Birthe Kjær om karriere og sabbatår

Da Birthe Kjær stod med børnene i sine arme, var de små ting ikke længere vigtige

Birthe Kjær har altid påtaget sig det fulde ansvar for sin egen karriere. Da hun blev 50 år, valgte hun at tage et sabbatår, fordi hun var kørt lidt sur i det. Tiden brugte hun bl.a. på at arbejde for et børnehjem i Thailand, som gav hende et helt nyt perspektiv.

Hendes verden logo farv

Birthe Kjær kom som 21-årig på alles læber, da hun med sangen Arriverderci Franz, strøg direkte ind på førstepladsen, og fra den ene dag til anden vidste danskerne, hvem hun var. Siden er det blevet til rigtigt mange andre hits, hun har optrådt og vundet Dansk Melodi Grand Prix og turneret landet tyndt i årevis.

Når det gælder hendes karriere, bruger Birthe Kjær sin sunde fornuft. Det fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

”Jeg var uheldig med, at min første manager snød mig, og derfor har jeg ikke siden knyttet mig til en manager. Jeg har guidet mig selv og forhandlet alle kontrakter fra job til job, og det har givet mig den selvstændighed, som jeg har i dag. Jeg overvejer selv alt, og sætter jeg nogen til at lave noget for mig, har jeg altid hånd i hanke med det. Det er nok også derfor, nogen folk måske synes, at jeg er lidt vanskelig, når de arbejder med mig, men jeg vil have det, som jeg vil have det,” siger Birthe Kjær til Hendes Verden uge 26.

Birthe Kjær er født og opvokset i Aarhus, og hendes tilgang til sit arbejde er ifølge hende selv formet af den jyske muld.

”Jeg flyver ikke med, selvom noget er en succes for mig, jeg tager det stille og roligt. Jeg har aldrig troet, at jeg var verdensstjerne, bare fordi jeg blev kendt på et øjeblik. Det hele kan jo hurtigt forsvinde igen. Derfor har jeg altid for en sikkerhedsskyld holdt fast i at arbejde meget. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske. Men nu kan jeg jo bare blive pensionist, hvis ikke jeg har lyst mere.”

Sabbatår på børnehjem

Den populære sanger har tidligere valgt at holde pause fra showbiz-livet. Da hun nærmede sig sin 50-års fødselsdag, fik hun lyst til at prøve noget andet og tog et sabbatår.

”Jeg var ikke træt af selve det at optræde, men jeg var kørt sur i at køre så mange kilometer på landevejen hele tiden, så jeg fik kontakt til et børnehjem i byen Pattaya i Thailand, hvor jeg var i tre måneder. Det var dejligt at være der, og det var virkelig tiltrængt for mig på det tidspunkt. Samtidig var jeg også glad, da jeg skulle tilbage til mit arbejde igen. Når jeg efterfølgende skulle optræde, var det med færre nerver end tidligere, fordi opholdet havde sat mange ting i perspektiv for mig. De små ting var ikke så vigtigt længere, efter jeg havde stået med forældreløse børn, og børn, der havde det dårligt, i armene.”

I dag ser Birthe Kjær tre af børnene fra hjemmet, som siden blev adopteret til Danmark.

”Mai fik jeg særlig kontakt med, da jeg mødte hendes forældre, den dag de hentede hende. Hun var så bange for alting, at de inviterede mig med ud den første aften, fordi hun var vant til mig. Siden blev vi virkelig gode venner, og i dag er Mai 28 år. Sidste sommer blev hun gift i en af mine hvide kjoler, som jeg tidligere har optrådt i. Det var stort for mig.”

Fakta

  • Birthe Kjær, 76 år og født i Aarhus.
  • Har i år 65-års-jubilæum for sin første optræden med Sunshine Trioen, hvor hun debuterede som 12-årig. 
  • Fik sit gennembrud i 1968 med singlen Arriverderci Franz og har siden udgivet mere end 50 album. 
  • Vandt Melodi Grand Prix i 1989 med sangen Vi maler byen rød og fik en tredjeplads med nummeret i det internationale Melodi Grand Prix. 
  • Har været vært på flere tv-programmer bl.a. Med kjærlig hilsen optaget på Bellevue Teateret for DR og Vildt forelsket på TV3 og har optrådt i revyer og på teater.
  • Ambassadør for Hjerteforeningen og Børnehjælpsdagen.
  • Aktuel med singlen Lad det ske.