Her er 5 ting, du (måske) ikke vidste om bandet ’Aphaca’

Her er 5 ting, du (måske) ikke vidste om bandet ’Aphaca’

Ved du, hvad bandnavnet betyder? Eller hvor de fire medlemmer kender hinanden fra? Bliv klogere på bandet, som alle taler om lige nu.

alt.dk logo

Det er de færreste af os, der ikke kan nynne med på sangene 'en drøm om et menneske' eller 'Smelter Under Månen'.

Bandet, der står bag, er overalt for tiden, og meget tyder på, at de stadig kun er på vej opad.

Om 'Aphaca'

Popgruppen består af fire medlemmer:

Rumle Kærså (sanger)

Bertil Engberg Nielsen (keys)

Bertram Ask Plauborg (bas)

Noah Elias Rasmussen (trommer)

Men hvor godt kender du egentlig de fire fyre, der danner gruppen 'Aphaca'?

Vi har samlet fem ting, du (måske) ikke vidste.

1. Første sang i 2019

Det føles, som om 'Aphaca' er fløjet direkte ind på hitlisterne og festivalerne, men faktisk har de udgivet musik i mange år.

Deres debutsingle 'Blomsterbørn' blev udgivet i 2019, og i 2022 kom de med deres første album 'ET AAR UDEN DIG'.

2. Hvad betyder aphaca?

De fire fyre kender hinanden fra Det Frie Gymnasiums grundskole på Nørrebro. Her har de tilbragt meget tid sammen i skolens musiklokaler.

– For os har det været ret organisk. Vi har spillet sammen i syv år, så det er ikke, fordi det hele er sket inden for et år. Alt er øvet igennem og trænet, fortalte forsangeren Rumle i et interview med Heartbeats i april 2025.

Og bandets navn, Aphaca, har også rødder på netop den skole. Aphaca er nemlig det latinske navn for en mælkebøtte, der er skolens logo, skrev Heartbeats dengang.

3. Var med i 'X-Factor'

Da X-Factor løb over skærmen i starten af 2025, valgte deltageren Leslie at synge sin version af Aphaca-nummeret ’Hjertet På Gaden’ til årets 6 Chair Challenge.

Leslie fortsatte med at imponere hele vejen igennem, og da hun nåede finalen, fik hun besøg af bandet, der optrådte sammen med hende – med stor succes, for Leslie endte med at vinde konkurrencen.

4. Har du et ham før?

Rumle Kærså er forsanger i ’Aphaca’, men det er måske ikke det eneste sted, du har set ham.

Han har nemlig tidligere været at finde på skærmen som både skuespiller og sanger.

I 2016 deltog han i TV 2-programmet ’Voice Junior’, hvor han med et cover af ’Wonderwall’ sang sig direkte ind på team Oh Land.

Senere spillede han en af hovedrollerne i filmen ’Hacker’ fra 2019, hvor også Josephine Højbjerg var på rollelisten.

5. Karantæne fra natklub

På en bytur i Aarhus besøgte gruppen ’Cafe Paradis’, men hurtigt opstod der et problem, da bandets forsanger, Rumle, havde glemt sit ID.

Men det satte ikke en stopper for aftenens festligheder.

Bertram, der spiller bas, så nemlig en gylden mulighed, der nok virkede som en bedre ide midt om natten, end da han vågnede dagen efter.

”Jeg stjæler stemplet til klubben. Jeg får det ligesom på en eller anden måde bare i lommen. Det er ikke velovervejet,” fortalte han til Soundvenue i april 2025.

”Og det er jo nøglen, de har fundet. Og mens jeg bliver stemplet, går der ligesom en anden Robin Hood-mission i gang i Noah om, at alle på hele gaden bare skal ind,” fortalte Rumle i samme interview med Soundvenue.

Til sidst i interviewet fortæller gruppen, at deres manager efterfølgende fik en mail fra klubben om, at Aphaca fik karantæne i tre måneder.

Men så tog sagen endnu en drejning, da ’Cafe Paradis’ delte på deres Instagramprofil, at episoden havde gentaget sig.

”Vi overvejer at lade Aphaca arbejde deres gæld af. Måske i garderoben. Måske som rengøringsfolk med fokus på bræk. Ellers må de jo komme og spille gælden af,” skrev de i opslaget.