"Det er dumt at gøre, og i lang tid efter stolede jeg kun på mig selv"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en lille grusvej, en sidevej til Strandvejen i Taarbæk, hvor jeg blev født. Da jeg begyndte at gå omkring selv, boede vi i Bagsværd. Det var en etplansvilla, som mest var en praktisk ting, for vi skulle videre til USA, hvor min far, som var immunolog, skulle samle stof til sin doktordisputats. Min mor, som var cand.mag. i engelsk, brugte opholdet til at sætte sig ind i amerikansk politik. Det var meningen, vi kun skulle være der et år, men vi blev glade for USA og boede der i tre år. Jeg tror også, vi overvejede at blive dansk-amerikanere, men min mor fik sin vilje, og vi kom hjem til det danske skolesystem igen. Jeg fik en lillebror, da jeg var tre år og en til, da jeg var fire. På mange billeder fra min barndom sidder jeg med dem, nærmest som om jeg ammer dem, for jeg var meget mor-agtig og tog dem i hånden, når vi skulle over en vej. Det sidder stadig i mig. For ikke så lang tid siden til en begravelse tog jeg mig selv i at tørre noget væk fra min ene brors ansigt – ligesom man ville gøre med et barn – selv om han er en granvoksen mand langt oppe i 50’erne. 

I bunden af haven i Bagsværd lavede vi en træhytte og en jordhule. Begge dele var fuldt indrettet med mariekiks og stearinlys. Vi læste det lille hus på prærien og elskede klæde-ud-kassen, og alle lege handlede om, at vi udvandrede til USA. I virkeligheden var det mosen på den anden side af vejen, vi udvandrede til.

Jeg havde også en leg, hvor mine brødre var børnehjemsbørn, og jeg var forstanderinden. Så bandt jeg dem oppe på loftet og lavede havregrød med knuste vitaminpiller i. Jeg ved ikke, om mine brødre syntes, det var så skægt. 

LÆS OGSÅ: "Min opvækst er ikke noget, jeg ville byde mine egne børn"

Hvordan fandt du din levevej?

Jeg forestillede mig vel, at jeg skulle fortælle historier, men om det var på scenen eller på papir, vidste jeg ikke. Jeg tegnede rigtig godt allerede som toårig, og når jeg sad og kedede mig til en tantes fødselsdag, lavede jeg også historier. Jeg gik ud af 9. klasse og fik aldrig en anden eksamen. En rigtig dropout. Jeg prøvede studenterkurser og gymnasier, men enten blev jeg smidt ud, eller også gik jeg selv. Så kom jeg på højskole – en genistreg fra mine forældres side – og der kunne jeg mærke, at alt med ler, tegning, teater, maling og sport var helt rigtigt for mig. Bagefter kom jeg ind på Skolen for Brugskunst, og der skulle vi en dag have to ugers emneuge om tegneserietegning. Jeg var rasende, for jeg kendte kun til Tintin og Anders And, så jeg stillede mig op på en ølkasse og sagde, at det var spild af skatteydernes penge. Men jeg elskede det fra første dag, og da Politiken senere på året udskrev en tegneseriekonkurrence, spærrede jeg mig inde i min daværende kærestes lejlighed og lavede 30 striber. Man kunne vinde 10.000 kroner og komme i avisen i 30 dage. Jeg vandt, og læserne kunne heldigvis godt lide tegningerne, så jeg tegnede videre, og så gik jeg en dag ind på Politiken og lagde en stak mere under, hvor de andre lå, og håbede, at ingen opdagede, at de 30 dage var gået. En dag mødte jeg Herbert Pundik (daværende chefredaktør på Politiken, red.), og han sagde, at jeg bare skulle blive ved med at lave striber. Så tænkte jeg, at vi hellere måtte komme i gang med at forhandle løn. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

Jeg blev skilt som 30-årig, og da fløj hele bilen af vejen, slog en saltomortale og slyngede mig langt væk. Jeg havde givet et andet menneske ansvaret for mine minutter, mine timer og min bekendtskabskreds. Det er dumt at gøre, og i lang tid efter stolede jeg kun på mig selv. Man skal beholde ansvaret selv, og det lærte jeg på den hårde måde. I de følgende 20 år lærte jeg at bestyre mit eget liv på en ansvarlig og kærlig måde. Jeg tror, det var derfor, der skulle gå så mange år, før det blev Ib og mig. Nu jeg har igen sat mig i den situation, at jeg er afhængig af et andet menneske – men jeg har beholdt ansvaret selv.

LÆS OGSÅ: Lene Beier om dengang, hun var mest bange: "Det var et værre kaos"

Dit livs omvej?

Hvis du gerne vil skabe gode karakterer, skal du ikke bruge for lang tid på at gå til middag hos kultureliten. Du skal hellere tale med posedamen, taxachaufføren, ham i kørestol og vejarbejderen. Du skal blive ved med at holde dig åben over for mennesker og placere dig i det nye og uventede, og jeg tror, det er derfor, at folk, der læser mine tegneserier, ind imellem føler, at jeg ligger under deres dobbeltseng. Jeg prøver at se ind bag det, folk siger. Men på et tidspunkt var jeg kommet til at bo i et halvt hus i Hellerup tæt på nogle af mine venner. Dengang kendte folk mit navn fra Politiken og Alt for Damerne, og pludselig var jeg begyndt at leve modsat af den, jeg var. Jeg har skiftet skole syv gange i mit liv, og jeg trives faktisk som den nye pige i klassen, og når jeg ser et indre billede af mig selv, er det som hende, der bor i udkanten af landsbyen. Derfor flyttede jeg til Berlin for at gøre det hele lidt svært for mig selv igen. Jeg lærte Berlin at kende gennem hundefolket, for min veninde i Berlin var en slags hundehvisker, og selv om jeg troede, jeg skulle hænge ud på de store teatre, endte jeg med at bruge otte år i Berlin sammen med hundefolket lidt uden for byen. Jeg blev uddannet terapihundefører sammen med min hund, Esta. Hun er ti år i dag og har glemt det meste af sin uddannelse, men det er stadig sådan, at hvis hun ser en person i kørestol, drøner hun derover for at være terapihund igen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

Jeg mødte Ib, da jeg var 26 år og holdt et foredrag på en højskole, hvor han underviste. Jeg sad ved siden af ham til middagen bagefter, og samme aften ringede jeg til en veninde og sagde, at jeg havde mødt sådan en mand, som jeg ville giftes med en dag. Han havde en blød stemme og en stor næse, var belæst og havde grønbrune øjne. Da jeg var 49 år, var både Ib og jeg på legatophold i San Cataldo, hvor vi sad og arbejdede i en måned. Vi gik lange ture, spiste sammen, og om aftenen lavede vi teater, legede og morede os. Ibs kone var død tre måneder forinden, han var 63 år og en lidt rystet mand. Men vi legede os ind i det og blev trygge ved hinanden, så da jeg inviterede ham til Berlin, hvor jeg boede på det tidspunkt, var det langt fra en blind date. Jeg havde levet lange år i serielt monogami, og jeg var ikke vant til at dele mit hjem med nogen, så i fem år boede vi hver for sig. Hvis Ib tog min kuffert for mig, råbte jeg: ”Jeg er ikke handicappet”. Ib havde derimod aldrig været alene, så det var to verdener, der skulle forenes. Vi er meget forskellige men tydeligvis også sjælevenner. Jeg bliver helt rørt af at tale om det. Han har tre voksne børn, og det er faktisk sådan, at jeg lige så gerne ville sidde fast i en elevator med den ene som den anden af dem. Han har også syv børnebørn, og min ene bror har fået børn i en sen alder, så jeg har desuden to små nevøer, som jeg ser meget. 

LÆS OGSÅ: Isabella Arendt har været selvskadende: ”Jeg straffede mig selv”

Hvornår kan du føle dig på afveje?

Det føler jeg altid, når jeg skal for meget. Hvis du spørger mit indre menneske, så har jeg det sådan, at hvis jeg skal noget om tirsdagen, så skal der ikke ske noget igen før om torsdagen. For eksempel i dag når jeg har talt med dig, så skal der gå nogle dage, før jeg skal ud på nye eventyr. Der er en rastløs person inden i mig, som gerne vil passe børn, lave ting for forlaget og gå til møder. Derfor kommer jeg konstant på afveje, fordi jeg glemmer, at jeg er introvert. Jeg tog faktisk engang en test, om jeg var introvert, og jeg fik 99 ud af 100 point.

kHvor er du på vej hen lige nu? 

Jeg er ved at samle adresserne på alle de mennesker, jeg skal sende en bog, når min debutroman, Hvordan man redder en lemming, udkommer. Den handler om en biolog på Frederiksberg, der både er ved at blive skilt, fyret og forelsket, og om fire mennesker, der krydser hans vej. Jeg har fortalt historier hele mit liv, men romanen er et nyt medie for mig, og det har taget mig tre-fire år at skrive den, for jeg skulle først lære at tegne med ord. Jeg er jo vant til at tegne blade, der hvirvler, og regndråber på ruden, men hvordan beskriver man vejret med ord?