Sofie Lassen-Kahlke har fået kontakt til sin introverte side – og har aldrig følt sig mere lykkelig

Sofie Lassen-Kahlke har fået kontakt til sin introverte side – og har aldrig følt sig mere lykkelig

At være skuespiller er en del af Sofie Lassen-Kahlkes identitet. Men alligevel har hendes arbejde som forfatter fået hende til at trives i arbejdslivet som aldrig før.

hjemmet logo farve

Siden hun var helt lille, har Sofie Lassen-Kahlke skrevet drabelige historier ned på A4-ark, og drømmen om at skrive en bog har fulgt hende siden da. 

Sidste år blev den drøm realiseret, da Sofie Lassen-Kahlke havde sin forfatterdebut med bogen ”Adams Arv.”

– Men jeg anede jo ikke, om jeg overhovedet kunne finde ud af det, og derfor var det forbundet med en virkelig rundt-på-gulvet-følelse, siger Sofie Lassen-Kahlke i et stort om forfatterdebuten ”Adams Arv”, der udkom sidste år.

Nu er hun aktuel med sin tredje bog, og i et interview med Hjemmet uge 27 fortæller hun, at kombinationen af skuespiller og forfatter giver hende stor glæde.

– Jeg vil altid være skuespiller. Det er en del af min identitet. Men titlen som forfatter er der, hvor jeg har følt mig allermest lykkelig. At få lov til at skrive har fået det hele til at falde på plads inden i mig, fordi jeg både bruger min introverte side, som faktisk fylder meget hos mig, og min ekstroverte side, som jeg er så vant til at bruge fra skuespillet. At arbejde som forfatter er helt klart der, hvor jeg føler, at brikkerne er faldet mest på plads i mit liv.

Også omstændighederne rundt om selve skrivearbejdet er anderledes, end når Sofie Lassen-Kahlke arbejder som skuespiller. Arbejdspladsen er nu derhjemme, så når hun har fulgt sine tre børn i skole og børnehave, går hun hjem, sætter sig ved skrivebordet og læser et kvarters tid for inspiration, hvorefter hun tænder computeren og går i gang med at skrive. Og hun har opdaget, at hun trives enormt godt i den nye arbejdsform.

 – Jeg synes, det er vidunderligt fuldstændig at være min egen herre. Nu har jeg i så mange år været en del af store produktioner, så det er vildt luksus bare at være mig. Da jeg begyndte at skrive, fandt jeg balancen mellem mit arbejde og mit privatliv, fordi jeg er så glad og lykkelig for det, jeg laver, samtidig med at jeg ikke skal give afkald på livet med familien, siger hun og fortsætter:

– Jeg har arbejdet rigtig meget, da mine to store børn var yngre, hvor jeg ofte var på turné, og det er virkelig hårdt, når man har børn. Det har taget mig nogle år at komme over, så den fleksibilitet, jeg har i mit arbejdsliv nu, betyder alt.