Mette Søndergaard manglede venner - ét spørgsmål hjalp hende på vej

Mette Søndergaard manglede venner - ét spørgsmål hjalp hende på vej

Da hendes venner fik børn, savnede hun venner, der stadig kunne være spontane. Det fik hende til at tage et valg.

alt.dk logo

Skuespiller og komiker Mette Søndergaard får stadig nye venner, selvom hun er blevet voksen, og det er noget, hun aktivt opsøger.

Det fortalte hun i ALT for damernes podcast Skål Søster, da hun var gæst sammen med Lise-Lotte Bak, der lige nu er aktuel i tv-programmet ’Hotel Romantik’.

– Jeg synes, det er så dejligt, at man kan blive ved med at få venner hele livet. Der er nogen, der ikke vil have flere venner, fordi de har nok, men det har jeg aldrig forstået, siger hun.

Hun er 38 år, og mange af hendes venner har fået børn, og det har skabt et rum til nye venskaber, uddyber hun.

– Det var ikke, fordi jeg ikke ville være venner mere, men det er nogle andre ting, vi laver, fordi de selvfølgelig skal være forældre. De spørger for eksempel, om vi skal drikke en kop kaffe kl. 8:30, hvor jeg tænker: ”jeg står først op kl. 9:30”, fortæller Mette med et smil.

Det er dog ikke altid nemt at finde nye venner som voksen, men Mette forsøger at være meget proaktiv i sin tilgang.

– Mange synes, det kan være akavet at tage på en venne-date, men jeg synes, det kan være lige så akavet at tage på en romantisk date, siger Mette.

– Men jeg har grebet chancen, hvis jeg har været til sociale arrangementer, hvor jeg har mødt en vens ven. Så har jeg sagt: ”jeg synes, du virker sjov, skal vi ikke drikke en kop kaffe?”

Udover at opsøge nye venskaber én til én, har Mette også afholdt hyggeaftener for at møde nye mennesker.

– Jeg fandt på det sammen med to nye veninder. Vi inviterede folk, vi kender, og så tog de nogen med, som vi ikke kendte, og så kunne vi alle udvide vores omgangskreds, forklarer hun.

– Vi bookede seks bowlingbaner, og så blev vi inddelt i hold, som man kunne mingle med. Senere byttede vi til nye hold, og så lærte man endnu flere at kende. Det var perfekt til at mingle, hvor det ikke blev akavet.

Senere havde de booket et bord på en klub, hvor de også kunne få lidt at drikke og udnytte dansegulvet.

– Det handlede ikke om at score, men det var en aften for os, der kan lide at møde nye mennesker, afslutter hun.

Du kan lytte til hele afsnittet af Skål Søster, hvor Mette Søndergaard og Lise-Lotte Bak også deler skøre datinghistorier.