Få et smugkig ind i Fremmedlegionen
Foto: Nicky Bonne Journalist Hanne Mølby Henriksen

Fremmedlegionen

Hun fik adgang til en hemmelig mandeverden

Hvad er det, der får en ung mand til at vælge fem år med tæsk, sult og drab frem for studier, kys og musik? Fremmedlegionen er en af de mest sagnomspundne og rå militærenheder i verden, og journalisten Hanne Mølby Henriksen satte sig for at komme ind bag det barske ydre – her fortæller hun om rejsen, som der er kommet en bog ud af.

Forestil dig, at du arbejder i et firma med 8000 ansatte. Du spiser, sover og står op med kollegerne i din afdeling. I går i det samme tøj, adlyder de samme regler og benytter det samme brætløse lokum. Dag efter dag. Forestil dig, at du bliver presset til det yderste, at dine chefer råber og slår med knyttede næver for at få dig til at præstere bedre, og at dine kolleger uddeler nyrestød og skub øverst på trappen til de svage i afdelingen for at få dem til at stramme sig an. At du også selv gør det.

Og alligevel kan du lide dit job. Du har selv valgt det, endda knoklet for at få det. Og du er stolt af det.

Nogenlunde sådan er hverdagen skruet sammen for en fremmedlegionær. Han slider, marcherer og kæmper til sidste mand i en verden, de færreste danskere kommer i nærheden af. Som kvinde gør man slet ikke. De fleste ser vel den franske legion som et sted, mænd tager til for at forsvinde. Fra konen, kreditorerne, politiet. Fra sølle fremtidsudsigter, ulykkelig kærlighed eller andre personlige problemer. Sådan så jeg den også selv.

En samling voldsmænd og banditter
Legionen er en samling voldsmænd og banditter, tænkte jeg, regimenter fulde af flossede typer, der ikke magter livet uden for to rækker let skrånende pigtrådshegn, som gør det sværere at bryde ud end ind. Hvorfor ellers ofre fem år af sin ungdom? Hvorfor lade sig opsluge af en rå og beskidt verden, mens de fleste andre bruger deres tid på at studere, kysse, arbejde, feste og skabe sig en fremtid?

Det var det, jeg gerne ville vide, da jeg for snart tre år siden drejede væk fra landevejen et sted i Danmark og ind i en dunkel Fremmedlegionen skov for at mødes med en af de få, der kender svaret. Jeg havde forinden sat mig for at skrive en bog om fremmedlegionen. Den skulle give læseren et blik ind i en lukket verden og hvile på et menneske, der selv har været en del af den. Et menneske, der har været villig til at ofre sin frihed, sin selvbestemmelse og i sidste ende sit liv for legionen.

LÆS OGSÅ: Drabschef: "Jeg ser meget ondskab i min hverdag"

Unge mænd i tusindvis søger hvert år til Frankrig for at banke på fremmedlegionens porte, men kun en brøkdel af dem kommer ind. Nogle bliver vraget på grund af dårlige tænder, andre på grund af spor efter stoffer, ringe fysik eller et forkert argument for at melde sig.

Forhør, lægetjek og personlighedstest
De frivillige skal igennem adskillige forhør, lægetjek, personlighedstest og flere ugers venten i en lukket gård, mens de overordnede hver dag holder øje, vurderer og sorterer fra. Der er med andre ord langt mellem kilderne. Ikke mindst de danske af slagsen. Jeg havde pløjet bibliotekets bøger og avisernes elektroniske arkiver igennem og mestendels kun fundet desertører, der var stået frem med historier om voldsomme klø og deres egen mere eller mindre spektakulære flugt hjem.

Det var ikke sådan en bog, jeg ville skrive. Vil man have sine læsere med ind bag portene og fortælle, hvad legionen i virkeligheden er rundet af, så kræver det en legionær, der har udstået sin tid og taget sin del af slæbet. Det var derfor, jeg nu fulgte et frossent hjulspor gennem skoven. Et sted derinde ventede det foreløbige resultat af min research: En mand sidst i 30’erne, der har tjent legionen i 16 år. Næsten halvdelen af sit liv.

Min vej hertil var gået gennem en bibliotekar i Aars, en gammel dokumentarudsendelse, nummeroplysningen og en far, der hverken ville udlevere adresse, mobilnummer eller mailoplysninger på sin søn, men et gammeldags brev på papir ville han nok hjælpe med at sende videre. Efter nogle uger fik jeg en mail retur fra sønnen. Han havde forladt legionen efter 16 års tjeneste, boede stadig i Frankrig og lod sig nu udsende som lejesoldat for et privat firma til nogle af verdens mørkeste kroge. Og jo, vi kunne godt mødes.

Det første møde med en legionær
Jeg parkerede bilen foran en bunke brændeknuder og et rødt hus mellem træerne. En bred mand stod udenfor iført bare arme, tatoveringer og camouflagebukser. Jeg hankede op i min nervøsitet og fulgte ham ind i huset. Der var hyggeligt. Han bød mig at sidde ned og serverede kaffe i storblomstrede kopper fra det fine skab i stuen. ”Ellers får jeg vrøvl med min mor,” forklarede han med et grin. Så sad vi der. Han rokkede lidt uroligt på sin stol og skævede til det lyserøde porcelæn. Så hentede han et hverdagskrus til sig selv i køkkenet og begyndte at fortælle.

Det blev mit første interview med en legionær. Vi talte i to dage, men så kaldte verden, og han endte med at takke nej til at være bærende element i en bog. At stille op som hovedperson og lukke et fremmed menneske ud i alle hjørnerne af sit liv kræver en solid portion tillid og mindst lige så meget tid. En historie kommer aldrig til rigtigt at leve, hvis man som skribent kun får adgang til det rent faktuelle: ”Hvad skete der?” ”Hvor mange mænd var I?” ”Hvornår på dagen var det?” Man skal også have styr på de små detaljer, der kan give læseren en følelse af at være med ude i virkeligheden: ”Hvad tænkte du?” ”Hvad havde du på?” ”Hvordan lyder det, når kuglerne rammer en kampvogn?” Kilderne skal levere det hele, når man kaster sig ud i at skrive om en verden, man ikke selv kender. Det tager tid.

Et halvt år senere havde jeg hul igennem til legionær nummer to. Han hentede mig på en station lidt uden for København i sin lyseblå bil og havde dækket op med dagmartærte og citronvand på sofabordet. Vi kiggede billeder, studerede medaljer og talte om, hvordan det føles at falde i baghold og blive skudt i Nordafrika sidst i 1950’erne. Lidt som at blive ramt af et stenkast, oplyste han, de nærmere detaljer havde fortonet sig med årene. Han forærede mig en flaske rødvin dyrket af veteranerne på legionens eget plejehjem i Puyloubier lidt uden for Aubagne og kørte mig så til toget igen.

Derfor meldte Anders og Peter sig til fremmedlegionen
De følgende to legionærer dukkede op kort efter. Anders og Peter. Begge havde de meldt sig til fremmedlegionen i 1991 og tjent samtidig i det berygtede faldskærmsregiment på Korsika. Deres historier er forskellige, men de deler i dag en nærmest bundløs stolthed over at have båret den hvide kepi og været en del af legionen og dens tradition for at kæmpe til sidste mand. Og hvad mere er: De ville gerne fortælle. Jeg havde fundet mine hovedpersoner.

LÆS OGSÅ: Mit dobbeltliv som prostitueret

”Hvordan er de så”, spørger folk. ”Er de mærkelige?” Tja… I dag har de begge børn, hjem og job. De er rolige og udadvendte. Og efter mere end 40 timers interview tør jeg også godt udstyre dem begge med et tålmodigt gemyt. Jeg havde ingen militærfaglig viden på forhånd, ingen indsigt i våben eller gradstegn og var kun lige i stand til at identificere den farlige ende af et gevær, som Anders så fint formulerede det. Selv når jeg for gud ved hvilken gang byttede rundt på faldskærmsregimentets kompagnier eller skrev BM W, når der blev sagt PMV (som i Pansret MandskabsVogn), så rettede de mig venligt og forklarede tingene én gang til.

Det mest mærkelige ved dem er i virkeligheden nok det, de kan berette. Mens Anders fortalte opbyggelige historier med store armbevægelser og en blanding af alvor og høje latterbrøl, var Peter mere til at aflægge rapport, besvare spørgsmål og komme videre. Den ene tændte stearinlys i de mørke måneder, den anden konverserede lige ubesværet om Mulberrytasker og Grækenlands økonomiske fallit. Men når vi fik os sat, og interviewet gik i gang, handlede langt langt det meste om at være presset til det yderste.

Med kuglerne hvislende om benene
De har begge holdt vagt med kuglerne hvislende om ben og hjelm, de har mærket sulten gnave, lært at dræbe uden våben og levet midt i lugten, lyden og synet af krig. Gennem fem år har de adlydt ordrer. Nogle handlede om at skure toilettet med egen tandbørste, andre om at forholde sig passivt observerende, mens en hel landsby blev slagtet få hundrede meter væk.

Peter var med som vidne, da Rwanda skrev sig ind i verdenshistorien med en af de værste humanitære katastrofer siden Holocaust. Den danske legionær lå skjult i terrænet og tog notater, mens mænd blev tortureret til døde for øjnene af deres koner, mens soldater i klipklappere slæbte kvinder rundt ved håret, og børn skreg og løb rundt i vildelse. I landsby efter landsby.

Lige her kunne jeg godt få lyst til at lukke øjnene og skrue ned for lyden. Ligesom jeg kunne tvivle på, om jeg selv ville have rejst mig som et helt menneske efter sådan en oplevelse. Hvordan gør man det? ”Vi er trænet til det,” svarede Peter. ”Det er et arbejde som alt andet.”

Vidner til et folkemord
Jamen, hvad tænker man, når man bliver vidne til et folkemord?

”Jeg tænker ikke noget. Jeg har en opgave at løse, og den opgave er alt, indtil vi får en kontraordre.”

Han smilede flygtigt, talte videre om noget andet. Jeg havde stadig ikke forstået det. Hvordan påvirker det en at løse netop den opgave? Hvordan kan man være trænet til at ligge som tilskuer, mens folk bliver dræbt i hundredvis? Jeg blev nødt til at spørge igen. Og en gang til.

”De første par dage virker det lidt makabert,” svarede han til sidst. ”Men det bliver faktisk hverdag. Du er nødt til at være soldat, før du er menneske. Der er da en kæmpe afmagt i ikke at kunne gøre noget for at hjælpe alle de uskyldige folk, når du er toptrænet til at sætte en stopper for hele balladen. Men du er også toptrænet til at løse den opgave, du er sat til, og der er fire andre i gruppen, som du skal passe på. At blive ked af det eller bange kan ikke hjælpe dig, det er der ikke tid til som soldat. Det må du tackle i flyet på vej hjem.”

LÆS OGSÅ: Sådan mødte Rikke lederen af Ku Klux Klan

Fejltrin klares med armbøjninger
Disciplin har mange udtryk. I fremmedlegionen består den især af regler. Der er regler for, hvornår man skal slukke lyset, hvor hurtigt man skal løbe, og hvordan man skal rede sin seng. Der er regler for, hvilke barer man må besøge, og hvilke badebukser man må vise sig i på stranden, når man har fri. Og af alle reglerne er ingen af dem til for at blive brudt. Det koster.

En del fejltrin kan klares med armbøjninger, rengøring eller en kollektiv løbetur til hele delingen. Andre kræver en tur i spjældet eller et hårdhændet møde med en af cheferne. I legionen sætter man sig ikke ned og taler om tingene.

Man tager imod en mavepumper hist og en lussing pist og sørger derefter for at rette ind. Ellers skal kammeraterne i delingen nok få en til det. Sjusk kan i sidste ende betyde forskellen mellem liv og død. Hvis én først begynder at slække på standarderne og ikke kan finde ud af tingene, så må de andre i delingen hjælpe ham til at prøve igen. Og en gang til. Og en gang til. Og til sidst må man ruske tingene ind i sin kammerat, fik jeg forklaret, eller tage grovere metoder i brug.

Træd ved siden af og det er værst for dig selv
En del uheldige legionærer er i tidens løb braget ind i en dør eller blevet skubbet ned ad trappen. Andre er røget ud af et åbent vindue eller lukket inde i et af stuernes metalskabe med et brændende gasblus nedenunder. Historierne er mange og temmelig rå. De bunder i den indædte disciplin, der presser legionærerne, får dem til at præstere bedre og tvinge hinanden til at makke ret. Det er helt okay, synes både Anders og Peter. Hellere gå hårdt til hinanden end risikere, at én mand kører hele delingen i sænk.

Det lyder næppe mindre brutalt, end det var. I fremmedlegionen er der ikke plads til at fjumre, have en dårlig dag eller tage en slapper. Der er ikke plads til svage led. Og slet ikke til, at kæden knækker.

Vil det sige, at legionen er lige så rå og beskidt som sit rygte? Ja. Er den fuld af barske typer, der mener det med at kæmpe til sidste mand? Ja. Men den er også meget andet end det: Fremmedlegionen er gennemsyret af ære og troskab, gamle traditioner, soldatersange og en usigelig stolthed over at bære den hvide kepi. Tilføj et sammenhold så stærkt, at legionærerne faktisk er villige til at dø for manden ved siden af, så har du en stor del af svaret på, hvorfor så mange melder sig til fem års kæft, trit og ensretning under det franske flag.

”Vi fik løn, mad og husly af Frankrig og gik i krig med det franske flag på skuldrene,” sagde Anders en dag. ”Men det var ikke Frankrig, vi kæmpede for. Vi kæmpede for legionen og for legionens ære. Og kun det. Vi var ikke franske soldater. Vi var legionærer.”


"De danske legionærer - ære og troskab i Fremmedlegionen", Gyldendal, 299,95 kr.

LÆS OGSÅ: Bag murerne på psykiatrisk hospital

Om Hanne Mølby Henriksen

Født 1976, er freelancejournalist.

Hun skriver til forskellige medier i Danmark og udlandet og har specialiseret sig i den journalistiske fortælling.

Samtidig underviser hun som gæstelærer på Danmarks Journalisthøjskole og afholder kurser i skriftlig og mundtlig kommunikation.

Aktuel med bogen ”De danske legionærer – ære og troskab i Fremmedlegionen”
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview