Dukkehuset fra Lundby var noget nær en åbenbaring, da Rikke Mersholm fik det som 12-årig.

"Min veninde havde også et, og vi mødtes hjemme hos hinanden, hvor vi legede og indrettede hinandens dukkehuse. Vi blev ved, til vi gik i niende klasse, men det sagde vi ikke til nogen, for det var pinligt. Altså, det var det jo ikke, men det syntes vi dengang," fortæller Rikke, der i dag er 57 år.

Hun er for længst kommet udover flovheden fra dengang og fortæller gerne om den hobby, som har været med hende næsten hele livet. 

Rikke bygger dukkehuse og alt, hvad der hører sig til. I størrelsesforholdet 1:12. Og hun gør det så ofte, det er muligt i forhold til hendes brillebutik her i Hjallerup, som også skal passes.

"Jeg er meget sammen med mennesker, men når jeg sidder og bygger, finder jeg ro. Det er meditativt for mig," forklarer hun.

Sammen med sin mand Torben har Rikke indrettet deres store parcelhus i byen nord for Aalborg, så der er plads til kreative udfoldelser. 

Da parrets to børn flyttede hjemmefra, blev der frigivet tid og rum til, at de kunne dyrke det, de hver især ville. For Rikke gjorde det en afgørende forskel at få sin egen plads:

"Det er mit rum. Jeg kan gå herind og bruge fem minutter eller fem timer. Der er ikke noget, der skal trækkes frem eller ryddes op," som hun siger.

Rikkes værelse er spækket med dukkehuse, kik-kasser og glasskabe, som rummer det, "hun nok får brug for engang".

"Nogle gange får jeg købt lidt for meget, og sådan kan ideen til et nyt rum opstå; fordi jeg skal have brugt noget," erkender hun med et grin.

I virkeligheden er Rikke aldrig holdt op med at lege – i ordets bedste betydning. Selvom nogle rynker på næsen og spørger, om hun leger med dukker i husene, så er Rikke både glad og taknemmelig for, at hun har sådan en altoverskyggende hobby:

"Det er jo vildt at have den samme hobby i så mange år, men det er det, der altid har givet mening for mig," forklarer hun.

Glasskår – ja tak

Som barn satte Rikke ikke ord på, hvad det gav hende at gå ind i den fascinerende miniatureverden, men når hun ser tilbage, kan hun se, at interessen altid har været der. Også før Lundby-dukkehuset kom til:

"Jeg har altid samlet på det, der kunne bruges til mine huse. Jeg kan huske, at jeg som barn kom forbi en bil, hvor ruden var smadret. Jeg samlede glasskårene op og tænkte kun på, hvor meget de lignede isstykker, som jeg kunne bruge til at bygge med," siger hun med et eftertænksomt smil.

Siden kom der år, hvor andre ting fyldte i hendes liv. Hun tog blandt andet en uddannelse.

"Jeg havde ikke mange timer fri, og Lundby-huset kom på loftet hjemme hos mine forældre. Desværre blev det ødelagt af at stå der," siger Rikke.

Interessen for de små ting dukkede op igen, da Rikke fik sin datter Ida i 1997 og følte, at tiden var inde til at genoplive hobbyen:

"Mine forældre var blevet ældre, og jeg selv blev grebet af tanken om, hvad jeg gerne ville nå i mit liv. Jeg tænkte på, hvorfor vi føler, at vi skal stå med foden på kanten af graven, før vi realiserer de ting, som vi gerne vil."

"For mig blev det at åbne en butik i Aalborg med dukkehuse og tilbehør. Jeg var på barsel, men Ida var så nem, at jeg sagtens kunne passe butikken samtidig," fortæller Rikke.

En pauseknap

Tre år senere fødte Rikke sønnen Mads, familien flyttede til Hjallerup, hvor de overtog byens optiker-forretning, og Rikke flyttede dukkehus-butikken hjem. Tanken var, at den skulle køre som et mere hobbybetonet projekt, men livet som småbørnsmor harmonerede ikke med kunder i både arbejdsliv og fritid. 

Rikke arbejdede i brillebutikken, som hun i dag leder, og valgte at lukke sin dukkehus-butik:

"Det var ellers så fedt, at vi, der havde butik, altid kom først ind til miniature-messerne. I dag må jeg pænt stå i kø sammen med alle andre," siger hun med et stort smil.

Sammen med veninden Helle tager Rikke både til miniaturemesser og i sommerhus, hvor de to kvinder bygger på livet løs og hygger sig med det:

"Vi siger ikke noget, mens vi bygger, for vi er fuldstændig i zen. Det er kun det, det drejer sig om, men vi skal nok få snakket på andre tidspunkter," erklærer hun med et grin.

Selvom Rikke efterhånden er blevet en habil miniature-bygger, så er det ikke det færdige resultat, der interesserer hende mest:

"Det er processen! Jeg har et stort hus, som jeg er i gang med at indrette, og jeg er bange for at blive helt færdig, for vejen derhen er den sjoveste," forklarer hun.

Umiddelbart er der ikke nogen til at overtage samlingen, når Rikkes fingre og hænder ikke længere kan lave de bittesmå ting. Faktisk mærker hun allerede nu, hvordan fingrene ikke er helt så medgørlige, som de var engang, men som hun siger:

"Hvad skal der så ske med alt det her? Det er ikke så vigtigt. Jeg har haft mange fantastiske timer med de her ting, og jeg gør det hele for min skyld. Det er min fordybelse: Min pauseknap!"