Andrea kigger på den skinnende blanke kaffemaskine på sin kærestes køkkenbord. 

Hun trykker en lille, ond metalkapsel ind i den og kan mærke sin egen arrighed, imens maskinen dovent spytter hendes friskbryggede kaffe ned i en dum lille espressokop. 

LÆS OGSÅ

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.

Her står hun så. I Indre København og kigger ud på morgentrafikkens os og jag.

"Så står jeg lige og anerkender det spænd, der kan være i et menneskeliv. Det er en ny rutine for mig, at når jeg står med den der kaffe eller drikker et glas hvidvin med mine veninder i solen, så laver jeg synåletråde tilbage til dengang, jeg bare gik rundt og dyrkede mine egne grøntsager i en skov."

For fem år siden ville denne lille seance have strakt sig over en hel morgen. Andrea ville have hentet vand i brønden, hugget brænde og tændt op i pejsen. Hun ville have set på vandets små bobler, imens de langsomt blev til flere og flere, indtil vandet var varmt nok til at brygge kaffe på.

Andrea er ved at lære at affinde sig med det. Kaffemaskinen altså – og dens klimasvineri. Den er en del af hendes proces med at finde en balance mellem boykot og ligeglad. Imellem kapitalisme og økonomisk uafhængighed. Magtstrukturer og selvforsyning. Et sted mellem yderpunkterne.

"Skoven var på mange måder også et politisk projekt. Jeg er imod den måde, det moderne samfund fungerer på, så det føltes lidt som at komme tilbage med halen mellem benene. Det var et kæmpe identitetstab."

Farvel til skoven

For femten år siden pakkede Andrea bilen med sin daværende mand og hendes fire børn, og så kørte de ellers langt op i de svenske skove. Det var den store flugt fra samfundet og dets strukturer, som de ikke ville være en del af længere.

De var uafhængige. De var bæredygtige, langsommelige, til stede. I 10 år boede de i vildmarken med denne livsstil og var deres egne idealer. De byggede en bjælkehytte, groede deres egne grøntsager, fangede deres egne fisk. Men så var det slut.

"For at gøre en lang historie kort, så forandrede vi os. Det var det, der skete. Når afstanden mellem ens idealer og virkeligheden bliver for stor, bliver man nødt til at stoppe op og rekalibrere.

Hvis idealerne og virkeligheden slås med hinanden, er det idealerne, der er noget galt med. Virkeligheden vinder altid. Og så var der heller ikke nok fællesskab deroppe. Vi begyndte simpelthen at kede os helt vildt – vi var ensomme til sidst."

Trangen til fællesskab og samværet med andre mennesker trumfede til sidst. Den flok, Andreas liv hidtil havde drejet sig om, var ved at smuldre fra hinanden. Hendes børn blev ældre og tog tilbage til byen for at leve deres egne liv. Kærligheden i hendes ægteskab ebbede ud, og hun blev enig med sin mand om, at de skulle skilles. 

Hun måtte følge med de forandringer, livet bød hende.

LÆS OGSÅ

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

"Når man tager sådan et radikalt livsvalg og flytter ud i skoven, så er der en idé om, at hvis det skal være legitimt, så skal det gælde for evigt. Da jeg kom tilbage, mødte jeg det der clash mellem, at hvis noget skal være ægte og have værdi, så skal det aldrig forandre sig. 

Jeg tror, vi skal indstille os på, at det er okay at forandre sig."

Da skovidyl og selvforsyning blev skiftet ud med praktikaliteter og bilos, stod Andrea ved en skillevej. Hun var på egen hånd uden sin flok, på vej tilbage til samfundet og på vej ind i overgangsalderen. 

Omvæltningen var total.

"Det er den absolut værste krise, jeg har haft. Det der med at komme tilbage og være sådan, hvor er I andre henne? Hvad er der sket siden sidst? Så skulle jeg ned på borgerservice og have alle mulige nye apps – der var meget bureaukrati, altså puha. Der var lidt en desorientering i det, og det var virkelig voldsomt, det må jeg sige."

Livets ringe

Med alderen har Andrea erfaret, at livet kører i ring. Der vil altid være kriser, der vil altid være forandring. Igennem livet har hun haft svært ved at acceptere kriserne – men nu ved hun, at de fører forandringen med sig. En pointe, som også har været vigtig for hende at få med i dokumentarfilmen 'Heks', som hun netop har medvirket i.

Den første store krise, der ramte Andrea, skete, da hun var i starten af 20’erne. Hun blev mor til tvillinger som 19-årig, og få år senere døde hendes lillesøster i et biluheld.

"For mig ændrede alt sig der. Det var et kæmpe livsbaneskift, der skete for mig i de år. Jeg blev skilt fra min første mand og var alene med tvillinger. Min intention var at blive professor i psykologi, som jeg læste på universitetet på det tidspunkt.

Men jeg syntes, der manglede noget større, som jeg ikke kunne finde i mine studier. Jeg havde brug for en pause og for noget, der bare var mit eget."

Tabet af søsteren startede en søgen i Andrea. Der manglede noget mere, noget større end hende selv. Langsomt bevægede hun sig ind i næste kapitel af hendes liv, den næste livscirkel.

"Jeg tror, jeg følte, at jeg var blevet væk i livet. Jeg mærkede bare ikke mig selv. Så gik jeg på nettet og fandt nogle forskellige fora for asatroende og hekse. Jeg så det som sådan en vej tilbage til, hvem jeg egentlig er, og hvad jeg gerne vil. 

Jeg er meget taknemmelig over den proces, selvom det også har været hårdt."

Den vej, hun kom ud på, førte hende rundt i forskellige afkroge af de spirituelle og asatroende undermiljøer. Imellem satanistiske grupper, akademiske mænd, der udførte sort magi, og asatroende i jordfarvet tøj fandt Andrea sin egen vej. Hun kom i kontakt med sig selv igen gennem magien, ritualerne og heksefællesskabet.

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

"Det har været ekstremt sundt for mig at tillade mig selv at mærke det, jeg rent faktisk føler. Det afgørende i magi er at koble det abstrakte med det konkrete, som er en kobling, jeg tit synes, vi mangler i det moderne liv.

Det er altid heroppe, oppe i skyen, også på sociale medier. I magien kan jeg lave nogle konkrete ritualer sammen med andre mennesker. Hvis vi er kede af det, kan vi lave et ritual, hvor vi græder sammen.

Det gav mig en meget stor følelse af, at der var noget, der var vigtigere end mig selv og samfundets normer."

Med ritualerne markerer Andrea, at årstiderne skifter, og at verden forandrer sig. Hun husker dem, der kom før hende, og hvad hun gerne vil give videre i fremtiden. Hun reflekterer over sit eget liv og siger tak til både ånder, naturen og afdøde forfædre, der har banet vejen for hende. 

Det gør hun bl.a. ved at stille lidt mad frem til dem eller hælde en smule vin i sine planter eller græsplænen i den park, hun nu måtte befinde sig i.

Hemmelig heks

Andrea kunne fra første møde med heksekraften mærke, at det var det helt rigtige for hende – alligevel startede hun med små skridt. Hun var diskret og talte ikke højt om hendes nye tro til at starte med. Dengang oprettede Andrea – ligesom mange andre i de forskellige internetfora – avatars og havde hemmelige navne.

"Dengang jeg startede på de der fora, var det ikke noget, mine venner eller familie vidste. Jeg tror ikke engang, jeg sagde direkte, at jeg var heks, i min bog 'Og den store flugt'. 

Det kunne man bare ikke. Jeg kan huske, da jeg debuterede som forfatter, der var det med en klar følelse af, det her holder jeg lige for mig selv."

Den autofiktive roman 'Og den store flugt' udgav Andrea i 2013 med refleksioner over at være flyttet ud i skoven. Otte år senere udkom hun med bogen 'Vølve', og det var her, at hun for første gang efter mere end 20 år beskrev, hvordan hun blev indviet vølve og heks.

"Det er indenfor de sidste fem år, at jeg har omfavnet det lidt mere. Jeg kan huske, at det var en meget bevidst beslutning, at jeg både skrev, at jeg var skizofren, og at jeg var heks, på samme tid. Jeg vidste godt, at det var kompliceret, men jeg synes, at det hænger sammen."

Diagnosen skizofreni fik Andrea i en alder af 19 år, men hun betragter det egentlig ikke som en sygdom. Skizofreni er et spektrum ligesom autisme, og derudover er der mange af de ting, som Andrea kulturelt set oplever, at vi anser som ”syge”, noget, der anses som en styrke eller kompetence i heksekraften. 

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Da hun valgte at fortælle begge dele til offentligheden på samme tid, følte hun egentlig lidt, at hun skød sig selv i foden. Men samtidig var det nødvendigt. Hun var klar til at vise verden, at mennesker er komplekse, og bane vejen for, at andre også tør stå ved sig selv.

"Jeg er lige blevet 50, og det bliver bare lettere med alderen at stå ved mig selv. Overgangsalderen er sådan lidt en fuck you all-periode. Jeg føler også, at jeg har opnået en form for stemme og er kommet hjem i mig selv. Jeg har nok at stå imod med til de reaktioner, der kan komme."

Men egentlig var reaktionerne på Andreas udmelding om, at hun var heks, slet ikke så voldsomme, som hun havde frygtet. Hun er løbende en del af den offentlige debat, og hver gang bliver hun lige overrasket over, at reaktionerne på hendes titel er overvejende positive.

"Jeg tror, tiden har ændret sig mere, end jeg har. Inde i mine følelser er jeg stadigvæk der, hvor jeg var for 25 år siden, hvor jeg reelt ikke turde sige, at jeg arbejdede med magi."

Fra bålet til talerstolen

Frygten for at tale for højt om heksekraften ligger dybt i hende og er ikke bare lige sådan at slippe af med. For det skyldes flere ting – ting, som Andrea opsummerer til tre særlige grunde:

"Det første er, at min generation bare er nederen på nogle punkter. Vi er sådan nogle, der sidder og skælder hinanden ud – er du klar over, hvordan vi snakkede om hinandens kroppe, tøj og personligheder i 90’erne? 

Det er sindssygt at tænke på, hvor vi har været kulturelt set i forhold til, hvor vi er nu. Der er kommet nogle generationer, som bare er meget mere åbne, og det er en god omstilling, synes jeg."

Som forfatter og medieperson bevæger Andrea sig også i nogle særlige kredse. Netop dét er den anden grund til, at hun har syntes, det har været skamfuldt at snakke højt om sin tro.

"De miljøer, jeg bevæger mig i, er meget restriktive – kunstmiljøet, litteraturbranchen og sådan nogle kreative miljøer. Det er meget med albuer og pyramider og magt. Meget magt. Jeg tror, at hvis jeg boede et sted i Jylland i et hus, ville jeg ikke være lige så meget på vagt, som jeg er i de her miljøer," siger hun.

En sidste grund, som er svær at undgå for Andrea, er historien. Den sidder dybt i den måde, hun opfatter sig selv og sit arbejde som heks på – og den afspejles også stadig i de traditioner, vi har i dag:

"Det har jo historisk set været farligt at sige, at man er heks. Før i tiden blev du brændt, hvis du sagde det. Jeg kan huske at have stået ved sådan et bål med mine børn til sankthans, da de var små, og jeg selv lige var begyndt at praktisere heksekraft. Jeg husker den der dukkes ansigt, der bare smeltede. Det syntes jeg fandme var hårdt dengang."

Mindet vækker tanker hos Andrea om alt det, kvinder er blevet straffet for at være; grimme, gamle, anderledes. I dag bruger hun i stedet højtiden til at fejre, at det er midsommer. Hun samles med sine nærmeste og hylder årstidernes skift – og at de går i ring. 

Men hun oplever også, at der sker en bredere ændring i samfundet, hvor heksene bevæger sig væk fra bålet og op på talerstolene.

"Jeg har været ude og holde nogle båltaler til sankthans de seneste år. Jeg synes, at det er en god anledning til at snakke om magi, den ikke-institutionaliserede religion og især den kvindelige åndelighed. Snakke om, hvorfor den blomstrer op i tiden. 

Jeg synes, det er enormt positivt, at der er kommet en større åbenhed, og at andre gerne vil lytte. For der er jo blevet praktiseret magi og hekseri af mennesker i evigheder – det er bare de sidste 200 år, at det er blevet så tabuiseret, at det er direkte farligt."

Hvad er en heks?

Hendes hånd ligger på bordet med tre fingre strakt frem, da hun hører spørgsmålet. Tre automat-svar, der ligger klar i baghovedet.

LÆS OGSÅ

Poul Reichhardt er Frederikkes far – nu afslører hun noget, offentligheden ikke vidste

Frederikkes far er skuespiller Poul Reichhardt: ”Han ville have elsket at vide, at folk talte så pænt om ham 40 efter hans død”

"Jeg har nogle vendinger, jeg plejer at sige. Men jeg har lyst til at gøre noget andet bare i dagens anledning. Og så vil jeg sige, ved du ikke godt, hvad en heks er? Hvad er det, der gør, at det skal siges?"

Hendes øjne er milde og nysgerrige. Hendes hænder er foldet i skødet igen. Spørgsmålet hænger i luften. Er en heks en Disney-figur med en lang næse, der flyver afsted på sin kost med forbandelser strømmende ud fra en tryllestav?

Eller er det kvinden, der ikke passer ind – hende på bålet? Ved vi ikke godt, at en heks er mere og andet end det?

"Jeg tror dybest set, en heks er en, der prøver at skubbe lidt til de der grænser og definitioner og kasser. Så derfor siger jeg heks for at lave det der spejl.

Hvad er det, du selv tænker? Og hvad er det, du ønsker eller er bange for, at jeg siger?"

Selvom rollen som heks blev afgørende for, at Andrea fandt tilbage til sig selv, så gør hun det ikke kun for sin egen skyld. Hver gang hun udfører et ritual og laver magi, tror hun på, at det gør en forskel i verden.

"Det er også godt at gøre noget for verden. For de andre levende – træerne for eksempel. Jeg tror på, at det gør noget godt for træet, at jeg lægger hånden på det og siger tak. Jeg kan godt lide omsorgen, som er i heksekraften.

I dag skal vi hele tiden gøre noget godt for os selv, optimere os selv, men jeg gør også det her for andre. Jeg stiller mig også frem og viser hele mig for de unge, der ligger ude på de psykiatriske afdelinger og tror, det er dem, der er helt fortabte. 

Det er derfor, jeg skrev 'Vølve', og derfor jeg også lige har skrevet 'Heksenes bog'. Jeg tror, det er vigtigt, at den her viden om magien og den levende verden kommer tilbage til folket."

Det har heksen altid gjort, forklarer Andrea. Hjulpet andre. Man er kommet til heksen, hvis man havde et problem, og så har hun kunnet hjælpe. Med åndelig vejledning, med urter, med omsorg.

"Der er jo en kæmpe identitetsmarkør i at sige, at man er heks. Men det, der er fedt ved det, modsat for eksempel at være aktiespekulant, er, at heksen kommunikerer med den bredere verden hele tiden. 

Aktiespekulanten sidder bare og hiver penge hjem til sig selv."

Den nyeste livsring

"Det hjælper virkelig at blive ældre, helt ærligt. Jeg tror, jeg var blevet rablende crazy, hvis ikke jeg havde praktiseret magi og heksekraft, men jeg har ikke syntes, det har været fedt at være heks, før jeg kom i overgangsalderen. 

Nu er jeg ved at gro ind i en ny identitet, som passer meget bedre til mig. Jeg føler, jeg laver det, jeg er skabt til. Det føles meget skæbneagtigt for mig".

Det er den cyklus, Andreas liv bevæger sig i, som hun er ved at affinde sig med. Livet går i ring, og der vil altid komme en ny nedtur. Det gode er, at hun altid kommer mere vidende ud på den anden side.

"Jeg har accepteret de der sammenbrud, som kommer. Alle går ned engang imellem og jo mere, vi kæmper imod, jo længere tid tager de, tror jeg. Og jo farligere bliver de. Det er jeg begyndt at tænke, men jeg ville ønske, jeg havde tænkt det lidt tidligere. 

For jeg har altid lært mere om mig selv af at skulle igennem dem."

Engang var hun ung og radikal, men den tid er forbi nu. Nu er hun mere eller mindre landet på begge ben i storbyen, hvor en ny balance i hendes liv er ved at indfinde sig.

"Da vi tog op i skoven, havde jeg mange idealer – det har jeg stadig – men det, jeg lærte oppe i skoven, virkelig lærte, er, at alting forandrer sig. Jeg tror simpelthen, det er farligt at stagnere for meget. Sådan tænker jeg mere i dag. Og så har jeg opdaget, er der faktisk er ret meget natur i byen. 

LÆS OGSÅ

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Skuespiller Christine Albeck Børge kan mærke den begyndende overgangsalder på sine skift i humøret. Hun er blevet mere følsom og mindre rasende. Men overgangsalderen har også haft betydning for forholdet til hendes mand, Lars Ranthe, som hun elsker på en helt ny måde.

Folk ser det bare ikke, så det er jeg begyndt at være opmærksom på."

Accepten af den evige forandring og at leve i et kompromis med sig selv, sin kæreste og verden omkring dem, er ved at bundfæste sig. Andreas øjne er varme, og hun rører blidt ved det armbånd, hendes børn har givet hende i 50-års fødselsdagsgave. 

Det symboliserer al den kærlighed, hun har i sit liv.

"Jeg er nok blevet lidt mere rolig. Jeg har fået det bedre, faktisk, men det er på grund af overgangsalderen. Jeg lærer en masse om mig selv, og – det kommer sikkert til at se dumt ud på skrift, men nu siger jeg det alligevel – for at lære det har jeg været nødt til at gå så grueligt meget igennem. 

Ligesom i eventyr. 

Det er bedre at kaste sig ind i de prøvelser og nedture end at stå og vente."

Nu husker hun også sig selv på at ligge og stirre på sin telefon eller lave ingenting. At være uperfekt.

"Jeg vender mig jævnligt mod mig selv og siger, "så så Andrea, det er okay, du har kæmpet hårdt – tag en slapper". Og det hjælper virkelig. 

Det er vigtigt at tage en slapper og lave ingenting, siger hun og tilføjer grinende:

"Det er frygteligt, jeg synes, jeg lyder som en gammel dame nu."