Isabella Arendt
Foto: Peter Nørby Isabella Arendt var selvskadende, fra hun var 15-21 år. Den fysiske smerte var mere udholdelig end den psykiske, fortæller hun i ALT for damerne.

Isabella Arendt har været selvskadende: ”Jeg straffede mig selv”

Hun har brændt sig med skoldhedt bestik, snittet i sig selv og lavet nye snitsår oven i de gamle, for at det ikke skulle kunne ses. Fysisk smerte var nemmere at udholde end psykisk smerte, oplevede formanden for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, da hun var mellem 15 og 21 år og ramt af en afgrundsdyb ensomhed. Det fortæller hun i et stort interview i ALT for damerne og i en podcast på Talk Town.

Isabella Arendt var 15 år, da hun første gang varmede en teske op og satte den glohed mod sit håndled. Smerten var vanvittig og voldsom, men det var også meningen. Det skulle gøre ondt, for den fysiske smerte var nemmere at håndtere end den ensomhed, der havde været hendes følgesvend, siden hun var otte år.

Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Det var ensomheden, der førte Isabella i armene på den selvskade, der umiddelbart virkede som en ventil for al den smerte, hun følte indeni.

”Jeg var enormt ked af det og tænkte, at folk var ligeglade med mig, og at jeg måske var direkte modbydelig at være sammen med. De andre trivedes fint uden mig, så måske var det bedre, at jeg lod dem være i fred. Og selvskade blev en måde, hvorpå jeg kunne koncentrere mig om noget andet, for fysisk smerte er meget nemmere at håndtere end psykisk smerte.”

Hun tager sit armbåndsur af og viser de ar, som brandsårene har efterladt. Fordi hendes hud er næsten mælkehvid, er det meget svært at se arrene. Men de er der. 

Kan du sætte nogle flere ord på, hvad det gav dig at påføre dig selv smerte?
”Jeg tror, du kan sammenligne det lidt med at gå ud og drikke for mange øl den dag, du er blevet skilt. Det vil nok være den voksne pendant. Det er en måde at prøve at overskrive nogle af sanserne på, fordi det, der foregår inde i hovedet, er for overvældende til, at man kan håndtere det.

Men med selvskade straffede du jo decideret dig selv?
”Ja, og det var fordi, jeg tænkte, at der var noget galt med mig. Det virkede retfærdigt, at jeg skulle straffes. Og her kan du jo godt høre, hvor vanvittigt det lyder, men logikken går fløjten, når man er ude i selvskade. Og det er netop vigtigt at give videre, hvis du har et barn eller en veninde, der skader sig selv. Du kan ikke antage, at logikkens regler holder. På det tidspunkt, hvor jeg begyndte at skade mig selv, var det syv-otte år siden, min barndomsveninde sagde, at hun ikke ville lege med mig, fordi jeg skulle flytte. Det var et faktum, som var blevet til en indgroet sandhed i mit lille univers. Når man er sådan et sted, kan man simpelthen ikke skelne mellem, hvad der giver mening, og hvad der ikke giver mening. Det var også derfor, jeg ikke sagde det til nogen, for jeg havde utrolig svært ved at redegøre for min egen verdensopfattelse," siger hun og fortsætter:

"Når jeg sagde det højt for mig selv, kunne jeg godt høre, at det ikke gav mening. Men jeg var ikke reflekteret eller gammel nok til for alvor at hitte ud af, hvad jeg så skulle gøre. Jeg var ensom, og det kompenserede jeg for ved at synes, at jeg var et problem, der skulle straffes. Jeg straffede mig selv for at komme af med problemet og for at få noget andet end ensomheden at tænke på. Jeg var bevidst om, at jeg nu var en af de piger, der havde problemer, men samtidig ville jeg ikke være psykisk syg. Jeg var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis jeg sagde det til nogen. Ville jeg ende på en eller anden briks, hvor jeg skulle snakke med en læge og have piller? Det ville jeg virkelig ikke. Men når den slags går ubehandlet hen, bliver det selvforstærkende.”

Så selvskaden tog til?
”Ja, jeg begyndte også på cutting. Med barberblade. De er så tynde, at sårene næsten heler med det samme igen.

Et uoverskueligt følelsesliv

Hun viser sine arme frem igen. 

”Der er ar på den lange led, som jeg først lavede, da jeg var omkring 20 år, og så er der en masse små cut på tværs af begge arme, som var de første. Men når man er så lys i huden, som jeg er, kan man næsten ikke se arrene. Jeg havde det bevidst som mål, at der ikke var nogen, der måtte opdage det. Det var også derfor, jeg lavede snitsårene oven i hinanden. Jeg havde set billeder af piger med cutting-ar, og sådan en ville jeg ikke være. Det var jeg jo, men jeg anerkendte simpelthen ikke, at jeg var en af dem. Jeg var ensom, det anerkendte jeg som et problem, men selvskaden var bare et afløb,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tror, du kan snakke med veluddannede akademikere, som ingen problemer har, men som måske alligevel lige drikker lidt mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. De vil på ingen måde sige, at de har et alkoholproblem, de har bare et stressende job. Og det er i virkeligheden lidt samme tankegang. Jeg anerkendte ensomheden som et problem, selvskaden var en måde at arbejde med problemet på. Når man køber præmissen på den måde, giver det enormt meget mening. ”

Gennem gymnasietiden udviklede Isabella en apati over for alting, fordi følelseslivet var for uoverskueligt at håndtere. Selvskaden tog til.

”Selvskade er en afhængighed ligesom alkohol og stoffer. Og for at få det fix, at noget gør ondt, skal du sætte dosen op. Gøre det flere gange. Gøre det med noget, der svider eller brænder mere. Gøre det oftere. Og tro det eller ej, men man kan vænne sig til snitsår. Og man kan vænne sig til brandsår. Det var på det tidspunkt, hvor det ti centimeter lange ar i lysken begyndte. Det skulle gøre mere ondt, og det gjorde det, når jeg hver dag skulle cykle otte kilometer hver vej til skole på et betændt brandsår.

Hvad udløste helt konkret din selvskade?
”Det kunne være en klassekammerat, som jeg sagde hej til, som ikke sagde hej tilbage. En fuldstændig ligegyldig begivenhed, fordi vedkommende sikkert har haft earplugs i og ikke hørt mig. Det blev også ofte udløst af fejl. Jeg havde det selvbillede, at jeg var et problem, og hvis jeg lavede en fejl, kunne det være, at de andre også syntes, at jeg var et problem. Og så ville de straffe mig, som jeg straffede mig selv. Hvis jeg lavede en fejl, blev jeg simpelthen så ked af det, at det kunne resultere i tre-fire brandsår, når jeg kom hjem. Jeg har svært ved at redegøre for det nu, for det giver ingen mening, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke måtte lave fejl, fordi jeg i forvejen kun lige præcis med røven i vandskorpen var inde i kategorien: Det er okay, at du er her.”

Læs det store interview med Isabella Arendt i denne uges ALT for damerne, hvor hun fortæller om, hvordan hun kom ud af sin selvskade – helskindet og uden ar på sjælen. Lyt også til podcasten "Jeg har ar på kroppen men ikke på sjælen" i appen Talk Town, hvor Isabella Arendt i samtale med journalist Marie-Louise Truelsen fortæller om at være selvskadende.

Om Isabella Arendt, 27 år

  • Landsformand for Kristendemokraterne
  • Har læst statskundskab på Københavns Universitet og mangler specialet
  • Arbejdede tidligere som forskningsassistent på Institut for Lykkeforskning
  • Gift med Caspar Vlasman. Parret har ingen børn
  • Lyt til podcasten "Jeg har ar på kroppen men ikke på sjælen" i appen Talk Town, hvor Isabella Arendt i samtale med journalist Marie-Louise Truelsen fortæller om at være selvskadende

Talk Town - Historier du ikke kan slippe

FB_profilbillede.jpg

Lyt til de bedste podcasts i appen Talk Town.

Talk Town er Egmont Publishings podcastunivers med masser af podcasts for både børn og voksne. Det er gratis for alle, der abonnerer på Egmonts ugeblade eller magasiner og koster ellers 59 kr/mdr. De første 14 dage er gratis og uden binding.

Find stærke, personlige fortællinger og masser af inspiration om alt fra parforhold og børn til mode og sundhed. Talk Town er et nyt podcastunivers med kvalitetsindhold fra velkendte brands som ALT for damerne, Euroman, FIT Living, Vores Børn, ALT.dk mm.

Prøv 14 dage GRATIS nu.

Kun 59 kr./md. efter endt prøveperiode. Ingen binding

Download via iTunes lige her

Download via GooglePlay lige her

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Selvværd, Psykologi og Interview