Hvert år tænker
du: “Denne gang tager jeg kun det mest nødvendige med,” når sommerferien
nærmer sig, og kufferten skal pakkes. Alligevel ender du altid med at stå med
en overfyldt kuffert på feriens sidste dag og undrer dig over, hvorfor du
egentlig slæbte halvdelen af dit hjem med.
Lyder det bekendt?
Så kan du her læse vores bud på de ting, du måske med fordel kan lade blive
hjemme næste gang turen går sydpå.
1. Den tykke
roman du “endelig skal have læst”
Hele året har den
skulet til dig fra sin støvede plads på natbordet – den store moppedreng af en
klassisk roman, som du ”bare ikke kan finde tid til at læse” i hverdagens travlhed.
Men nu er du taget på ferie, og du har i princippet al tid i verden til at give
dig i kast med de 698 sider, mens du daser i solen.
Men åh, pludselig virker det som en stor
mundfuld, og du ender med at læse Instagram-captions og poolmenuer med 2-for-1 tilbud på drinks i stedet for.
2.
Træningstøjet
“Jeg skal bare
lige ud og løbe en tur hver morgen.” Eller ”Der bliver nok mulighed for en omgang
solopgangs-yoga på stranden.”
Jo, jo intentionen
er god nok. Men pludselig er hotelsengen overraskende behagelig, varmen gør dig
mere dvask end forventet, og fra morgenmadsbuffeten ligger croissanter og røræg
i lange baner og vinker til dig. Og der er jo altid en ny mulighed for at træne
i morgen… ikk’?
3. Det tredje
(eller fjerde!) par pæne sko
Du har allerede styr på de praktiske sneakers, et par klipklappere og dine nye ballerinaer. Men du
pakker stadig de høje hæle – for ”hvad nu hvis vi skal ud at spise fint?”
Men selv hvis muligheden
for en middag på en Michelin-restaurant opstår, så hopper du alligevel i de flade
sko, for dine fødder er alt for hævede i varmen til at gå i høje sko – og hvem
orker egentlig at gå med hæl på sin ferie?
4. Det store
førstehjælpskit
Du har gravet den
lille, røde kasse frem fra bagerst i toiletskabet, og den er fyldt til
randen med plastre, forbindinger, saltvand og termometer. Praktisk? Helt bestemt.
Men den eneste krise, du i virkeligheden får på din ferie er, om du skal vælge en Aperol eller mojito.
5. Neglelakker i alverdens farver (og en stor
flaske neglelakfjerner)
Du har 6 farver
med, "fordi du ikke kan vælge hjemmefra". Du får aldrig lagt ét
eneste lag neglelak – og acetonen lækker ud i hele tasken.
6. Den
“multifunktionelle” rejsepude
Den kan foldes,
pustes op, vrides og bruges som nakkestøtte, rygpude og yogamåtte (i teorien). I
praksis bliver den bare i tasken. Og fylder.
7. 14 par trusser til 8 dages ferie - hvorfor ikke?
Af en eller anden
grund kan du slet ikke stoppe dig selv, når først du har åbnet undertøjsskuffen
derhjemme. For selvom ferien kun inkluderer 8 overnatninger, så ved man jo
aldrig – måske får man lyst til at skifte trusser tre gange på én dag? Du vælger
at tage 14-15 par trusser med. Bare for en sikkerheds skyld.
8. Din mors sy-sæt
fra 90’erne
Det virker så
fornuftigt at tage med “hvis nu en knap ryger af”. Men lad os være ærlige: Du
har aldrig brugt det. Aldrig.