Billede 1 - Er det mit job at tage mig af min svigermor?

Er det mit job at tage mig af min svigermor?

"Jeg vil også meget gerne hjælpe min svigermor, men jeg kan ikke se, at det kun er mig, der skal stå for ansvaret for, at det sker." Læs hele brevkassen her.

Billede 2 - hjemmet logo farve

Min mand har aldrig været særlig god til at passe sin egen familie, mens jeg altid har haft et tæt forhold til min. Jeg har også et fint forhold til min svigerfamilie, som vi dog grundet afstand og nok også min mands sjuskede kontakt har set en del mindre til gennem årene.

Nu er min svigerfar død, og min svigermor er blevet alene. Hun har derfor helt forståelig brug for hjælp og støtte i en svær tid, hvilket hun ikke lægger skjul på. 

Jeg vil også meget gerne hjælpe min svigermor, men jeg kan ikke se, at det kun er mig, der skal stå for ansvaret for, at det sker. Det synes min mand vist, at jeg har, for jeg har nu et par gange oplevet, at han har forsøgt at skubbe hendes udfordringer over på mig. 

Begrundelsen har her lydt, at jeg er mere praktisk anlagt og er bedre til at tale om følelser. Han har således direkte opfordret sin mor til at ringe til mig, når der skal snakkes og også overladt det til mig at arrangere vores besøg hos hende, også selvom det ofte er ham, der har en stram kalender.

Jeg har ondt af min søde svigermor og dårlig samvittighed, men jeg også min egen familie, store børn, fuldtidsarbejde, hus og hjem at passe, så har du et råd?

-Hilde

"Skynd dig at sende sorteper videre" 

Spørgsmål som det, du stiller her, dukker med jævne mellemrum op i min brevkasse. Gerne skrevet af trætte kvinder, der som du er ved at bukke under for det emotionelle arbejde, der også ligger i at være en del af en familie. 

Kvinder, der lever sammen med mænd, der af uvisse grunde ikke synes, at de har et ansvar for at tage del i det omsorgsarbejde. Selvfølgelig har de det, og lærer de først at drage omsorg for deres nære, så finder de ofte også stor glæde i at gøre det.

Første skridt på den rejse er, at du slipper grebet, så din mand bliver nødt til at komme til. Her skal du naturligvis starte med at få din mand ud af den vildfarelse, at du er bedre til at planlægge og tale om følelser med hans mor, for det må han da vel som hendes søn være den bedste til. 

Kræv derfor, at han selv ringer til sin mor og taler med hende og opfodrer endelig hende til at ringe til ham. Bliver du fra hendes side mødt af bebrejdelser over manglende opringninger og besøg, så skynd dig at sende sorteper videre til hendes søn. Du skal så at sige tvinge søn og mor i armene på hinanden.

Det vil kræve noget stædighed og kamp fra din side, men når din mand først har fattet, at han har en mor, han skal passe godt på, og at du ikke er der til at gøre det for ham, så skal han nok vågne op. 

Det har jeg selv set ske, når emotionelt dovne mænd pludselig har indset, at de bliver nødt til at komme op ad stolen, fordi ingen andre har overskuddet til at gøre arbejdet for dem.

Skriv til Vibeke Dorph

Billede 5 - Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.