Yassamin fra Iran -  Har boet i Danmark i 34 år

Da jeg var barn, læste jeg H.C. Andersens eventyr på farsi. Jeg drømte om at besøge København, som jeg troede var fyldt med prinsesser og skorstensfejere i flotte uniformer og høje hatte. 

Jeg er født i Irak, men da jeg var tre år, smed Saddam Hussein os ud, fordi vi var kurdere, så jeg, mine forældre og min søster flygtede til Iran. Der mødte jeg senere en kurdisk mand, som jeg blev forelsket i, og fordi han boede i Danmark, blev vi familiesammenført i 1991, da jeg var 24 år. Der gik drømmen om København i opfyldelse.

LÆS OGSÅ

Søs Fenger og Thomas Helmig startede som pennevenner: "Det var surrealistisk at være mig"

De to musikere var et af 80’ernes hotteste par, men i dag kan Søs Fenger se, at ægteskabet mellem dem var mere et venskab.

Jeg kom hertil med fly, og det var en svær rejse. Jeg havde aldrig prøvet at flyve før, og jeg skulle selv skifte i Tyskland. Jeg var helt alene i et fremmed land og kunne knap nok finde gaten. Men jeg kom frem, og i København stod min mand og hans bror og svigerinde og tog imod mig.

Jeg havde ikke troet, man boede så småt i Danmark. Jeg kom fra et stort hus i Iran, men min mand og jeg skulle bo i en lejlighed, hvor stue, køkken og soveværelse var i ét og samme rum. Det gode var, at jeg kunne høre fuglene synge lige uden for mit vindue.

Jeg kunne ikke sproget, så min mand var tolk alle steder, selv hos lægen og da jeg fødte vores første datter. Det var et svært sprog, og alene at lære de danske vokaler tog mig to måneders undervisning.

I Iran er lørdag ugens første arbejdsdag, men her starter I mandag. Det var allersværest at vænne sig til. Det bedste var dog, at jeg måtte gå i busker og bluse, for i Iran gik jeg i lange kjoler og tørklæde, men det smed jeg, allerede da jeg landede i Kastrup, og jeg har ikke haft det på siden.

Min mand var i perioder arbejdsløs, og vi var fattige. Hver uge købte jeg fem kilo kartofler, noget kål og et af de store rugbrød fra Netto, for det lærte jeg hurtigt at spise. På et tidspunkt gik jeg ned i banken og græd, fordi vi manglede penge. Bankdamen var så sød. Hun kiggede på mig og sagde: ”Jeg skal nok hjælpe dig.” Så løste vi det.

I starten var jeg overrasket over lørdagskyllingen. Tænk bare at betale 20 kroner og tage foliebakken direkte fra fryseren ind i ovnen. I Iran spiser man mange forskellige ting til middag, for eksempel brød, ris og salater. Men jeg kan lide al dansk mad. Selv stærk ost har jeg lært at spise. Nu siger mine danske kolleger, at min ost lugter, når den ligger i køleskabet på arbejdet.

Danskere er meget respektfulde. Hvis man laver mad og kommer for meget salt i, spiser danskerne det alligevel og siger tak for mad. 

Jeg havde engang en kvinde på besøg og havde lavet en salat. Pludselig fandt hun bunden af salathovedet i skålen – men hun lagde det bare pænt til side, som om intet var hændt. 

Danskere respekterer også deres børns meninger, og børnene får lov at flytte hjemmefra, når de er 18. I Iran holder man på dem, til de er gift. Mine egne piger fik lov at flytte, da de ville. Jeg kunne godt ønske at bo sammen med min ældste datter, som er ugift; det er det naturlige i Iran. Men hun skal have sit eget liv.

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Jeg savner mest, at alle bor sammen i ét stort hus. Jeg ville ønske, jeg kunne komme tilbage til dengang, hvor jeg boede i det store hus med min familie. 

Jeg har været i Iran på ferie nogle gange, men jeg bliver altid så træt, for man skal hele tiden spise store måltider og se en masse mennesker. Efter et par dage ønsker jeg mig altid tilbage til Danmark; jeg tager også så meget på, når jeg er i Iran.

I dag er jeg skilt, og det var en anderledes oplevelse. Hvis en kvinde beder om skilsmisse i Iran, bliver hun spurgt, om det er, fordi hendes mand ikke giver hende tøj nok eller slår hende. I Danmark skulle min mand og jeg bare blive enige om det og skrive under.

Jeg holder dansk jul – og iransk nytår 21. marts. Her spiser man en stor middag, hvor alle retterne begynder med S på farsi, som det er tradition.

Jeg tror aldrig, jeg bliver sendt hjem. Jeg har permanent opholdstilladelse, og det er også i Danmark, at mine to piger bor, så I slipper nok aldrig for mig. Ha, ha!

Yassamin Sayzadeh, 58 år

Husansvarlig i indvandrerkvindeforeningen Fakti. Fraskilt, mor til to voksne døtre og bedstemor til to.

Mirja fra Tyskland -  Har boet i Danmark i 13 år

Jeg var i København en weekend i 2012 og fik lyst til at bo her. Jeg kommer fra Kassel, og min bedstemor var sikker på, at jeg havde fundet en dansk mand, så hun blev ved med at spørge, hvad han hed. 

Men faktisk kunne jeg bare godt lide at være her, og derudover drømte jeg om at rejse rundt i Skandinavien. Det er nu ikke blevet til så meget, for det er ret dyrt. 

Jeg tog toget til Danmark samme år. Jeg fik job som kok på Hardrock Cafe i København, for der behøvede jeg ikke at kunne dansk. Senere fik jeg lyst til at arbejde på en mindre dansk restaurant, og det har jeg gjort siden.

LÆS OGSÅ

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Den største forskel på danskere og tyskere er tilgangen til arbejdslivet. Hvis man snakker om worklife-balance, er danskerne helt klart mere til life. 

I er også meget venligere i for eksempel offentlig transport; jeg møder mange tyskere, der synes det samme. Man kan simpelthen høre, at danskerne har en venligere tone, når de taler sammen. 

Hvis man forestiller sig en bilist, der kører den forkerte vej ad en ensrettet gade, vil man opleve råben og skrigen i Tyskland. En dansker vil gå venligt hen og forklare, hvad problemet er.

Sproget har været et stort problem. Jeg har kunnet læse dansk næsten fra begyndelsen, men jeg har stadig svært ved at forstå, hvad folk siger. 

Jeg sad engang på en station og læste en dansk bog, og en kvinde sad ved siden af mig og læste præcis den samme. Hun sagde noget til mig, som jeg ikke forstod, og jeg kunne tydeligt se, at hun undrede sig over, at jeg kunne læse en dansk bog så.

Danskere er ikke så tolerante over for det sproglige. Hvis jeg for eksempel kommer til at sige juice med blødt j, fatter en dansker intet.

Jeg vidste ikke ret meget om dansk mad, da jeg kom. Nu har jeg helt styr på hønsesalat og den slags, men jeg undrer mig stadig over de æbleskiver, som hverken er lavet af æbler eller skåret i skiver. Prisen på mad chokerede mig mest. 

I starten da jeg som kok skulle lave frokostanretninger til 130 kroner, puttede jeg masser af mad på tallerkenen, da jeg ellers syntes, det ville være for dyrt, men min chef syntes, det var alt for billigt.

LÆS OGSÅ

Charlotte Sparre er vild med særlig creme til blot 10 kr.: ”Jeg har den altid i tasken, til når min hud føles tør”

Charlotte Sparre har været et navn i modebranchen i tre årtier og føler, at hun aldrig har haft det bedre end lige der, hvor hun er i livet netop nu. Hun starter dagen med et havbad og sort kaffe, bruger et minimum af makeup, og så har hun både kostbare og aldeles prisbevidste cremer blandt sine favoritter.

Det eneste, jeg savner fra Tyskland, er udvalget i supermarkeder. I Danmark skal jeg i specialforretning for at få sådan noget som kirsebærsaft, som man kan få alle steder i Tyskland.

Jeg kan også savne at køre hurtigt på motorvejen. Inden jeg flyttede til Danmark, sagde min veninde, at det er ligesom at køre bil i Legoland at køre i Danmark; alting er ret småt, og man må kun køre langsomt. Jeg må indrømme, at jeg synes, hun havde ret.

Jeg har ingen planer om at flytte tilbage til Tyskland. I Danmark har jeg mine venner, og jeg er begyndt at dyrke havsvømning – der, hvor jeg kommer fra, er der 500 kilometer til havet. 

Jeg har også svømmet tværs gennem Julsø ved Silkeborg, som er det smukkeste område, jeg nogensinde har set. Men jeg føler mig stadig som tysker, og jeg har i hvert fald stadig den tyske arbejdsmoral.

Mirja Ströhler, 47 år

Kok. Single og ingen børn.

Berta fra Argentina -  Har boet i Danmark i 53 år

Jeg kom til Danmark, få dage efter at dronning Margrethe blev dronning. Det var i 1972, og jeg så hendes fars begravelsestog, da jeg en dag gik i byen. 

Jeg kom direkte fra den argentinske sommer, og her var koldt, mørkt og blæsende. Pludselig forstod jeg stemningen i Ingmar Bergmanns film, som jeg kendte hjemmefra. 

Jeg kom hertil, fordi jeg skulle på en uges kursus på Gerda Alexanders skole, hvor man lærte en særlig form for afspænding. Men jeg kunne godt lide at være her, så en uge var ikke nok. 

Jeg havde ingen penge, men søgte alligevel om lov til at blive og kom i kontakt med nogle nonner på et kloster på Frederiksberg, som lånte mig penge og lod mig bo på et af deres værelser. De skaffede mig endda et rengøringsjob på et hospital.

LÆS OGSÅ

Annes råd mod flåter får tusindvis af reaktioner hvert år: ”Det fungerer super godt!”

Hvert år i flåtsæsonen bruger Anne Bank Nielsen og hendes familie et smart og noget anderledes tip for at undgå de muligvis farlige bid fra de små mider

Jeg vidste ikke ret meget om Danmark. Men formanden for den danskargentinske forening havde fortalt mig, at det var uhøfligt at spise den sidste kage på fadet. 

Jeg fik også at vide, at man aldrig måtte ringe på hos danskere uden at have aftalt det i forvejen. I Argentina var der nærmest ingen, der havde telefoner, så der var ikke andet at gøre end at ringe på, hvis man ville besøge nogen.

Jeg havde kun oplevet fire års demokrati i mit 23-årige liv. Jeg er opvokset i et land, som først var styret af Peron og bagefter et militærdiktatur; der var så meget kontrol, og man skulle have stemplet sit identitetskort for at komme ind på universitetet, hvor der holdt politibiler udenfor, og der gik civilbetjente i cottoncoats. 

Hvis der blev ballade – hvis du for eksempel talte dårligt om styret – blev du smidt ud af dit studie. I Danmark begyndte jeg at læse psykologi og så hverken militær eller politi i gaderne. Først da jeg var turist i Sovjetunionen samme år, følte jeg mig hjemme igen, for der var uniformerede mænd på hvert gadehjørne. 

I København måtte man endda sige du til sin underviser. Og man skulle ikke bare gengive pensum; når man havde lavet en fremlæggelse, spurgte underviseren: ”Og hvad synes du om det?” De ville have de studerende til at forholde sig til teksten. 

På universitetet i Buenos Aires var der aldrig nogen, der havde spurgt mig, hvad jeg tænkte, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.

LÆS OGSÅ

Rikke tabte 25 kilo på 9 måneder ved at gå ture

Efter at have prøvet at utal af diæter, fandt 50-årige Rikke Stobberup en sund livsstil, der virkede. Ved at skrue op for det grønne og gå masser af ture, tabte hun sig 25 kilo på ni måneder.

I dag føler jeg mig både som argentiner og dansker. Men jeg bliver nok opfattet som lidt anderledes begge steder. I Danmark har jeg for eksempel måttet lære at bo alene, for det gør en typisk latinamerikaner ikke. 

Måske er det derfor, at man i Danmark kan købe en enkelt appelsin eller et æble. I Argentina køber man mindst et kilo, og da jeg for nylig var i Buenos Aires og ville købe et æble, sagde sælgeren: ”Nå, bor du i udlandet?”

Jeg kan se, hvor selvstændige mine børnebørn er. Når de havde spist frokost i vuggestuen, hjalp de selv med at rydde op. 

Argentinske børn får masser af undervisning i dans og rytmik, men jeg har aldrig set et argentinsk barn selv skære en agurk. De bliver så selvstændige her – ligesom jeg er blevet.

Berta Vishnivetz, 76 år

Cand.psych. Har en kæreste, en søn fra et tidligere forhold og tre børnebørn.