Transkønnet
Foto: Peter Nørby

Transkønnet

Mor til en transkønnet: Min datter hedder Jonas nu

Siden hun var lille, har Pernilles datter villet være en dreng. I dag hedder han Jonas, har skiftet cpr-nummer og fået fjernet et af de mest synlige beviser på, at han er født som pige: sine bryster. Pernille har støttet Jonas hele vejen, selvom det ikke altid har været lige let.

Pernille følte, hun mistede et barn den dag, hendes datter fik nyt cpr-nummer. Fra det øjeblik var hendes datter officielt blevet til en søn, og selvom Pernille altid har vidst, at det var datterens største drøm – og har støttet hende hele vejen – var det alligevel, som om hun for en stund fik benene slået væk under sig.

I dag – to år efter – ved Pernille, at hun ikke mistede et barn. Hun har stadig sit barn, og han er, som han altid har været. Dejlig, kærlig og meget tæt på sin mor. Pernille har lært sig at omtale Jonas som "han" og "ham", og hun ved, at det nye cpr-nummer og operationen, hvor Jonas fik fjernet de bryster, han altid har hadet, er to store skridt på den vej, der skal gøre ham til et lykkeligt menneske.

For en måneds tid siden sprang Jonas ud som student. Han er 20 år, og mange i hans omgangskreds ved godt, at han er transkønnet. Men ikke alle. Derfor optræder Pernille anonymt i denne artikel.

Fik fjernet brysterne
Hun begynder sin fortælling for 16-17 år siden. Dengang Jonas stadig var en lille pige.

— Op mod hendes fire års fødselsdag spurgte vi hende, hvad hun ønskede sig i fødselsdagsgave. Jeg vil bare gerne hedde Jonas og være en dreng, var svaret.

Og det svar kom ikke helt bag på Pernille.

— Fra hun selv kunne give udtryk for, hvad hun ville have på af tøj, ville hun kun have drengetøj på. Den sidste gang vi så hende i kjole – fordi jeg havde givet hende den på – var, da hun blev tre år. Hun fik foldbold og fodboldskinner til den fødselsdag, og der gik nøjagtig en halv time, så stod hun i fodboldtøj og benskinner og med fodbolden under armen.

LÆS OGSÅ: Sådan genopdager du de sider, du ubevidst har pakket væk, siden du var barn

Hvad tænkte du på det tidspunkt?
— Jeg tænkte ikke så meget over det dengang. Indtil vi startede et forløb på Sexologisk Klinik, har vi faktisk altid tænkt, at det var noget, hun kom over, når hun blev teenager. Men vi har efterfølgende fundet ude af, at hun altid har haft en adfærd, som er typisk for en transkønnet.

Til fodbold scorede Pernilles datter alle målene på sit pigehold, og hvis hun spillede over for drenge, begyndte de tit at græde, fordi de ikke kunne lide at tabe til en pige. Problemerne på fodboldholdet blev større, jo ældre hun blev. Hun havde kort hår, og da hun begyndte at få bryster, fandt hun sammen med sin mor en særlig stram undertrøje på nettet, som kunne holde brysterne helt inde. Når hun var ude og spille kampe, måtte kønnet ofte dokumenteres med sygesikringskort. Det var dog ikke altid nok for forældrene og trænerne fra de andre hold. En gang blev hun bedt om at trække bukserne ned...

— Jeg røg helt op i det røde felt, og selvfølgelig påvirkede det også min datter, som blev meget eftertænksom. Til sidst begyndte hun at tage et guldhårbånd på, når hun skulle spille kamp, for at ligne en pige lidt mere.

Forsøgte du at få hende til at være mere en pige-pige?
— Ja, rigtig meget. Blandt andet med tøjet, hvor jeg i flere år forsøgte at hive hende ind i pigeafdelingen. Men på et tidspunkt gav jeg op og tænkte: Nej, hun skal jo have lov til at være, som hun er.

Da Pernilles datter blev teenager, begyndte familien at tale om, at en samtale med en professionel kunne være en god idé for at forebygge en eventuel identitetskrise. Datteren selv havde altid været ret ubekymret, hvilede godt i sig selv og var indstillet på at tale med en psykolog. Psykologen måtte dog kaste håndklædet i ringen efter den første samtale. "Det her kan jeg ikke klare, han er ikke en pige", var beskeden. Herfra gik turen videre til ungdomspsykiatrisk afdeling i Holbæk, hvor en psykiater tog over. Konklusionen var den samme: Pernilles datter tænkte som en dreng og ville være en dreng. Fra omkring dette tidspunkt begyndte Pernille også at omtale sin datter som en dreng, og han fik navnet Jonas.

— Da han blev 16 år, ønskede han selv at komme på Sexologisk Klinik til udredning. Jonas og jeg lavede for flere år siden den aftale, at han skal sige det til mig, hvis der er noget, der gør ham frustreret, og det skal jeg omvendt også. På den måde ved vi hele tiden, hvor vi har hinanden, og det er godt. Jeg har jo i perioder været frygtelig bange for, at han blev så frustreret, at han kunne finde på at skade sig selv. Det er jo de tanker, man får som mor. Men forløbet på Sexologisk Klinik har kun været positivt for Jonas. Han har ikke fået ubehagelige spørgsmål om sin seksualitet, som man ellers hører, at mange får. Han har været igennem en masse samtaler, han har fået taget blodprøver, er blevet sat i hormonbehandling, og i april 2015 gennemgik han en operation, hvor han fik fjernet sine bryster.

LÆS OGSÅ: 28-årige Caroline: Jeg er sindssyg

Hvordan har det forløb været for dig?
— Jonas' far, min nuværende mand og jeg var til en samtale, hvor vi skulle vise billeder af Jonas som lille og i bund og grund bekræfte, at alle hans tanker om at skifte køn bundede i et ønske, han altid havde haft. Og det var nok første gang, jeg for alvor reagerede på det. Hvad var det egentlig, der var ved at ske? Jeg brød fuldstændig sammen. På samme måde som jeg gjorde, da han fik det nye cpr-nummer, og da han fik fjernet sine bryster.

Men du havde jo levet med den viden næsten altid?
— Ja. Det er meget modstridende, for jeg støtter ham jo, og jeg ved, at han gerne vil have, at det skal være sådan. Jeg kan se på ham, at han bliver gladere og gladere for hver dag. Han er begyndt at få lidt skæg, stemmen er blevet dybere, brysterne er væk, og han er blevet meget mindre genert og tilbageholdende. Alligevel er jeg blevet ked af det indimellem, og jeg har måttet forklare ham, at det ikke er, fordi jeg ikke støtter ham, der er bare nogle ting, der skal på plads indeni mig, inden jeg kan komme videre. Jeg så på et tidspunkt en engelsk tv-udsendelse, hvor en mor til en transkønnet udtalte, at hun følte, at hun havde mistet sit barn for så efterfølgende at finde ud af, at barnet stadig var der. Bare med et nyt køn. Det kunne jeg forholde mig til. Pludselig forstod jeg mine egne reaktioner meget bedre, og det har hjulpet mig meget.

Så du har fundet plads til det?
— Ja, det synes jeg, men jeg kan godt mærke, at det stadig påvirker mig, nu hvor jeg sidder og snakker om det. I sådan et forløb er man fuldstændig uforberedt på de følelser, der kommer, og jeg synes, at man på Sexologisk Klinik burde tilbyde pårørende en form for samtaleterapi, så man var mere forberedt og måske blev bekræftet i, at de følelser, man får, er helt normale. Jeg følte, at jeg stod alene med mine følelser, fordi ingen forstod, hvorfor jeg blev ked af det, når de ting, Jonas ønskede sig allermest, skete. Følelsesmæssigt var det, som om det hele vendte på hovedet.

Beskyttertrang
Da Jonas havde taget beslutningen om at få nyt cpr-nummer og få fjernet brysterne, sendte han en mail ud til den nærmeste familie og de tætteste venner og forklarede, hvordan tingene hang sammen for ham. Han medsendte en video med en, der udtalte sig om at være transkønnet, og han fik udelukkende søde og kærlige reaktioner tilbage. Mange sagde, at de altid havde vidst, at det var sådan.

Pernille er skilt fra Jonas' far og har boet sammen med sin nuværende mand, siden Jonas var fire år. Han har været rigtig god til at behandle Jonas som en dreng altid. Han gav ham Byggemand Bob udstyr og tog ham med ud og bygge plankeværk eller skur i haven. Jonas' egen far har ikke haft Jonas så ofte, så han har været lidt længere om at opdage, hvordan det var fat, men har også accepteret det fuldstændig. Den, det har været sværest for, udover for Pernille, er Jonas' storesøster.

— Det har været en stor udfordring for min ældste datter. Hun syntes til at starte med, at det var lidt pinligt, og hun følte, at Jonas blev mobbet gennem hende, og at hun skulle forsvare ham, fordi han var anderledes. I dag har hun affundet sig med, hvordan han er, og har det fint med at sige "det er min lillebror". Men det er kun hendes tætteste venner, der kender historien. Hun har også sådan en form for beskyttertrang over for Jonas, men det har vi nok alle, fordi vi har været bange for, at han havde det skidt.

LÆS OGSÅ: Hvornår bliver angst unormalt?

Og hvad med Jonas' venner?
— I børnehaven og i de små klasser havde han kun drengevenner. Efter han blev teenager, har han fået mange pigevenner, fordi han er god at snakke med. Han har et meget stort netværk i dag. De venner, der har fulgt ham, fra han var lille, er meget beskyttende overfor ham. På et tidspunkt var en pige begyndt at sladre om ham, og det fik de stoppet.

En psykisk sygdom?
Betegnelsen "transkønnet" optræder på den psykiatriske sygdomsliste, og det forstår Pernille ikke helt.

— Jeg ser det ikke som en psykisk sygdom. Jeg ser det som en identitetskrise. Jeg blev faktisk lidt stødt over det, da jeg fandt ud af, at det står på den liste, for i mine øjne er Jonas ikke psykisk syg. Jeg tror, det er noget, man er født med, og der har formentlig været masser før ham, der har haft det på samme måde, men hvor det er blevet manet i jorden.

Hvad er næste step for Jonas?
— Det ved vi ikke endnu. Jeg har spurgt ham, hvordan vil du..., altså, der er jo ikke "noget" dernede. Men han siger, at det vigtigste var brysterne. Fordi det er så synligt. Der var en udsendelse for nylig med nogle transkønnede, og de sagde også, at brysterne bare skal væk, så finder man ud af alt det andet senere. At være transkønnet har faktisk intet med sex at gøre, så om Jonas en dag finder sig en pige- eller drengekæreste, det ved jeg ikke.

I hvilket omfang mener du, at operationen og behandlingerne har gjort ham lykkelig?
— Det gør ham fri. Det er, som om tingene falder i hak for ham. At han bedre kan være sig selv. Det er også derfor, han bliver mere og mere åben.

Og hvordan har det været for dig?
— Der har da været nogle udfordringer, bl.a. med det nye cpr-nummer, hvor jeg måtte ringe rundt til bank, forsikringsselskab, NemID og så videre, når jeg kunne se, at de stadig havde ham stående under hans oprindelige pigenavn. Der blev helt stille i røret, og så kom spørgsmålet: Har du haft en pige, som nu er en dreng? Ja, og han hedder Jonas nu. Jeg følte nærmest, at jeg skulle undskylde for, at jeg har et barn, der har valgt at blive et andet køn.

Hvordan har det været på det følelsesmæssige plan?
— Overordnet set synes jeg, det har været et hårdt forløb, men mest fordi jeg har bekymret mig så meget over, hvordan han har haft det rent psykisk. Den almindelige bekymring, man har som mor, er lige blevet ganget med 500. Jeg er faktisk lidt ligeglad med, hvad folk tænker. Eller rettere – det bliver man ligeglad med. Jeg er stolt af Jonas, som han er. Jeg har ikke grund til andet. Og de følelser, man har, barn og mor imellem, de bliver lidt mere intense, når man er gennem sådan et forløb sammen.

Jonas kan ikke lide stemplet "transkønnet", han vil bare gerne ses som en dreng. Men det kommer han nok aldrig helt til, mener Pernille.

— Man er begyndt at snakke om at lave specielle toiletter og omklædningsrum for transkønnede, og Jonas siger: Jeg gider da ikke gå ind i et omklædningsrum, hvor der står "transkønnet". Jeg vil da gå ind, hvor der står "dreng".

Hvad håber du på i forhold til fremtiden for Jonas?
— Jeg håber allermest, at han bliver forelsket. At han tør finde kærligheden og tosomheden og føle sig tryg med det. 

Pernille og Jonas er opdigtede navne af hensyn til den del af Jonas' omgangskreds, som endnu ikke er bekendt med hans transformation fra pige til dreng.

LÆS OGSÅ: Ea Ørum om anoreksi

LÆS OGSÅ: Det er aldrig for sent, at stoppe op og sadle om - det rigtige tidspunkt kommer ikke og ringer på døren

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi kvinder så travlt med at dømme hinanden?

Fakta om transkønnede

■ Det vides hverken, hvor mange transkønnede der er i Danmark eller på verdensplan. Undersøgelser peger dog på, at mellem 0,3-5 procent af verdensbefolkningen definerer sig som transkønnede.

■ I 2014 vedtog Folketinget, at det skal være muligt for transpersoner at få juridisk kønsskifte. Det vil sige, at transkønnede kan få nyt cpr-nummer, der er i overensstemmelse med det køn, de føler sig. Det nye personnummer giver adgang til udstedelser af nye personlige dokumenter, som f.eks. pas og kørekort.

■ På verdensplan skønnes det, at der foretages 30.000 kønsskifteoperationer årligt. Men igen er tallet behæftet med stor usikkerhed.

■ 66 transkønnede i Danmark fik tilladelse til at få foretaget en kønsskifteoperation i perioden 1. juli 2005 til 23. november 2015, mens 9 fik afslag. Ønsker man en kønsskifteoperation, skal man bl.a. igennem en psykologisk undersøgelse hos Sexologisk Klinik.

Kilder: Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) og Cpr.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi