Du siger, at du med dit seneste album har taget styringen over din egen musik og karriere. Hvad er det for en ændring, der er sket?
"Endelig har jeg lavet et album, sådan som jeg gerne ville have det. Jeg tror både, det er tiden og alderen, der har gjort det muligt for mig at tage styringen.
Jeg er et helt andet sted nu, hvor jeg er 32, end jeg var, da jeg startede i branchen som 19-årig.
Dengang gik alting meget stærkt, og der var mange forskellige mennesker indover, der havde noget, de ville have sagt, så selvom jeg godt vidste, hvad jeg ville, var det svært at stå op for mine holdninger. Jeg var på et stort pladeselskab med nogle erfarne mennesker, der syntes, de vidste bedre.
Der blev taget en masse beslutninger, som jeg ikke ville have taget, hvis jeg havde kunnet bestemme selv – både i forhold til nogle sange, der blev udgivet, og nogle musikvideoer, som jeg ikke syntes var det rigtige. Det skulle gå så stærkt, og der skulle bare produceres, så selvom jeg egentlig ikke er bange for at sige tingene, som de er, var jeg bare så ung og ny i hele maskineriet.
I dag ved jeg, hvad jeg vil med min musik, og det står jeg ved."
Hvad var det for nogle situationer, hvor du følte, at andre blandede sig for meget?
"Det kunne være i forhold til musikken eller noget visuelt. Der var mange meninger indover kreativt, men også om mig som person og mit image. Det blev bestemt, at jeg skulle have løstsiddende tøj på, så det ikke forargede nogen, at man kunne se min krop, der var ved at blive voksen.
Helst ingen makeup, men jeg skulle stadig se godt ud, og jeg skulle heller ikke være for tyk. Jeg var jo i stadiet fra barn til ung voksen, hvor jeg var meget påvirkelig og usikker, og så kom der et ekstra pres omkring mit udseende, hvor nogen gav udtryk for, at jeg ikke så godt ud eller vejede for meget – det påvirkede mig i mange år efter.
Det er måske også først nu med det her nye album, hvor jeg har tænkt tilbage på den tid, at jeg det er gået op for mig, hvor meget jeg blev påvirket. Hver gang jeg efterfølgende havde et event eller skulle udgive noget musik, så sørgede jeg virkelig for at se tynd ud.
Jeg ville ikke kalde det en spiseforstyrrelse, men jeg gik på nogle ekstreme kure og spiste næsten ikke i månederne op til, at jeg skulle noget vigtigt."
Har du følt, at du mistede styringen på andre punkter i dit liv?
"Jeg tror, at man som barn altid føler, er der meget, der er ude af ens hænder. Selvom jeg har haft en fantastisk barndom på rigtig mange måder, er jeg mere glad for at være voksen. Det var ret kompliceret med min far, da jeg var lille.
Han boede i Sverige og på Cypern, hvor vi besøgte ham, eller han kom på besøg hos os i Danmark. Det var virkelig hårdt at tilbringe tid med ham, for han havde mange humørsvingninger og skabte altid meget drama. Det gik som regel godt de første par dage, og så kunne han skifte fra det ene øjeblik til det andet.
Han blev hidsig og temperamentsfuld og kørte også psykisk på os. Der var også rigtig mange episoder, hvor han blev voldelig. Det har jeg ikke snakket så meget om før – min tætte familie og venner ved det, men jeg vil egentlig gerne snakke mere om det, fordi jeg tror, der er rigtig mange børn, der oplever vold i hjemmet.
Det er bare ikke noget, jeg synes, der bliver talt så meget om – og man kan jo ikke altid se det. Når man mødte min far, så man en pæn og velklædt mand, der virkede som en, der havde styr på tingene. Han var meget farverig, havde mange sjove historier og kunne finde på at stille sig op og spille mundharmonika med tilfældige gademusikanter.
Han var meget en karakter, der var larger than life, og folk kunne godt lide ham. Min far kom ud af en adelig familie, hvor alt så fint ud på overfladen – så selvom man tror, at vold i hjemmet foregår i visse samfundslag, kan det ske overalt."
Har du lyst til at sætte nogle flere ord på, hvordan din far reagerede?
"Han fik nogle flip, hvor han blev aggressiv og kunne finde på at slå.
Der har været flere gange, hvor vi halvvejs igennem juleferien har måttet flygte hen til en veninde eller vores mostre. Det var nok heldigt, at der ikke skete mere, end der gjorde, for når han var så meget i sit temperament og sin vrede, kunne det godt være farligt. Det handlede også tit om de ydre ting for min far.
Det handlede om, hvad jeg kunne præstere, og hvordan jeg så ud. Jeg var jo tidligt interesseret i musik, og selvom han var stolt, var der episoder, hvor han ville blande sig i, hvad jeg skulle synge eller indspille f.eks."
Tryg opvækst hos mor
Så det var allerede tidligt i dit liv, at du oplevede kommentarer om dit ydre?
"Ja, det var som om, jeg var mere elsket af ham, hvis jeg præsterede godt enten i skolen, eller når jeg optrådte. Han var også meget fokuseret på vægt og sagde til mig, at nu skulle jeg ikke blive for tyk, hvis han syntes, jeg spiste for meget.
Han kunne finde på at købe tøj til mig og mine søskende, der var alt for stort, fordi han mente, at vi sikkert ville tage på og ende med at kunne passe det.
Han havde en angst for selv at tage på, så han løb og trænede hele tiden og spiste aldrig kage eller slik, og den frygt lagde han over på os. Jeg tror, han følte, at han var bedre end hans egne forældre, fordi de ikke gad være involveret i hans liv.
Det ville min far gerne – han kunne bare ikke være i det særligt længe ad gangen. Han skrev og ringede tit, han ville gerne besøge os og pralede altid med os til alle, han mødte.
Han lykkedes jo med at være en del af vores liv, men ikke på en særligt sund måde."
Hvordan håndterede du de situationer?
"Det har været svært for mig at erkende, at der var noget galt, fordi jeg ikke følte mig alene, eller at jeg havde en dårlig barndom. Min mor har en kæmpe familie, så jeg har masser af kusiner, fætre, mostre og onkler, der sammen med min mor gav mig en meget tryg opvækst. Men så kom min far hjem nogle gange om året og ødelagde det hele. I lang tid tænkte jeg, at det ikke var så slemt.
Som den yngste i søskendeflokken sagde jeg tit min mening. Jeg følte i en tidlig alder, at hans opførsel ikke var i orden, og vidste, at det ikke var min eller mine søskendes skyld, så jeg sagde også fra overfor ham, når jeg kunne.
Men alligevel tilgav jeg ham mange gange og prøvede tit at tilpasse mig hans humør, selvom han var den voksne.
Men da jeg blev 14-15 år, var det nok, og jeg besluttede, at jeg ikke ville holde jul med ham længere. Jeg kunne ikke overskue det drama, det skabte at se ham, så de sidste to et halvt år af hans liv havde vi kun kontakt over telefonen og de breve, han sendte."
"Han døde så meget pludseligt, da jeg var 17. Han havde været syg i længere tid med hjerteproblemer, og så fik han et ildebefindende, mens han var ude og svømme, og druknede.
Vi havde aftalt, at jeg skulle op til ham i Sverige i den efterårsferie, hvor han så døde tre uger inden. Det var virkelig svært at leve med. Jeg synes, jeg gjorde det rigtige dengang ved at minimere kontakten, men da han så døde så pludseligt, var det ret hårdt.
Jeg ved godt, at når han var så skadet, som han var, kunne han ikke ændre sig, men jeg havde alligevel håbet, jeg kunne få noget mere afslutning, hvis jeg havde mødtes med ham."
Nu har jeg tilgivet
Nu er det en del år siden, at du mistede din far, og også siden du stoppede med at arbejde sammen med de mennesker, der kommenterede på din vægt. Hvordan påvirker de her ting dig i dag?
"Jeg tror, der er meget, der sker af en grund. Selvom man gerne vil være det foruden, så har jeg lært noget hver gang, jeg har været igennem noget hårdt.
Jeg er blevet mere modstandsdygtig. Fordi min far døde så hurtigt, var der mange ting, jeg ikke havde fået bearbejdet, da jeg kun et par år efter blev kastet ind i den her popmaskine og fik meget pludselig succes. Jeg fik stillet en psykolog til rådighed, hvor jeg valgte at fortsætte med at gå – og det var først, da hun sagde til mig, at jeg virkelig havde været udsat for nogle traumer, at jeg selv kunne se det.
For jeg har jo samtidig haft en så lykkelig barndom med min mor og hendes familie, at jeg i lang tid underkendte de traumer, min far udsatte os for.
Jeg er ikke vred på min far længere – ligesom jeg heller ikke er vred på de tidligere kolleger, som blandede sig og kommenterede på mit udseende. Men det har siddet i mig i mange år, at det ikke var godt at tage på.
Det var ikke tanker, der bare lige gik væk. Jeg tænkte også i månederne op til min nyeste udgivelse nu her, at jeg virkelig skulle træne og komme i form, men jeg har faktisk ikke gidet.
Jeg har været så optaget af at få albummet færdigt og har hverken haft tid eller lyst til at skulle gå og være sulten hele tiden.
Det er faktisk første gang, jeg ikke har sultet mig selv op til en udgivelse. Jeg er heldigvis blevet mere ligeglad med alderen og har lært at hvile mere i mig selv.
Så kan det godt være, at jeg så mig selv i 'Go’ Morgen Danmark' og tænkte, at mine kinder så lidt runde ud, men så er det bare et sekund. Det har taget mange år og meget arbejde at nå hertil, men i dag er jeg et andet sted.
Som yngre havde jeg svært ved at tilgive, fordi jeg havde tilgivet min far igen og igen, og det endte altid rigtig skidt.
Men nu har jeg tilgivet både min far og tidligere kolleger, for jeg ved, at det at tilgive ikke bare betyder, at alt er okay, men at man selv kan komme videre."
ALT for damerne har været i kontakt med Emmelie de Forests mor, Marianne Birgitte Gudnitz, der genkender Emmelies beskrivelser af sin barn- og ungdom.
Om Emmelie de Forest, 32 år.
- Sanger og sangskriver.
- Aktuel med albummet 'Into the Moon'.
- Vinder af Melodi Grand Prix og Eurovision i 2013 med sangen 'Only Teardrops'.
- Danner par med bassist i Johnny Deluxe Jakob Glæsner.
