Smækkede døre, et
lukket kropssprog og en udstråling, der siger ”mor og far forstår ingenting.”
Hvis det lyder
bekendt, så har du måske en teenager derhjemme.
Men selvom det måske
virker som om, at du er den sidste, din unge søn eller datter vil betro sig til
med de udfordringer, de møder i sit liv og hverdag, så er forældrenes lyttende
ører noget af det vigtigste, hvis man spørger Anna Bjerre, som er psykolog og
stifter af GirlTalk.
– Jeg
er fuldstændig overbevist om, at når vores børn har det svært eller bøvler med
noget, så er dét, de har allermest brug for, nogle støttende forældre i ryggen.
Men mange gange ved de unge mennesker måske ikke, hvad de skal bruge deres mor
og far til – eller hvordan, de kan bruge dem.
Også fra
forældrenes side kan der opstå en berøringsangst omkring, hvordan man kan tale
med den unge om de svære ting, fortæller Anna Bjerre.
– Der er rigtig
meget på spil for forældrene, som på en måde står for en mulig dobbelt
afvisning. Én afvisning, fordi de unge måske ikke gider dem. Og én afvisning,
fordi det er en rådvildhed, som kan føles som en afvisning, hvor man ikke ved,
hvordan man skal håndtere det, der er svært. Som forælder bliver man på den
måde dobbelt ramt i det.
Bær over med
den unge – og med dig selv
I sit arbejde hos
GirlTalk oplever Anna Bjerre også at møde forældre, som føler sig fejlslagne, fordi
de har svært ved at nå ind til deres unge mennesker.
– Når
vores børn ikke har det godt, så føler vi selvfølgelig med dem, men der går
ikke særlig længe, før vi begynder at vende blikket indad og føle mindreværd.
Så kommer tanker som ”hvad har jeg gjort forkert, og har jeg fejlet som forælder?
Selvom Anna Bjerre udmærket forstår dén reaktion, så kan den også spænde
yderligere ben for, at man som forælder kan nå ind til den unge.
– Så kommer
der pludselig enormt meget støj på linjen i forhold til at være en relevant
voksen, fordi der er så mange følelser hos forælderen, der skygger for det, der
er blevet så svært.
Men hvordan kan
man som forælder række ud til sin unge datter eller søn, hvis man enten bliver
mødt af en lukket dør til værelset eller et nedslået blik, når man forsøger at
åbne for en samtale.
– Jeg
vil gerne understrege, at det ofte ikke er noget man ”bare gør.” Det kan faktisk
være virkelig svært at bygge en bro af tillid og relevans. Derfor vil jeg sige,
at noget af det, man skal udstyre sig med, er tålmodighed, kærlighed,
overbærenhed og barmhjertighed og noget, siger Anna Bjerre og tilføjer:
– Ikke kun overfor den unge, men også for én selv. Man skal se på sig selv
med lidt nåde i blikket, for det er ikke let at udholde den smerte, der er
forbundet med, når man er bange eller bekymret for at ens barn ikke trives. Jeg
oplever igen og igen at forældre siger, at de godt kan tåle at gå igennem den
svære periode, hvis bare de ved, at det ender godt på den anden side. Men det
er jo skrækken for, at det ikke gør, som holder forældre vågne.
Byg relationen, når det ikke brænder på
Anna Bjerre understreger én ting, som er vigtig at huske på, når man skal
tale med den unge om ting, der ikke er nemme.
– Alle
forældre vil sige, at de til hver en tid gerne overtage det, der er svært at
gennemgå for den unge, hvis det var muligt. Men det kan man jo ikke, og man
skal huske, at det er en vigtig tid, de unge går igennem – også når de laver
fejl. Og det er jo særligt, når man laver fejl, at man har brug for, at der er
nogle nærværende voksne, som kan rumme, at man har gjort noget forkert, eller
at tingene ikke er snorlige. Den unge skal opleve, at forældrene ikke forventer
at de er på en bestemt måde, eller at det er mors og fars bekymring, der fylder
mest i samtalen.
Ifølge Anna
Bjerre er der også meget, man kan gøre for at lette samtalen om de svære ting i
den unges liv – allerede inden man står i situationen.
– Også
her ønsker jeg ikke at få det til at lyde let, for det er det ikke. Men som
forælder er det vigtigt også at gøre sig aktuel for den unge, når det ikke
brænder på, og når der ikke er noget alvorligt, man skal tale om. Man skal
opbygge relationen løbende og også tale om de gode ting. Den unge skal mærke,
at mor og far altid er der til at tale med – ikke kun, når jeg er ude i
problemer.
De kendte har
også haft det svært
De færreste
slipper gemmen teenageårenes uden at støde på udfordringer – hverken som
forælder eller som teenager.
Og det gælder
ikke kun 'almindelige' mennesker. Også kendte har stået midt i usikkerhed,
identitetskriser og alt det, der følger med ungdomsårene.
Derfor opfordrer
Anne Bjerre til, at både forældre og unge mennesker lytter til podcasten ”Mit
Yngre Jeg,” hvor en række kendte danskere fortæller om de udfordringer, der
fyldte i deres liv, da de var yngre – og så kommer de med et godt råd, de ville
ønske de kunne have fortalt den yngre udgave af sig selv.
I podcasten, som
er et samarbejde mellem GirlTalk og ALT for damerne, kan man blandt andet høre
Bodil Jørgensen fortælle om at skille sig ud fra de andre i skolen, Caroline
Henderson deler sine oplevelser fra en dysfunktionel opvækst, og Sarah
Grünewald husker tilbage på en tid, hvor hun havde svært ved at finde vejen ud
af sin dysfunktionelle og voldelige adfærd.
Ifølge Anna
Bjerre er det ikke uden grund, at det netop er kendte mennesker, der besøger
studiet.
– De fungerer som
forbilleder i forvejen, og kan på denne måde også være forbilleder for de unge
på, at det er okay at fortælle om noget, der er svært. Også for forældrene kan
det være godt at høre, at det ikke er en bestemt type, der har gået gennem
nogle svære ting, men at selv også dem, der måske ud ad til virker succesfulde,
kan have kæmpet med noget, der kan være rigtig svært at håndtere.
Om podcasten "Mit Yngre Jeg"
I "Mit Yngre Jeg" inviterer journalist og vært Anne Albrechtsen kendte stemmer – fra politikere og kulturpersonligheder til musikere og skuespillere – til at dele det råd, de gerne ville give deres yngre jeg.
Gennem ærlige og personlige samtaler folder gæsterne deres ungdomsliv ud og sætter ord på det, de ville ønske, de havde vidst. Undervejs opstår refleksioner, som voksne i dag kan spejle sig i – og måske bruge til at forstå de unge, de har tæt på.
Podcasten skaber et ærligt rum, hvor vi taler åbent om usikkerhed, relationer og forandringer. Et rum, hvor man kan finde inspiration og mod til at række ud til hinanden.
Lyt til Mit Yngre Jeg og få nye perspektiver på, hvordan vi – sammen – kan styrke forbindelsen mellem generationer.
Podcasten er lavet i samarbejde mellem GirlTalk og ALT for Damerne.
Spil med på dagens ordnød