Stilbillede fra filmen 'Alle elsker Touda'. Touda ligger i græsset, og ved siden af hende ligger en dreng på 8-9 år.

Oscarkandidat er endelig landet i danske biografer: Her er, hvorfor du bør se den

Kvinde eller kunstner først? Denne marokkanske oscarkandidat følger Touda, der kæmper sig mod et gennembrud som sangerinde.

ALT for damerne logo

De fleste af os arbejder hårdt for at give vores liv retning, sætte et aftryk i verden. 

Mange tager et par omveje. 

Og så er der dem, der ubønhørligt insisterer på at følge drømmen uanset prisen. Frihedselskende Touda (Nisrin Erradi) har altid villet være cheikha, en sangerinde af folket, og med rapkæftethed og stemmepragt tryllebinder hun sit skiftende publikum af mænd, når hun synger for penge. Som enlig mor til en døv dreng fantaserer hun om at slå igennem i Casablanca. 

Denne marokkanske film har en masse interessant kørende for sig, den tager sig god tid til at vise os meget af det, vi ellers ikke ser. Fattigdom, muslimsk kvindeoprør, druk og en mur af undertrykkelse, hvor det feminine og autentiske både hyldes og ses som noget gammeldags. 

Søstersolidariteten er det ofte småt med; kvinderne har hinandens rygge, så længe det ikke koster noget. Mændene er ikke meget bevendt, kun få tager Touda alvorligt som menneske og ser hendes kald som kunstner. Filmens stærke præstationer puster liv i selv de mindste birolleskæbner, og det fængende kameraarbejde ser både det rå og det poetiske. Cheikha-sangerinde er en mellemøstlig blanding af protestsangerinder og Bakkens syngepiger; sangene handler om længsel og kærlighed og nærmer sig det vovede, særligt i dansene, der får mændene til at punge ud. 

Nisrin Erradi er fænomenal i rollen som den stridbare performer, der insisterer på at synge sit hjemlands vemodige og sanselige sange, uanset hvad livet bringer. Som Touda skaber hun en kvinde, der ikke let lader sig slå ud af kurs. Forholdet til sønnen er smukt og kompliceret. Jeg tolker det, som at drengen er resultatet af et overgreb, men højt elsket af sin mor. 

Selv hvis man ikke i første omgang holder af ambitiøse og lidt for dristige Touda, så ender man med at knuselske hende og mærke sorgen.

'Alle elsker Touda' har biografpremiere den 26. juni