Mød Danmarks nye sangerinder

MØ

Karen Marie Ørsted har endnu ikke udgivet sit debutalbum, men har fået stor opmærksomhed med hits som Pilgrim og Glass. Internationale medier som The Guardian og Pitchfork har også opdaget den 24-årige sangerinde med kunstnernavnet MØ, som har optrådt med flere koncerter i udlandet.

Jeg fik min første ghettoblaster som syvårig. Min første plade var Spice Girls’ Spice. Jeg var kæmpe Spice Girls-fan. Da Geri skred, sad jeg i to dage og græd ved mit skrivebord. Jeg kan huske, at jeg kiggede ned på bordet, og så var der bare en lille sø af tårer. Lige siden har jeg vidst, at jeg ville være musiker.

Da jeg var omkring 13 år, begyndte jeg at komme på en punkcafé inde i Odense og blev en del af byens punk- og grungemiljø. Her mødte jeg min veninde Josephine, som jeg dannede pigepunkgruppen MOR med. Der var ikke så mange af den slags pigebands, og vi havde lyst til at lave noget, der var helt smadret og provokerende.

Mit soloprojekt MØ startede i 2009. Jeg havde fået musikprogrammet Logic til Mac, og pludselig kunne jeg sidde og nørkle med musikken selv. Det har jeg egentlig altid gjort, men nu på en måde, hvor jeg rent faktisk selv kunne mikse det og få det til at lyde præcis, som jeg ville have det. I starten prøvede jeg alt muligt af. Jeg havde lyst til at finde ind til kernen i mig selv, og det tog ret lang tid.



Jeg har altid haft to store forbilleder: Sonic Youth og Yeah Yeah Yeahs. Især forsangerne fra de to bands, Kim Gordon og Karen O. Jeg beundrer dem, fordi det for dem ikke handler om at skulle følge en bestemt stil eller genre, og det handler ikke bare om at se godt ud. Det handler om at skide lidt på tingene og eksperimentere uden at være så bange for at bryde grænser.

Jeg startede mit første band, da jeg gik i 2. klasse. Jeg kan ikke huske noget tidspunkt siden, hvor jeg ikke har været i gang med at skrive en sang. Sangene kommer til mig hele tiden. Det kan være i toget fra Odense til København eller på vej ned ad Strøget. Det behøver ikke at være så fortænkt. Dermed ikke sagt, at det skal være noget sjusk. Jeg er også meget perfektionistisk.

Jeg har gjort mig mange tanker om mit visuelle udtryk, men jeg kender stadig ikke svaret. Selvfølgelig skal det visuelle passe til musikken. Men det skal komme fra hjertet og virke ægte. Det er vigtigt for mig, at jeg er mig selv. Også når jeg optræder live. Man skal kunne leve sig ind i musikken og bare føle det, så længe man står på scenen. Selvfølgelig er publikum kommet for at se et show, men det skal fandeme være et ægte show.

Mø kan opleves på koncerter over hele sommeren...

Fortsætter på næste side...BARBARA MOLEKO

Sidste år bragede Barbara Moleko, 26 år, igennem med sangen Helt min egen med L.O.C. og hits som Dum for dig og Gå en tur. Kort efter fulgte debutalbummet Lykken er ..., og allerede inden dette års udgang forventer soulpop- sangerinden at udgive sit andet album.

Mine tidligste musikalske minder stammer fra Sydafrika, hvor jeg boede som barn. Min mor er dansker, og min far er afrikaner. Mine musikalske rødder stammer fra ham. Vi var ofte ude til sådan nogle jazz-jam-sessions, hvor jeg sad under bordet på en eller anden mørk skummel klub og tegnede dem, der optrådte på scenen. Jeg husker også tydeligt zulukvinderne, der dansede med bare bryster og perlenederdele, mens de sang flerstemmigt i nogle helt særlige rytmer. Jeg bliver helt nostalgisk, når jeg tænker på det.

Jeg gik på en sydafrikansk skole, og der var meget kæft, trit og retning. Det har jeg aldrig været særlig god til. Det var i hvert fald ikke der, min kreativitet blev vakt til live. Men som 10-årig var jeg med i en sydafrikansk børneserie, og det med at spille teater vækkede noget i mig. Jeg husker tydeligt en dag på legepladsen, hvor jeg bare sang lidt for mig selv. Jeg havde aldrig turdet synge for nogen før, men der var en, der sagde: “Gud, du synger ret godt.” Det var første gang, jeg nogensinde havde fået at vide, at jeg sang godt. Dagen efter flyttede jeg til Danmark, hvor jeg har boet lige siden.

Jeg begyndte at skrive små sange, da jeg gik i 8. klasse. Jeg var blevet ret følsom og hormonel og vist også meget dagdrømmende. Jeg havde en tendens til at lukke mig lidt inde i mig selv. Hvis jeg var frustreret eller ked af det, kom jeg ud med det ved at skrive nogle små glade sange. Det var sådan noget fuldstændig banalt med: “Solen skinner, det skal nok gå.” Jeg er nok ret optimistisk anlagt.

Da jeg kom til Danmark, var mit primære sprog engelsk, så derfor blev jeg af min venindes mor blidt skubbet ud i at skrive på dansk. Hun har været trofast fan, siden jeg kom hertil og begyndte at synge i forskellige kor. En dag kom hun op til mig og sagde: “Du synger så dejligt, men jeg forstår ikke, hvad du synger om.” Derfor valgte jeg at skrive på dansk. Jeg ville jo gerne have, at min bonusmor kunne forstå det. Derudover har det virkelig udvidet min horisont og min sprogforståelse.

Jeg er meget inspireret af sangerinder som Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan, Chaka Khan og Nina Simone og hele det soul-jazz-univers, de repræsenterer. Det er nogle stærke kvinder med nogle helt vilde stemmer. Jeg har selv været alt fra korpige til røvballesanger og er nu min egen artist, men alle dele af mine musikalske oplevelser har gjort mig glad. Det handler ikke så meget om, hvordan jeg får lov til at udføre musikken, bare jeg får lov til at være i den. Derfor er det stadig en ekstra stor ting at få lov til at stå og spille sine egne ting for en masse mennesker.

Koncerterne har været en stor øjenåbner for mig. Jeg er blevet meget rørt af folks reaktioner. Nogle venter jo i tre kvarter på en autograf. Der var en pige, der fortalte, at hun havde en kronisk sygdom, der gjorde, at hun nogle gange havde svært ved at komme ud af sengen. Men når hun satte mit nummer Gå en tur på, så kunne hun bedre komme ud over stepperne. Der eksploderede jeg nærmest, så rørt blev jeg. Jeg kunne slet ikke holde op med at tude bagefter. Jeg tror nogle gange, at man som kunstner glemmer, hvad det er, man giver videre. Det er ikke kun en god melodi.

Oplev Barbara Moleko på Smukfest i Skanderborg 7.-11. august 2013.LINKOBAN

Ling Ly har fået stor opmærksomhed på kort tid med sin insisterende rap og sin street-attitude under navnet Linkoban. Den 27-årige sangerinde fortæller her om at vokse op på en grillbar, og hvordan hun fandt vej til musikken.

Jeg er opvokset i baglokalet til mine forældres grillbar i Brøndby Strand. Der var ikke noget fjernsyn, og mit legetøj var derhjemme. Jeg fik tiden til at gå med at sidde på en kummefryser og læse Peter Pedal og lege med det, der var i nærheden. Jeg kunne indrette et helt hus med remouladebakke-stole og pomfritbakke-borde. Der lå en bodega ved siden af grillbaren, så vi serverede for en del øldrikkere. Nogle gange kunne man være heldig, at der var en slåskamp udenfor. Eller at nogle af gæsterne smed med askebægre.

Jeg kan ikke sige, at mine forældre har introduceret mig til musik. Det var mest bare Mister Music, der kørte i højttalerne i grillbaren. Mine forældre var bådflygtninge fra Vietnam, så jeg er opdraget til, at det handler om at overleve, tjene penge og blive til noget. Jeg har fået indprentet, at jeg skulle udnytte, at jeg var i et godt land, hvor skolesystemet var gratis, så jeg troede i mange år, at jeg skulle være advokat. Det tog mange år at åbne op for musikken.

Jeg fik et job som tekstforfatter. Jeg tjente gode penge, men jeg var rastløs. Jeg begyndte at sidde foran computeren om natten og producere musik i GarageBand. Jeg blev fuldstændig bidt af det, fra jeg lagde det første trommespor. Hvorfor fanden havde jeg jagtet drenge og penge og succes, når det var det her, jeg skulle? Så sagde jeg mit job op og flyttede til London. Det var ikke en særlig fornuftig beslutning, når jeg ser tilbage på det. Der var dage, hvor jeg delte en broccoli med hende, jeg boede sammen med. Så havde vi lige fem pund til weekenden, så vi kunne købe nogle øl.



Det var i London, at jeg opdagede genren grime, som er den her meget temperamentsfulde rap fra Østlondon. Det var meget nervefuldt og ramte mig rigtig hårdt. Jeg tænkte bare, at det var det her, jeg skulle. Min musik er slet ikke som det, for de her mennesker er jo alkoholikere og har skudt hinanden og sælger pot og hash og narko. Det er nogle hårde drenge. Men det var der, jeg fik inspirationen.

Jeg havde ingen idé om, at Stella McCartney ville bruge mit nummer Like This (til præsentationen af hendes spring/summer-kollektion 2013, red.) For mig er det en kæmpe kompliment at blive brugt i mode, for mode er så progressivt. Der er fandeme fuld fart frem i den verden. Da jeg så videoklippet, hvor modellerne stavrede ned ad catwalken til min sang, tænke jeg bare: “Yes, mand.”

Like This handler om ikke at være bange. Der er mange, der misforstår, når jeg synger: “Shaking like this.” De tror, jeg mener, at man shaker sin booty. Det er nok også lidt med vilje, at jeg har lagt den dobbelthed ind. Der er så meget pussy pussy og booty booty i den genre, jeg dyrker. Det er ofte meget ensporet vulgært. Men sangen handler om, at jeg i en periode faktisk var lidt bange for min egen seksualitet. Selvfølgelig er jeg en pige med bryster og røv, det kan jeg ikke løbe fra, men det var vigtigt for mig at afgrænse det.

Min største oplevelse indtil nu var ubetinget, da jeg spillede på Roskilde Festivals Pavilion Junior-scene sidste år. Jeg har altid haft den der klassiske drøm om at stå på scenen og råbe: “Hva’ så Roskildeee?” Publikummet der er så følsomt. De er fandeme kommet for at støtte dig. Al min hud blæste af af ren kærlighed. Jeg får myrepatter over hele kroppen bare af at tænke på det. Der kunne jeg snildt have lagt mig til at dø, og så havde det været helt okay.

Linkobans debutalbum, Ox, er netop udkommet.MATHILDE SAVERY

20-årige Mathilde Savery er blevet rost til skyerne, siden hun vandt DR’s sangskriverdyst i 2011. Hun spillede på Roskilde Festival i 2012 og blev i år nomineret til Årets upcoming ved iByen-prisen. Hun er opvokset blandt musikere, uddannet på bagsædet af en bil og giver beyoncé en del af æren for sin stemme.

Jeg begyndte at danse som helt lille. Min mor var ballerina på Det Kongelige Teater, så i mine helt unge år var det min største drøm at blive danserinde. Jeg er nærmest vokset op bag scenen. Det var gennem dansen, at jeg fik forståelsen for musikken og lysten til at skabe musik. Interessen for musikken voksede, og på et tidspunkt var jeg nødt til at vælge, for jeg følte ikke, jeg kunne gøre begge ting helhjertet.

Da jeg var barn, havde jeg rigtig langt til skole. I de 45 minutter, som det tog at køre i bil hver vej, havde min bror og jeg vores egen lille musikuddannelse på bagsædet, hvor min mor spillede klassisk musik og jazz for os. Det var ikke særlig teoretisk. Vi snakkede mest om følelserne i musikken, og min mor kunne sige: “Rollinger, prøv lige at høre – begynder man ikke bare at tude over det her?”

Jeg droppede ud af gymnasiet. Jeg klarede mig alligevel dårligt og dumpede endda i musik på A-niveau. Det var ikke nogen svær beslutning at droppe ud. Jeg ville jo alligevel hellere være musiker, så jeg kunne ikke bruge en uddannelse til særlig meget. Jeg var så ivrig efter at komme i gang med musikken, og jeg ville ikke undertrykke den drøm. Min far sagde bare: “Helt sikkert. Smut du bare, kast dig ud i det.” Han er selv en sucker for kunst og har altid nægtet at tage et normalt job. Så hellere leve uden strøm eller køleskab i en periode. Det har påvirket mig meget.



I Need Help er faktisk en dybt ironisk sang. Den opfordrer til, at lytteren spørger ind til den, men indtil nu er der ingen, der har spurgt mig, hvad den handler om. Jeg skrev den i dyb frustration over den danske mentalitet. Jeg havde set en ung pige på gaden, som kastede op, mens mennesker gik forbi, som om de intet havde set. Jeg blev utrolig skuffet. Jeg skrev sangen, fordi jeg ville teste, om folk egentlig lyttede: “And if you’re really listening, you wouldn’t leave me to myself.” Det er, som om det ikke bliver set som en styrke at vise sine følelser, men en svaghed. Det er jeg dybt uenig i.

Alle I min familie spiller musik. Jeg kan næsten ikke nævne en eneste i familien, som ikke spiller på et instrument. Jeg var cirka 15 år, da jeg begyndte at spille guitar seriøst, skrive sange og skabe musik selv. I begyndelsen var det sangskrivningen, der var vigtigst for mig. Først senere fik jeg lyst til at formidle mine sange selv.

Jeg er opvokset med klassisk og jazzmusik, så jeg måtte selv uddanne mig i pop og rock’n’roll. Jeg følte mig meget bagud i forhold til mine venner, når vi snakkede om musik, og de forstod ikke, hvad jeg snakkede om. Jeg fordybede mig i The Doors, Nick Cave, Tom Waits og The Strokes, men jeg skrålede også med på Destiny’s Child. Beyoncé er årsagen til, at jeg kan synge, fordi jeg har efterlignet hendes sangkrøller så mange gange som 14-årig.

Jeg jagter ikke berømmelsen. Jeg ville være tilfreds med at sidde i en hytte og skrive sange for mig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg kan påvirke andre mennesker med det, jeg laver, og det er jeg ved at blive afhængig af. Jeg har selv finansieret min EP, så jeg har indtil videre kun givet penge til min karriere. Men jeg føler, at jeg investerer. Jeg tjener ikke penge på min musik endnu. Det er overhovedet ikke det, der driver mig.

Mathilde Saverys debut-EP, Where Are You Tonight, udkom i marts.

Se også: 20 skud fra hoften: Anders Lund Madsen
Se også: Mød Lena Dunham fra TV-serien Girls