Skal vi virkelig snakke om mental load igen? Ja, siger to eksperter – ellers kan det ende i ingen sex og skilsmisse

Hvad skal vi have til aftensmad? Kan du ikke lige tage skraldet ud? Skat, tror du ikke, at du skal bestille tid hos lægen? Susanne, skriver du ikke lige referatet? Moar, jeg er fæææærdig …

Debatten om ’mental load’ raser med jævne mellemrum – nogle mener, at det er mere end vigtigt at få det usynlige arbejde frem i lyset, andre synes, at det er kvinderne, som selv påtager sig rollen som projektleder.

Men i dag vil politikerne have os til at føde flere børn, samtidig skal vi bidrage med flere timer på arbejdsmarkedet. Nogle politiske partier lokker endda med engangsbeløb til fødende kvinder, og statsministeren efterlyser gode ideer fra alle, som kan få befolkningstallet til at vokse. Men alle tal og statistikker viser, hvem der betaler den største pris, når tosomhed bliver til familie.

Det er nemlig stadig kvinderne, selvom vi skriver 2024.

Det kommer bl.a. til udtryk i løngabet, hvor mænd i gennemsnit tjener 15,8 % mere end kvinder, den generelle ligestilling ligger i top i de nordiske lande – lige på nær Danmark, der ligger på en 23. plads langt efter lande som Namibia, Rwanda og Moldova, og kvinder kommer ofte bagerst i karrierekøen, men topper i det, som kaldes mental load.

Vi sørger for madpakker, bager kage til kontoret, køber flyverdragter, støvsuger huset og oplærer de nye på jobbet. Historisk set er det kvinder, som tager sig af de mere bløde opgaver, også kendt som omsorgsarbejdet – både i privaten og på jobbet.

Parterapeut og sexolog Cathrine Katzmann og cand.comm Laura Vilsgaard har arbejdet med mental load i flere år, og de er nu aktuelle med bogen, ’Mental Load og ligestilling’, for ifølge dem vil kvinder blive ved med at ende sidst i køen, hvis vi som samfund ikke gør noget.

”Vi regner det for noget at bygge et skur i haven, hvorimod det at tørre næse eller trøste et barn ikke regnes på samme måde. Og det skyldes, at vi generelt ikke har et sprog for omsorg,” siger Laura Vilsgaard og fortsætter:

”Når vi ikke har et sprog for det omsorgsarbejde, som primært tilfalder kvinder, bliver det svært at fordele det mere ligeligt. Hverken kvinder eller mænd regner det for et arbejde, men det er et kæmpe arbejde. Og vi har heller ikke et sprog for, hvad det koster på stressniveauet, på skilsmisseraterne eller den dalende sexlyst. Og det forsøger vi at give et bidrag til, så det anerkendes, at det er en ting, at mental load findes.”

En time mere om dagen

Der er blevet skrevet, debatteret og talt om mental load i årevis, men faktum er, at de fleste kvinder arbejder på deres lønarbejde, og når de kommer hjem, tager de fat på planlægning og udførelse af husholdningsarbejdet og trivslen i familien. Det kalder man for dobbeltarbejde, og tal viser, at kvinder har meget mere af den slags dobbeltarbejde end deres mandlige partnere. En undersøgelse foretaget af Rockwool Fonden fra 2018 viste, at kvinder i Danmark bruger omkring en time mere på husligt arbejde end mænd om dagen. Helt præcist brugte kvinderne tre timer og 28 minutter og mændene to timer og 34 minutter på at arbejde i hjemmet.

Læs også

I vil gerne have mig til at føde flere børn? Så gør det mere attraktivt for studerende kvinder

Med bogen vil Cathrine Katzmann og Laura Vilsgaard nuancere, hvad mental load er. De har derfor delt det op i tre kategorier: Omsorgsarbejdet, projektledelsesarbejdet og det cirkulære arbejde.

Omsorgsarbejdet er huspædagogen i hjemmet, som sørger for, at alle har det godt, at ingen i familien går ned med stress, at der er en vekselvirkning mellem socialt liv, netværk og afslappende dage uden aktiviteter, hvor I kan restituere. Huspædagogen har øje for alt det usynlige arbejde, som er helt afgørende for, at menneskene i familien trives.

Projektledelsesarbejdet er det, vi hører om i medierne, når debatten raser. Kvinder har overblikket, uddelegerer og udfører ofte størstedelen af arbejdet – imens mænd hjælper til, når de bliver bedt om det. Det handler om at projektlede et hjem. Det er et stort usynligt arbejde at have ansvaret og overblikket og at gå og bekymre sig om de små detaljer, som skal gå op, for at enderne når hinanden, og samtidig overveje, hvordan arbejdsopgaverne uddelegeres bedst. Det er projektlederens mental load.

”Og så er der det cirkulære arbejde, som er det arbejde, der er never ending og altid går igen, såsom vasketøj, madpakker eller børnenes garderobe. Men det er de tre steder, hvor vi kan se på data, at vi ikke er ligestillede i privatlivet,” forklarer Cathrine Katzmann, som understreger, at du må selv om, hvordan du lever dit liv.

 ”Vi har ikke nogen holdning til, hvis du elsker at leve meget kønsstereotypt, så skal du gøre det. Problemet er, at i de fleste familier sker det per automatik, fordi vi forventer visse ting af kvinder og visse ting af mænd.”

Stress, mindre sexlyst og skilsmisse

Ifølge Cathrine Katzmann og Laura Vilsgaard er der især tre konsekvenser ved mental load, nemlig stress, mindre sexlyst og skilsmisse. Statistikker viser, at kvinder mellem 16 og 44 år er de mest stressede mennesker i Danmark, og kvinders stressniveau er generelt noget højere end mænds.

Mental load er altså en overset faktor, når vi snakker kvinder og manglende sexlyst. Sexlyst er utroligt påvirket af stressniveau. Hvis sexlysten kunne tale, ville den sige: ”Altså, dame, du er sindssygt stresset, træt og mangler overskud. Du både savner og hader lidt din partner på samme tid. Det vil være virkelig dårlig timing, hvis det endte ud i en baby lige nu – det har du slet ikke overskud til.”

”Og kvindens partner kan også miste lysten. fordi personen synes, hun er skrap, bitter, fjern eller distanceret. Men overordnet mener jeg, at det slet ikke er anerkendt nok, hvad mental load koster på kvinders stressniveau. Det er velundersøgt og meget vel underbygget, at mødre og kvinder er mere stressede, end fædre er,” siger Cathrine og fortsætter:

”I de tilfælde, hvor det ender i skilsmisse, er det kvinder, der vælger at gå to tredjedel af gangene. Der er mange årsager, men mental load er bestemt en del af det. Disse kvinder har ofte en følelse af at have kæmpet alene i parforholdet og af ikke have mere at give af. De har forsøgt at tale om det, der ikke fungerer, uden held, foreslået parterapi. De har grædt, kæmpet og råbt. Til sidst går kvinden, og manden står uforstående tilbage og oplever det som et granatchok. Og det bør vi tage alvorligt, fordi det koster samfundet mange penge.”

Læs også

Christina Sander: ”Det urene hjem reflekterer hårdere på mødre end på fædre”

Kvinder står ofte dårligt økonomisk, når de bliver skilt. Og derfor mener de to forfattere, at i et ligestillingsmæssigt perspektiv er det vigtigt at få kigget på, fordi det har nogle store økonomiske konsekvenser for kvinden, men også det samfundsmæssige i forhold til, at arbejdsfronten bliver sat tilbage.

”Ligestillingspolitik er et vigtigt element i den her snak. Der er en stor dansk undersøgelse, der viser, at det i gennemsnit koster en million kr. pr. barn, du får, for en kvinde. En ting er barslen. Men det er ikke nødvendigvis barslen alene, der gør det. Kvinder tager oftest barnets første, anden og tredje sygedag. De siger nej til forfremmelser, fordi de har så stor en arbejdsbyrde ved siden af arbejdet.”

Kagedamen på job

Manglende økonomisk værdsættelse af kvinders omsorgsarbejde gør, at kvinder er økonomisk fattigere end mænd. En undersøgelse fra 2019 viser, hvordan kvinder og mænds løn forandrer sig i forbindelse med, at de får børn. Mænds løn er uændret, mens kvinders i gennemsnit falder med 30 %, når de kommer tilbage fra barslen, sammenlignet med kvinder, der ikke har fået børn. Forskerne kalder det “the child penalty”.

Det usynlige omsorgsarbejde fortsætter også ofte på arbejdspladsen, forklarer Laura og Cathrine. Der er lavet undersøgelser af, hvem der oftest tager sig af de ikke forfremmende opgaver. Det kan være opgaver som at lære en ny kollega op, tage referater til møder eller sørge for kage til fødselsdagsfejringer.

”Alt dette er værdiskabende for den organisation, du arbejder i, at nogen sørger for kage, arrangerer julefrokost og lærer den nye op. Men hvem er du mest tilbøjelig til at spørge, hvis du er ny på jobbet? Du er mest tilbøjelig til at spørge en kvinde, for hun er mest tilbøjelig til at sige ja til at hjælpe dig,” siger Laura Vilsgaard.

Og den dynamik gør, at der er ekstra mental load for kvinder på arbejdspladsen.

”Det er svært at sige fra overfor de her opgaver, for selvom det er værdifuldt for firmaet når den her typer opgaver bliver udført, så bliver opgaverne jo regnet for bare at være en lille ting. Kan du ikke lige hjælpe ham der? Eller kan du ikke lige bage en kage? Kan du ikke lige tage referatet igen. Men det er en stor opgave når du lægger alle de små opgaver sammen – Og du bliver sjovt nok ikke forfremmet for at bage kage, eller sørge for, at der er kaffe til mødet.”

Vi skal ikke være flove

Hvis vi vil sikre mere ligestilling både hjemme og på arbejdspladsen opfordrer Laura Vilsgaard og Cathrine Katzmann først og fremmest til mere ligestilling derhjemme, for det er grundlaget for den ligestilling, der sker ude i samfundet.

”Mange har sagt til mig, at de går ind for ligestilling, men hjemme hos dem lever de ret kønsstereotypt. De siger det ikke til nogen, og de kan endda være lidt flove over det. Men det er der, det starter. Vi skal holde op med at være flove over det. Vi skal flytte det. Og det er supersvært at tale om, fordi du taler ind i en kærlighedsrelation med det menneske, du har lavet børn med. Og det er ikke en politisk beslutning at lave en familie, for den er baseret på alle mulige andre ting. Men det er politisk, hvordan I fordeler arbejdet i familien.”

De to forfattere understreger, at mental load og det ekstra omsorgsarbejde ikke er noget, kvinden selv har valgt. Det er en uofficiel kontrakt, som de pludselig bare lander i. Og når man får børn, bliver den cementeret.

”Det er vigtigt at understrege, at mental load ikke er skabt af kvinder. Kvinder har ikke påduttet sig de her manier og standarder. Det er ikke et kvindeproblem. Det er et samfundsproblem. Vi har alle ret høje forventninger til, hvad kvinder skal leve op til som mødre, som medarbejdere, veninder, partnere osv.,” siger Laura Vilsgaard og fortsætter:

”Debatten bliver svær, fordi det er en kritik, og det er svært, at vi kommer med endnu en ting, nemlig at der også er noget i hjemmet, vi skal have kigget på, når det gælder ligestilling. Vi er bygget til at blive ukomfortable, når vi skal ændre og rykke ved noget. Det er ikke rart, at Danmark skal ændre på det selvbillede, at vi ikke er så ligestillede – og heller ikke behandler kvinder så pænt, som vi går og siger, at vi gør.”

Det er kvindernes egen skyld

I debatten bliver det ellers ofte fremført, at det er kvindernes egen skyld. Vi kan jo bare gøre oprør eller sige nej. Vi kan lade nullermænd være nullermænd i stedet for at påtage os projektlederrollen.

Det er argumenter, som Laura Vilsgaard og Cathrine Katzmann hører igen og igen. De har derfor en undersøgelse med i bogen for at synliggøre den bias, som mange har.

Læs også

Simon har fået en åbenbaring efter hustruens sygdom: ”Man skal ikke være ligeså ignorant, som jeg var”

I undersøgelsen får en gruppe vist et billede af John og Jennifers lejlighed, som er rodet. De bliver begge to bedømt på, at det er rodet. Men Jennifer, kvinden, bliver dømt betydeligt hårdere for rodet, end John gør. Studiet viser, at både kvinder og mænd forventer en højere standard af kvinden end af manden. Selvom mænd og kvinder ser det samme rod og skidt, dømmes kvinder hårdere på det, når de bor i det.

”Det er bare én ud af mange undersøgelser, der viser, at både mænd og kvinder har højere forventninger til kvinder opretholder en højere standard i hjemmet. Og det gælder både, om de har børn eller ej. Men det er ikke kommet frem i debatten, at vi ikke forventer det samme af mænd og kvinder. Vi er slet ikke bevidste om de sociale sanktioner, som kvinder bliver udsat for. Og i Danmark må vi næsten ikke sige det, fordi vi har et narrativ om, at vi er et ligestillet land,” siger Cathrine Katzmann, og Laura Vilsgaard supplerer:

”Vi har også et kapitel, der handler om at blive slave for den gode stemning, fordi selvfølgelig er der et personligt valg i at give slip på nogle ting. Man skal bare huske, at når man tager det valg, så er din internaliserede fordømmelse og omverdens fordømmelse større for dig som kvinde, end hvis din mandlige partner tager det valg.”

Hvordan undgår vi mental load

Ifølge Cathrine Katzmann og Laura Vilsgaard kan det være en god idé at lave netværk, hvor vi støtter hinanden og øver os i at sige nej tak til at løfte mental load. Det kan være en klub af veninder, der støtter hinanden i at tage det valg, at de ikke bager boller i mødregruppen eller gør hele huset hovedrent inden børnefødselsdag.

”Problemet opstår, hvis du så ikke har en partner, der griber, når du giver slip. Så har vi jo et kæmpestort hul. Det kan ende ud i en, hvem er bedst til at ignorere-konkurrence, og det er grundlæggende ret usundt. Så det handler om, at kvinder skal give slip på at føle, at de har ansvaret for den gode stemning hele tiden. Men lige så meget om, at mænd også skal løfte den del,” siger Laura Vilsgaard.

”Jeg tror slet ikke, vi er der endnu, men man kan håbe, at vores bog kan være et indspark til at både mænd og kvinder bliver opmærksomme på, hvad man forventer af kvinder i familien, til familiearrangementer, i organisationer, på arbejdspladser, eller når man er på sommerhustur,” siger Cathrine Katzmann.

Læs også

Julia Lahme holder foredrag i hele Danmark – og ét emne er folk særligt meget imod

På arbejdspladserne skal du prøve at undgå altid at være hende, der tager mødereferat. Og i den situation opfordrer de to forfattere lederne til at tage ansvar for, at det ikke altid er kvinden, der siger, ’okay så gør jeg det’, når alle andre stirrer ned i bordet. Det kan gøres meget enkelt ved at opfordre til, at mødereferatet går på skift.

”Omverdenen kan også gøre noget for at være opmærksom på de ubevidste bias, så det ikke er kvinden, der skal ødelægge den gode stemning. Men kvinder bliver generelt bare nødt til at gøre opmærksom på det. Og det er røvsygt at skulle uddanne sin omgangskreds. Men hvis vi ikke gør det, står vores døtre med den samme lort,” siger Laura Vilsgaard og fortsætter:

”Du bliver derfor nødt til at blive venner med den dårlige stemning. Må man rejse sig op og sige, at nu tager jeg simpelthen ikke flere referater? Kan du ikke gøre det? Der er jo noget på spil, for bliver du så hende, den skingre, der står øverst næste gang der kommer en nedskæring? Det er jo derfor man ikke gør det.”

”Når det kommer til arbejdspladser, har vi talt om, hvilket ansvar man har som leder for, at det her ikke sker. Det kan jo ikke være rigtigt, at det er kvinderne selv, der skal være så årvågne og hele tiden skal udføre mikrofeminisme og lave en lille revolution nede fra. Det bør ikke være kvindernes ansvar. Men det rykker ikke noget, hvis der ikke er nogen kvinder, der siger, at nu vil de ikke planlægge flere sociale arrangementer,” siger Cathrine Katzmann, som er enig med Laura Vilsgaard i, at det er vigtigt at blive venner med den fordømmelse, der er.

”Du kan godt mene, at du dømmer da ikke nogen. Jo, du gør. Det gør vi alle sammen. Nu kan jeg komme med mit eget eksempel. Min datter havde fødselsdag forleden og skulle have uddeling med i klassen. Og jeg var sådan fuck no, jeg skal ikke stå og bage kage om aftenen. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har ikke energi til det. Så hun fik fryseposer med mikrobølgepopcorn og en frugtkaramel i. Der var ikke nogen sløjfer eller bindebånd. Men det er et godt eksempel på, hvor heftig den indre dialog kan være, for jeg skulle simpelthen berolige mig selv i, at det var godt nok.

Og den type forventninger er ikke nogen, jeg selv har skabt. Det er nogle, der er blevet pålagt dig gennem dit liv, som du har suget til dig, fordi sådan fungerer menneskehjernen. Du er skabt til at overleve. Og det gør du bedst ved at prøve at efterleve de samfundsskabte forventninger, der er til dig som kvinde.

Gavnligt for herrerne

At det er vigtigt at få ændret på mental load, så der kommer en mere ligelig fordeling af de usynlige opgaver i hjemmet, og så mændene kommer endnu mere på banen, er faktisk også en gevinst for dem.

”Mænd går glip af en masse nære relationer med deres børn. De går glip af at kunne tale om følelser. Og hvordan de har det. De bliver faktisk dårlige til at effektregulere sig selv, når de ikke er bevidste om de her ting. Vi orienterer os meget mod børnefamilier, når den her snak går, og især småbørnsfamilierne. Og det er i høj grad også meget tydeligt der. Men statistikker peger også på, at mænd lever længere, når de er i parforhold, fordi kvinden får dem til at gå til lægen. Det er også omsorgsarbejde og en fin lille pointe at have med. For det handler ikke kun om småbørnspleje og skiftetøj i institutionen,” siger Cathrine og Laura fortsætter:

”At mænd lever længere, når de er sammen med kvinder, er en ret vild statistik. Det burde sige rigtig meget, hvis ikke alt. Vi er ikke helt der i debatten endnu, hvor det for alvor bliver anerkendt som den mentale byrde. Jeg håber, at bogen kan bidrage til at forstå, at mænd også vinder ved det her. Det koster både for mænd og kvinder, når det er meget skævt. Det kan godt være, at kvinder bliver trætte af deres mænd og stressede. Men hvis hun går fra ham, han mister sit job, eller der er en livskrise, er han enormt udsat.”

Og det vil vi også gerne have frem i debatten, for så kan man tage stilling til, om man kan have den fordeling hjemme hos sig selv. Eller kunne det faktisk være, at manden selv skulle lære at gå til lægen, selv gå i noget terapi og lære at effektregulere sig selv, så hun ikke skal være svampen, der kan suge alle følelser i et hjem. Og trøste, bære og holde hjemmet på den måde.”

Læs også

”I det regnestykke må jeg desværre meddele, at kvinder ikke bliver set som nogen gevinst”

Ifølge de to forfattere handler det om at anerkende, at vi har en skævvridning; at vi har dobbeltmoralske forventninger til mænd og kvinder, fædre og mødre. At vi siger karrierekvinder, men ikke karrieremænd. At vi siger familiefædre, men ikke familiemødre. Det handler om, at vi ikke længere betragter husligt arbejde, mental load-opgaver og omsorgsarbejde som noget, der har ringere værdi end vækst, fakturerbare timer og synligt arbejde. Det er det feminine mod det maskuline. Det er patriarkatet i en nøddeskal.

”Alt for ofte bliver det kvinden, der er problemet. Det er hende, som skal slappe af, være mindre kontrollerende og give manden noget plads. Det er meget sjældent, at vi hører nogen sige, gad vide, hvad mænd kan gøre anderledes. Gad vide, hvordan mænd kan steppe ind i det her. Gad vide, hvordan mænd kan lære at tale mere om følelser. Det går rigtig meget på, at kvinder ikke giver mænd plads. Og meget lidt på, hvordan mænd kan tage den plads selv. Det, synes vi, er meget interessant, og det håber vi, at vi kan sætte fokus på – både med bogen, men også i debatten, for det er alle, som kan og skal være med til at vende det.”