Hvilken vej er den første, du gik på?
"Det var Ingersvej i Gentofte, hvor mit barndomshjem lå.
I dag kan jeg stadig genkalde mig, hvad både nabobørnene og dem, der boede længere oppe af vejen hed.
Det var et dansk-tysk hjem, fordi min mor er tysk, og det har i den grad præget min vej i livet. Som barn var det temmelig kontroversielt, og jeg oplevede at blive kaldt tyskersvin og få kastet ting efter mig og min bror i skolen. For mig var det totalt uforståeligt, for hvad var der galt med min mor?
Som barn vil man jo nærmest gå i døden for sin mor, så kløerne var helt ude, når der skete noget.
Da jeg blev lidt ældre, måske i 6. eller 7. klasse, begyndte jeg at læse alle bøger på Gentofte Bibliotek om nationalsocialismen, fordi jeg ønskede at forstå, hvorfor folk havde den opfattelse af tyskere. Jeg vidste selvfølgelig godt, at der var noget, der hed nationalsocialisme og jødeforfølgelse, men bøgerne gav mig en dybere forståelse.
Jeg husker tydeligt, da jeg endelig fandt en ”god tysker” i Tysklands grumme historie, Sophie Scholl, som var modstandskvinde. Det hjalp mig at vide, at ikke alle tyskere trods alt var nogle skidte karle. Der var også nogen, der havde sagt fra, og det tog jeg til mig.
At der ikke findes en kollektiv skyld, men at der helt klart findes en individuel forpligtelse til, at det ikke sker igen."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg har altid vidst, at jeg ville beskæftige mig med Europa og Tyskland, og da Berlinmuren faldt, blev det fuldstændig klart for mig.
Det åbnede for en ny europæisk virkelighed, for hvilken rolle ville Tyskland spille i et genforenet Europa? Jeg læste allerede statskundskab, så jeg kunne være endt hvor som helst, bare det havde Tyskland som omdrejningspunkt, men i første omgang blev det den mere faglige del i Erhvervsministeriet, hvor jeg arbejdede med EU’s industripolitik.
Jeg kan huske, at Bertel Haarder engang i en paneldebat sagde: ”Hvor er det nu, du er henne? Nå, det er også lige meget, for du laver altid det samme, uanset hvor du er”.
Det var en meget god bemærkning, for det har han fuldstændig ret i."
Den mest overraskende vej, du er gået?
"Det var, da jeg gik ind i politik. Ikke fra den ene dag til den anden, men fra det ene minut til det andet. Lars Løkke ringede og spurgte mig, om jeg ville være minister, og efter at have rådført mig hos Uffe Ellemann-Jensen, sagde jeg ja.
Normalt ville jeg have spurgt min far til råds, men han var ramt af en demenssygdom, og min mand var i Vietnam, så jeg talte med Uffe, der sagde, at jeg skulle gøre det, ellers ville jeg fortryde. Og så sikrede han sig lige, at det vel var et ordentligt parti, der havde spurgt. Til sidst kom han med det begavede råd, at jeg måske skulle melde mig ind i partiet.
Den tanke havde slet ikke strejfet mig, fordi alt var oppe i luften, men det fik jeg da gjort.
Det var også ret overraskende, da jeg i 2018 forlod stillingen som prorektor på Københavns Universitet for at blive korrespondent i Tyskland for Berlingske. For nogen var det nærmest en styrtdykkende deroute, men jeg følte, at jeg havde givet det, jeg havde i mig, til universitet, og at jeg havde behov for noget mere frihed og mindre ledelse.
Min mand tog med til Berlin, og det blev en virkelig god oplevelse. Vi for rundt og dækkede alt fra store valgfester til besøg på tyske bilfabrikker og østtyske kirkegårde."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Det har jeg det fint med. Folk er utrolig søde, og jeg bliver virkelig glad, når folk kommer og siger, at det er på grund af mig, at de ser Deadline eller hører morgenradio.
Jeg kunne jo lige så godt ligge og sove.
Når nogen siger, at jeg har inspireret dem til at læse statskundskab, er det jo en måde, hvor jeg kan være med til at præge andres vej, og det er ekstremt berigende. En stor gevinst ved at blive genkendt er også, at jeg kan bruge mit ansigt til at løfte en sag.
Det har jeg f.eks. gjort i mit virke som præsident for Kræftens Bekæmpelse."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det er nok ikke Berlinmuren, jeg skal svare her, så svaret må være min mand, Peter. Jeg mødte ham i Industriministeriet, hvor jeg var ansat som barselsvikar, og han var fuldmægtig, og i dag har vi været gift i snart 28 år.
Det er altid svært at sætte kærlighed på formel, men passion, humor og følelsen af, at vores samtaler aldrig ender, er noget af det. Og så hviler han meget i sig selv. Jeg tror, at det har været ekstremt afgørende for vores forhold, at jeg ikke har haft en mand, som skulle ligge og køre i overhalingsbanen, så var det nok gået helt galt.
Han er 13 år ældre end mig, og det har nok været meget godt at have en, der har kunne slå bremserne lidt i, når jeg har pisket ned ad vejen. Han har ofte været med mig, når jeg har rejst, fordi han besluttede at lade arbejdslivet ebbe lidt ud, så det har givet os en masse fælles oplevelser.
I dag laver han forskellige konsulentopgaver, men det primære, han laver, er at passe på mig. Det er jo et fuldtidsjob."
Hvornår har du mistet vejgrebet?
"Det har jeg ved sygdom. Min familie har desværre været hårdt ramt. Min mor døde af nervesygdommen ALS, da hun kun var midt i 50’erne. Min far døde af demens nogle år efter.
Min kusine døde af en hjerneblødning nogenlunde samtidig, og min bror døde for nogle år siden, også af ALS. Så der har været perioder, hvor der ikke har været voldsomt meget vejgreb. På en eller anden måde må man kæmpe sig videre og sige til sig selv, at man alligevel vil prøve at bevare sin livsglæde, for der er ikke nogen, der får noget ud af, at man ligger i fosterstilling og har det dårligt.
En måde at gøre det på er at kaste sig ud i arbejde i ekstrem form, og det skal jeg blankt indrømme, at jeg har gjort, fordi det var så meget lettere i de langstrakte sygdomsforløb. Så kunne jeg glemme alt omkring mig. Men det har også givet mig en erkendelse af, at livets vej ikke er uendelig, så jeg i dag er mere tilbøjelig til at trække vejret og f.eks. blive to ekstra fridage i Paris eller tage et job som det, jeg har nu som direktør i Tænketank Europa.
Det er det, jeg helst vil beskæftige mig med, men det er ikke er en gigantisk biks, hvor jeg skal gennemføre MUS-samtaler i halve eller hele måneder.
Det gav et stort tomrum at miste mine forældre, men så er mine bedste venner blevet mit bagland, som jeg nu f.eks. holder jul med. Det skal man lige vænne sig til, men det er der også noget godt i. Jeg bliver altid rørt, når der kommer nogen og siger, at jeg bare skulle vide, hvor vigtig min far har været for deres vej.
Han var leder på Niels Brock, og de så ham næsten som en anden guru. Det varmer virkelig, og så er han her på en eller anden måde stadig lidt."
Din vigtigste vejleder i livet?
"Helt klart min far. Hele vejen igennem. Min far var altid ekstremt støttende, og han gjorde aldrig forskel på mig og min bror. Vi diskuterede meget politik og politisk historie, og det har ledt mig på den vej, jeg gik.
Når jeg fik et råd af ham, vidste jeg, at det altid blev givet med en ubetinget kærlighed og ud fra et dybt kendskab til mig. Det bedste råd kommer fra et tysk udtryk, der oversat til dansk lyder, at ”de andre koger også kun med vand”, forstået på den måde, at de andre heller ikke er genier.
Så lad nu være med at sige, at der er noget, du ikke kan. Det her med konstant at få at vide, at du godt kan, og at vide, at du altid har en stolpe i ryggen, så hvis du falder, så er der én, der kan samle dig op, det er guld værd og meget afgørende for ens selvtillid.
Min mor var langt mere nervøs for, om jeg nu kunne klare de forskellige ting, men det er fra hende, at jeg har det her gen, at når det virkelig gælder, så kan jeg sætte en eller anden motor til.
Hun havde en jernvilje til at få ting gjort. Jeg kan huske, at vi havde et æbletræ i haven, som normalt ville have krævet en motorsav at få fældet, men hun gik i gang med en håndsav og fik træet ned.
Sådan noget kunne jeg også godt finde på."
Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
"Det kommer så sandelig an på, hvad det handler om. Hvis det gælder at renovere et sommerhus, så er det Peter. Det er det også, når det gælder, hvad vi skal spise og at organisere hele hverdagen.
Når det gælder, hvor vi skal rejse hen, hvilken film vi skal se, eller hvilken fodboldkamp, vi skal til, så er det mig.
Det er det også, hvis vi skal have en ekstra hund, som vi lige har fået. Vi har netop begravet vores ene hund Winston, en Bichon Havainais, som blev 16 år. Han var fuldstændig fanatisk med champagnepropper, så vi drak en meget dyr champagne og kastede proppen ned i graven, og min gudsøn havde malet en gravsten, så det var meget fornemt.
Nu har vi så fået en ny hund til vores anden hund derhjemme, så vi nu har en Konrad efter Konrad Adenauer og en Willy efter Willy Brandt.
En af de store fejl, jeg har begået i livet, er, at jeg ikke har haft hund noget før. Det giver mig en grund til at få snuden ud af sporet og ud at få noget luft. Det giver også nogle helt andre samtaler med folk, som ikke tager udgangspunkt i mig, fordi nogen synes, at Europa er interessant, eller at Bayern München har vundet, men som handler om, om hunden da ikke er blevet lidt overvægtig, eller hvad det nu kan være."
Hvad er din vej til lykke?
"Lykke for mig er frihed – både privat og politisk – og modet til at skabe min egen vej uden at lade mig styre af andres forventninger. Vejen kan være snørklet, men det handler om at turde tage chancer.
I dag har jeg heldigvis den kolossale fordel, at jeg har opbygget mig et sikkerhedsnet gennem mine erfaringer, så uanset hvad der sker, kan jeg beskæftige mig med det, jeg finder mest interessant, hvis ikke i et job, så med at skrive bøger eller være kommentator."
Hvor er du på vej hen nu?
"Jeg er på vej til det danske EU-formandskab, men vi lever i så voldsom en tid, at man næsten ikke kan lægge nogle planer andet end til i morgen, for hvornår tweeter Donald Trump noget nyt?
Det er min hverdag pt, og det, kan jeg ikke se, kommer til at forandre sig lige nu. På et eller andet tidspunkt bliver mit liv dog noget med at tage en stol og sætte mig under et træ i sommerhuset og skrive nogle af de bøger, jeg ikke har haft tid til at skrive.
Men der skal lidt mere ro på, før det sker."
Om Lykke Friis, 55 år
- Direktør for Tænketanken Europa.
- Har arbejdet som forsker og er tidligere prorektor på Københavns Universitet og korrespondent i Tyskland for Berlingske.
- Tidligere Klima-, -energiminister og ligestillingsminister for Venstre.
- Forfatter til flere bøger om Europa og passioneret fan af fodboldklubben FC Bayern München.
- Gift med Peter Warming.
