Skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis

Morens død fik Anne-Grethe til at indse, at hun måtte forlade sin mand

Efter sin mors død indså skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis en vigtig ting om sin barndom. Det fik hende til at tage en stor beslutning i sit ægteskab.

alt.dk logo

Da skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis mistede sin mor, fik det hende til at stoppe op og mærke efter, hvordan hun egentlig havde det.

Og det rev op i en gammel smerte, fortæller hun til ALT for damerne i denne uge.

For det var, som om sorgen gjorde det tydeligt, at der var noget uforløst, der havde ulmet længe, og som hun ikke længere kunne skubbe væk.

– Da min mor døde, indså jeg, at jeg virkelig havde en tendens til at være ”mister fix it” hele tiden. Så jeg satte mig for at undersøge mit forhold til min mor, fortæller Anne-Grethe.

Da hun kiggede på sin mor med nye øjne, blev det klart for hende, at moren havde mange egenskaber, som Anne-Grethe vurderer til at være narcissisme.

– Hun ejede ikke skyggen af empati, fordi hun selv havde haft det så dårligt. Og når man er vokset op i et narcissistisk hjem, er der mange ting, som sætter sig i ens væremåde helt fra barnsben, siger hun.

Anne-Grethe indså, at hun altid havde følt, at hun skulle være på vagt og tilpasse sig efter, hvilket humør hendes mor var i.

– Jeg tog det her overlever-gen med mig videre i livet, og det er også et mønster, jeg har taget med mig ind i mit kærlighedsforhold. Altså i stedet for at turde mærke mig selv og mine grænser har jeg ladet det køre uden at sige fra og tilsidesat mine egne behov.

Og pleaserrollen tog hun også på sig, efter hendes søn havde været alvorligt syg med kræft. For sygdomsforløbet havde taget hårdt på Anne-Grethes ægteskab, og forholdet mellem de to var umiddelbart ikke til at redde – alligevel forsøgte Anne-Grethe at gøre netop det.

– Gilbert havde lige været syg, og så ville jeg ikke også lave problemer i ægteskabet, når nu de lige have været igennem det store traume. Jeg følte ikke, at jeg kunne byde mine børn at smide en skilsmisse oveni det, forklarer hun.

Men tiden efter morens død blev et klart vendepunkt for Anne-Grethe, for hun blev mere og mere bevidst om, hvad det var, hun gik på kompromis med.

Det gik op for hende, at hun ikke kunne blive ved med at være i et forhold, som var for andres skyld.

– Midt i de erkendelser gik det op for mig, at det var usundt for mig at blive i vores forhold. Det var kommet så langt ud, at det ikke var sundt for hverken Bo eller mig at blive sammen. Så på et tidspunkt måtte jeg bare sige, at jeg ikke kunne putte mere energi i det, for ellers ville jeg brænde fuldstændig ud. Jeg havde tabt mig selv fuldstændig, så jeg besluttede mig for, at vi skulle gå fra hinanden med det samme.

Du kan læse hele interviewet med Anne-Grethe Bjarup Riis i ALT for damerne uge 28. Her fortæller hun også om sønnens sygdomsforløb, sin skilsmisse og de fysiske symptomer, der fulgte med hjertesorgen.

Om Anne-Grethe Bjarup Riis

  • Forfatter, instruktør, skuespiller, foredragsholder, billedkunstner og debattør
  • Hun er 59 år
  • Mor til Osvald på 28, Yrsa på 20 og Gilbert på 17