Elsebeth Egholm traf en stor beslutning – og nu er hun bange for at fortryde

Elsebeth Egholm traf en stor beslutning – og nu er hun bange for at fortryde

Alder giver menneskelig indsigt og visdom, mener forfatter Elsebeth Egholm. Dog føler hun også en øget usikkerhed omkring, hvad hun mon magter i fremtiden. For eksempel er det en sorg, at hun ikke tør få en ny hund, når Django dør. Og hvad med lejligheden på Gozo – skal den sælges?

hjemmet logo farve

Det er 10 år siden, Elsebeth Egholm sidst dykkede ned i universet omkring kriminalreporteren Dicte Svendsen, som hun har skrevet 11 bøger om. Men for et par år siden kunne hun mærke, at det var det helt rigtigt tidspunkt at skabe endnu et spændingsfyldt drama i rækken.

Dicte Svendsen huskes af mange levendegjort af Iben Hjejle i TV 2's krimiserie ”Dicte”, og nu sidder Elsbeth Egholm med endnu en færdig bog i hånden: ”Det første offer”, som er bind nummer 12 i serien.

"Jeg bruger jo Dicte til at forholde sig til, hvad der sker i verden af stort og småt. Lige nu sker der virkelig meget, og det har der faktisk gjort i de seneste 10 år, hvor hun har ligget i dvale."

"Der var mange ting, der havde hobet sig op hos mig, som jeg følte, hun skulle på banen for at tage stilling til. Alt fra fake news til det forfærdelige angreb i Israel og de mange gidsler, der blev taget efterfølgende."

"På den måde bliver handlingen i bogen noget, der optager os alle sammen, og det er vigtigt for mig, når jeg skriver en bog. Der skal være noget at sige," fortæller Elsbeth Egholm og henviser til handlingen, hvor den garvede journalist denne gang bliver hvirvlet ind i konflikter omkring Israel/Palæstina og ikke mindst en kidnapningssag af en lille jødisk pige.

I bogen bruger hovedpersonen også tid på at spekulere over sin egen relevans. Hun er blevet ældre, og er der så egentlig stadig brug for hende, og det hun kan bringe til bordet? Det er en afspejling, næsten én til én, af Elsbeth Egholm selv. Lige om lidt fylder hun 65 år, og det sætter tanker i gang hos forfatteren.

"Ligesom Dicte er spændt på, om hun stadig er relevant i sit arbejde som journalist, er jeg da også spændt på, om den her bog vil sige nogen noget. Og hvem den vil sige noget. Hvem vil læse den?"

"Jeg har selvfølgelig min trofaste læserskare, men jeg kender jo tallet. Jeg ved, at jeg fylder 65 lige om lidt, så skulle jeg egentlig hellere pakke sammen nu og så sige: "Det var så det"? For er der overhovedet nogle af de tanker, jeg gør mig, som kan bruges af nogen, andet end dem, der er ældre end mig selv?," siger Elsebeth Egholm.

Det værste, hun kan forestille sig, er, hvis nogen kunne finde på at sige, at hun er blevet gammel, eller er faldet af på den som forfatter.

"Derfor gør jeg mig altid umage for at skrive noget, der er kød på, og som handler om noget, der er vigtigt for os alle sammen. Jeg vil ikke ulejlige læserne med en ikke-historie."

Forfatter Elsebeth Egholm i fuld figur. Bag hende er der en sø, og hun kigger til siden. Hun er iført en lang, mørkeblå frakke og stribet bluse.
Udover at skrive, er Elsbeth Egholm en passioneret klaverspiller. Lige nu spiller hun på en sonate af Beethoven, som hun har øvet sig på det seneste halve år. – Når jeg skriver, er det hele ord. I musikken er der ingen ord, men der er nogle dybere historier, der gemmer sig. Jeg finder hele tiden nye oplevelser i musikken.

Øget indsigt

Når Elsebeth Egholm får tanker om sin egen relevans, ser hun på, hvad det egentlig er, hun synes, hun giver videre med sine historier.

"Og så tror jeg, at jeg stadig har noget at give til de yngre generationer. Aktuelt i denne bog om kildekritik, og hvor vigtigt det er at søge baggrundsviden på overfladiske nyheder og tjekke de fakta, man får serveret"

"Gå på biblioteket, læs bøger og vid, at alle har et budskab, de vil af med. Der, tror jeg godt, at jeg kan bruges til noget," siger Elsebeth Egholm, der har et hurtigt svar på, hvad hun i det hele taget synes om at blive ældre.

"Jeg kan godt lide at blive ældre og føle, at jeg bliver klogere. Alderen giver en menneskelig indsigt. Det ligger jo i sagens natur, at man får en forståelse for alle aldre, når man selv gennemlever dem."

"Jeg kan godt huske, hvordan det var at være 12 og 16 og 25, og selvom det ikke er det samme i dag, så er der alligevel noget almenmenneskeligt. Vi bliver kede af det, vi bliver sårede, vi bliver glade, vi blive forelskede og vi har drømme, som vi kæmper for at få opfyldt," siger Elsebeth.

Hun føler, at der følger en både større og mindre sikkerhed med alderen.

"Jeg har en større sikkerhed med hensyn til, hvad jeg selv mener om ting. Hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. Samtidig følger der en usikkerhed med omkring, hvad jeg magter. Kan jeg sige ja til det her lange projekt? Kan jeg tage den her lange rejse? Der er nogle ting, jeg efterhånden godt ved, at jeg skal holde mig fra, og det kan være svært at acceptere."

Elsebeth Egholm bringer sin 12-årige labrador Django op som eksempel.

"Han lever jo ikke mange år endnu, og når jeg så overvejer, om vi engang skal have en ny hund, siger min kæreste til mig, at jeg jo skal tænke på, at vi skal kunne gå med den de næste 12 til 13 år. Og det, er jeg ret sikker på, kan give nogle problemer, og derfor skal jeg selvfølgelig ikke have hund igen. Det tør jeg simpelthen ikke."

"Men det er en stor sorg, og det er sådan nogle bekymringer og tanker, som pludselig kommer ind i ens liv. Samtidig giver det jo også nogle muligheder for at leve et andet liv, som vi også gerne vil. Man kan ikke få det hele."

Forfatter Elsebeth Egholm foran en syren. Hun har syrener i hænderne og smiler.
Når Elsebeth Egholm starter på en ny bog, er det vigtigt, at den gode historie omfavner spændende tvist, overraskelser og konflikter. Men også at den har noget aktuelt over sig, som hun kan nuancere igennem bogen.

Blå bog

Elsebeth Egholm er 64 år og forfatter til en lang række romaner. Hun debuterede i 1999 med ”De fire kvinders klub”, og første bind om Dicte Svendsen ”Skjulte fejl og mangler” udkom i 2001. 

Hun har gået flere år på konservatoriet og er uddannet journalist. Bor i Aarhus og er kæreste med forfatter Jürgen Klahn, som har tre børn og to børnebørn. 

Aktuel med 12. bind i Dicte serien ”Det første offer”.

Et svært valg

Lige nu står Elsebeth Egholm også i en brydningstid med en anden stor kærlighed, der har været i hendes liv de seneste 35 år. Den maltesiske ø, Gozo, der er den næststørste af Maltas beboede øer. 

I 1990 mødte hun sin første mand, Philip Nicholson, der også var forfatter, her. Da han døde af kræft i 2005, valgte Elsebeth Egholm at bevare kontakten til stedet og købte derfor året efter en ny lejlighed på øen. 

Hun kommer der gerne tre til fire gange om året, og hun trives i det tempo, der går langsommere end hjemme i villaen i Aarhus. I den maltetiske lejlighed bimler klokkerne fra den lokale kirke lige på den anden side af vejen. Hver time. Og ret højt. Men Elsbeth Egholm hører det ikke mere. 

Hun hører heller ikke de mange haner, der med nikkende hoveder går omkring i landsbyen, eller i hvert fald kun som en hyggelig baggrundslyd. Og tålmodigheden, der er et must at medbringe, når hun besøger byens slagter, er også blevet så meget en vane, at hun ikke tænker over det mere.

"Gozo er en blanding af moderne og gammeldags. Folk på øen er nemme at komme i kontakt med, fordi de taler engelsk, men de er samtidig meget traditionelle, og for mig er det utrolig charmerende, at det hele er så langt væk fra den verden, jeg kommer fra."

"Jeg skal både med fly, færge og bil for at komme dertil, så jeg føler mig virkelig langt væk, når jeg først er ankommet," fortæller Elsebeth Egholm, der gennem de mange år har brugt stedet som sit private forfatterrefugium.

"Da jeg købte lejligheden, gjorde jeg mig ikke de store tanker om, hvad jeg skulle bruge den til. Jeg ville bare gerne bevare forbindelsen til øen, men jeg er endt med at have skrevet mange af mine bøger dernede."

"Jeg nyder at være der, og jeg har det godt, når jeg er der, fordi jeg kommer ned i gear. Livet leves på en anden måde der, end i Danmark, og jeg elsker at sidde ude om aftenen og bare nyde stilheden," siger Elsebeth Egholm, der dog efter sit seneste besøg på øen tilbage før jul, valgte at sætte lejligheden til salg.

Et valg hun netop nu går og tænker over, om måske er forkert.

"De er begyndt at bygge mere på øen, så jeg er ved at miste min ellers elskede udsigt, og så har jeg altid dårlig samvittighed, når jeg skal flyve. Men nu er jeg begyndt at savne at være dernede, så nu ved jeg ikke, om jeg overhovedet ønsker, at den bliver solgt. Vi må se, hvordan jeg reagerer, hvis der kommer en køber."

Elsebeth Egholms sommer

1. Hvad er dit bedste barndomssommerminde? 

"Det er besøgene i min faster Thyras have. Hun havde en gammel villa ved Nyborg Havn, og hun var sådan en Pippi Langstrømpe-agtig type. Hun havde været gift, men hendes mand var blevet stanget ihjel af en tyr, som var en meget dramatisk fortælling for os børn." 

"Hun havde ikke selv nogen børn, men vi kom der hver søndag og fik kaffe på verandaen. På sommerdagene var der altid masser af familiemedlemmer i hendes hus. Og jeg er et stort familiemenneske, så det var virkelig hyggeligt og sjovt."

2. Hvad laver du på den bedste sommerdag?

"Så går jeg tur med hunden i skoven i den svale skygge eller sidder udenfor og spiser jordbær. Jeg elsker at gå rundt i bare tæer og drikke et glas vin og bare slappe af. Det kan også være, jeg spiller lidt klaver. Danmark er skøn om sommeren."

3. Hvad er den bedste sommermad, du kan få serveret? 

"Jeg kan rigtig godt lide sommerfisk. Små sprødstegte makreller er så lækre med nye kartofler. Jeg er også en sucker for alle sprøde sommergrøntsager og så selvfølgelig jordbær med fløde."

4. Hvilken ferie er den bedste, du har været på? 

"Min afdøde mand var britisk, og en del af hans familie havde slået sig ned i Zimbabwe i Afrika, og dem besøgte vi en sommer. De havde en husbåd til feriebrug på Lake Kariba, som faktisk er en kæmpe kunstig sø mellem Zambia og Zimbabwe."

"Det var helt fantastisk at sejle ud med husbåden for at fiske Tiger Fish og sidde og spise dem på dækket, mens dyrelivet med krokodiller, flodheste og elefanter var lige foran os. Det var en stor oplevelse."

5. Har du en sommerflirt, du kan huske? 

"Da jeg var 24, mødte jeg Tom fra Amerika i Grækenland. Det var en stor sommerforelskelse. Jeg skulle til at starte på journalisthøjskolen, og han var journalist. Hans far havde en avis i Californien."

"Jeg faldt for ham, fordi han var virkelig charmerende, og vi havde fælles interesser. Og så sol, sommer, strand og Grækenland. Vi sås faktisk igen efterfølgende, men det blev aldrig til mere."