÅ: Hun fik adgang til en hemmeli mandeverden

– Og når jeg kan mærke, at nu begynder tingene at blive lidt for meget, så tænker jeg på sedlen og får tillid til, at alt er o.k. Alt er såre godt. Man kan tage den slags budskaber meget alvorligt, men det kan også bare være noget med at skrive ting til sig selv: Husk at sætte grænser. Løb lidt mere. Husk at nyde livet. Husk at sige ja. Alt muligt. Det er det samme, folk gør, når de får en tatovering med en lille tekst. Det er noget, der er med til at holde en på sporet. Jeg tør bare ikke få sådan en tatovering!

Døden nær
Ann Eleonora har inviteret indenfor i sin store, lyse Frederiksberglejlighed, og Hugo tager imod i døren. En lille, logrende vovse, som straks lægger sig på ryggen med alle fire ben i vejret for at blive kløet på maven. Der er høj musik på anlægget, og Ann kigger ud i gangen og råber: Kom bare ind! Hugo lunter efter og får en skive rugbrød i køkkenet. Han er både sulten og træt, for han har lige været med mor ude og løbe. Ann suser frem og tilbage mellem køkken og spisestue, og da kaffe og kager er klar, sætter hun sig ned og oser af skal-vi-komme-i-gang-energi. Historien om smykkerne brænder sig på.

– Jeg havde lyst til at bruge min kreativitet på en anden måde end som skuespiller, forklarer hun som begrundelse for sit lidt atypiske karrierehop, som dog ikke betyder et farvel til skuespillet, understreger hun.

– Jeg havde behov for at få fod under eget bord. Jeg ville gerne have et område i mit liv, hvor det var mig, der bestemte. Som skuespiller er man jo nogle måneder et sted og så nogle måneder et nyt sted og så videre, og jeg ville gerne kombinere det omkringfarende med noget, hvor der var mere ro på. Idéen til smykkerne har ligget og ulmet i noget tid, men da jeg blev 45, tænkte jeg, hvis ikke jeg får det gjort nu, så bliver det aldrig til noget, og det dur ikke. Jeg har ikke lyst til, at der på min gravsten skal stå: ”Hun havde vel nok mange gode idéer, fik aldrig rigtigt gjort noget ved dem, men hvor var det sødt, hun tænkte dem”. Altså, jeg vil gerne have gjort de ting, jeg drømmer om. Jeg vil udføre de idéer, jeg har, og jeg vil give de kys, der skal gives!

Anns behov for at forfølge sine drømme og udfordre sig selv hænger sammen med, at hun har haft døden tæt inde på livet.

– Jeg blev i en meget ung alder klar over, at døden er et livsvilkår. En konsekvens af at leve livet er, at vi dør. Så den tid, vi har, den skal vi bruge på det, vi gerne vil. Og vi skal bruge den godt. Mine prioriteringer har været meget klare for mig, fordi jeg i en alder af bare 24 år var ved at dø. En morgen vågnede jeg pludselig op med en ansigtslammelse. Lægerne gav mig noget kontrastvæske i forbindelse med en scanning, og det var ved at tage livet af mig, fordi jeg fik et anafylaktisk chok. Det så ud, som om jeg havde meget kort tid tilbage af livet, og mens jeg lå der, tænkte jeg ikke øv, så er der nogle roller, jeg ikke kommer til at spille. Det var jeg fuldstændig ligeglad med. Det eneste, jeg vidste, at jeg ville være ked af, hvis jeg skulle dø nu – det var, at jeg ikke havde fået børn. Det stod helt klart for mig, at det vigtigste i livet ville være at få børn og familie. Oplevelsen gav mig også bevidstheden om, at vi skal herfra, og nogle af mine venner siger til mig, at det kan man godt mærke. De siger, at jeg har sådan en lunte, der hele tiden er tændt, ha, ha.

Som hånd i handske
Det er ikke kun Anns egen oplevelse af at stå på kanten af livet, der har fået hende til at tænke over døden. Allerede som 14-årig mistede hun sin mormor og havde faktisk også inden da haft døden inde på livet.

LÆS OGSÅ: Winnie blev forelsket i sin elev på 15

– Jeg var meget knyttet til min mormor, som desværre døde alt for tidligt. Hun passede mig rigtigt meget, og jeg var tit med hende på sygebesøg. Hendes familie var utroligt fattig og det betød dårlig kost og alt for meget kulde, og derfor blev de syge og døde i en tidlig alder. Det er klart, at når sådan et lille menneske ser folk ligge i senge og være meget, meget syge, så sker der et eller andet, og på den måde har døden været et issue for mig også som barn.

Har du en angst for døden?
– Det første års tid efter min egen oplevelse på hospitalet havde jeg da en angst for at dø, men siden har jeg egentlig brugt den oplevelse og mine oplevelser som barn som et drive i livet. Det er noget med, at jeg dæleme skal sørge for at få noget ud af den tid, jeg er her. Verden er jo et meget pludseligt sted, og i morgen kan alt se anderledes ud.

Hun knipser med fingrene.

– Så jeg vil helst ikke fortryde for meget. Jeg fortryder stort set ikke nogen af de ting, jeg har gjort, men jeg kan godt fortryde nogle af de ting, jeg ikke har gjort. De ting, jeg ikke har fået sagt. De mænd, jeg ikke har fået kysset. Jeg ville fortryde, hvis jeg ikke havde fået prøvet det her af med smykkerne, og jeg ville have fortrudt, hvis jeg ikke havde brugt rigtigt meget tid med mine børn, da de var små. En af de mænd, Ann HAR fået kysset, er ægtemanden Rasmus Windfeld. Hun mødte ham til en fest, dansede med ham til den lyse morgen og endte på en bænk på Enghave Plads. Selvom det bestemt ikke var meningen.

– Det var slet ikke planen, faktisk, at jeg skulle finde mig en ny mand. Jeg havde været gift og sammen med den samme mand i ni år. Vi var blevet skilt, og det er jo smerteligt, men vi havde klaret det rigtigt flot, synes jeg, hvis man kan sige sådan. Jeg havde min datter, var 31 år og syntes egentlig, at jeg havde mit på det tørre. Jeg skulle ikke ud og finde en mand for at få barn og alt det der. Jeg havde tænkt, at nu skulle jeg leve som Lena Olin i ”Tilværelsens ulidelige lethed”, ha, ha, have forskellige elskere og nyde det. Det prøvede jeg også en tid – en ganske kort tid – og fandt ud af, at det slet ikke er mig. Jeg kan ikke give noget af mig selv uden at involvere mig hundrede procent. Og så mødte jeg Rasmus til den fest. Han er bror til en veninde, så jeg tænkte, at jeg slet ikke skulle have noget klinket hos ham, det ville der kun blive besvær ud af. Men han tog min hånd der i morgensolen, og i det samme kunne jeg bare mærke, at jeg var kommet hjem. Der faldt sådan helt ro på mig. Alligevel brugte jeg efterfølgende en masse tid på at stritte imod, men det lykkedes ikke, og vi har været sammen lige siden.

– Vi passer sammen som hånd i handske, samtidig med at vi er så forskellige, som man overhovedet kan blive. Jeg kan stadig sidde og kigge på Rasmus og tænke: Hvordan fa’en er det, han er? Og sådan har han det også med mig, tror jeg. Jeg tror, at han tænker: Hun er godt nok en mærkelig snegl! På den måde har vi stadig en undren over for hinanden, og det er måske i virkeligheden vores drive i forholdet, at vi har det sådan.

Specialtid til børnene
Og så fik I en søn sammen, hvordan er det at have børn, der er 10 års aldersforskel på? – Det er fantastisk. Jeg kan virkelig anbefale det. Og så er der selvfølgelig nogle udfordringer. Jeg kan huske en aften, hvor vi havde en kæmpe krise. Det fastelavnskostume, jeg havde lavet til min søn, lignede en myg og ikke den flue, det skulle have været! Vi brugte TIMER på det. Vi lavede om, vi prøvede at forbedre, vi prøvede at acceptere, at det var en helt særlig slags flue – det var liv eller død. Og da jeg endelig havde fået ham til at sove, meldte min datter sig på banen med kærestesorger og en lang snak til klokken to om natten om kærligheden, mænd, ærlighed – alle de store spørgsmål i livet. Og det var lige så vigtigt som myggen, der lignede en flue. Sådan er det at have børn med stor aldersspredning, ha, ha.

Det kan godt være lidt hårdt, for jeg har det ikke som mange af mine veninder, der kan gå ind og se en film med begge børn, og så er alle glade. Den går ikke her. Og vi kan ikke regne med, at den ene type ferie er lige så fed for den ene, som den er for den anden. Derfor har jeg altid måttet dele mig ret meget og har givet begge børn specialtid hver især, hvilket har givet mange dejlige oplevelser.

– I forhold til min datter er det fantastisk at være mor til et menneske, der er så forholdsvis tæt på i alder. En lille sjæl, som jeg har kunnet tage med ud og vise verden samtidig med, at jeg føler, at det ikke er så længe siden, jeg selv oplevede det hele for første gang. Carla og jeg er meget klar over, at vi ikke er veninder – vi er mor og datter – men vi er hinandens fortrolige, og vores roller er aldrig utydelige. Min egen mor var kun 18 år, da hun fik mig, og der kunne man somme tider være i tvivl om rollerne, fordi vi var så tæt på hinanden i alder. Jeg er lige præcis gammel nok til, at den fare ikke er der, kan man sige.

Hvad er vigtigt for dig at give videre til dine børn?
– Det allervigtigste er, at man skal gøre sig umage med livet. Det er fuldkommen ligegyldigt, hvad man laver, og hvor man er i verden, man skal bare gøre sig umage med det, man gør. Med sine drømme og med de mennesker, man er sammen med. Man har virkelig mange muligheder for at lave sig et spændende liv. Hvis man tør.

LÆS OGSÅ: Mathilde Norholt: "Lad os nyde både store og små kurver"