Foto: Alexander-Banck-Petersen
Anette og James Price er ikke i tvivl - dét var en stor fordel, da de mødte hinanden
De to mødte hinanden, da de var i 40'erne - og det betød, at de kunne undgå nogle af de 'fælder', som de før var røget i.
Da Anette og
James Price mødte hinanden på en onlinechat, var de begge i 40’erne. I dag er
de ikke i tvivl om, at det var en fordel, at de mødte hinanden i en moden
alder.
– Jeg var i
begyndelsen af 40’erne, og James var i slutningen, og på det tidspunkt er ens
personlighed jo ved at være formet. Man bliver selvfølgelig aldrig færdig med
at udvikle sig, det ville være kedeligt, men vi vidste, hvem vi selv var, og
det gjorde det nemmere at afkode, om man passer sammen, siger Anette Price, og
James Price supplerer:
– Man gør sig
jo mange erfaringer, også indenfor parforhold, gennem et langt liv. Man ved,
hvad man har det svært med, eller hvor man kan gøre det bedre, og det kunne vi
åbent og ærligt sige til hinanden og dermed undgå de fælder, vi måske var røget
i tidligere.
Parret mødte
hinanden i 2008, hvor de først skrev sammen i et par måneder, så talte de i
telefon, indtil de til sidst mødtes til kaffe hjemme hos Anette.
– Jeg synes, vi
var ret gode til at få afkodet, hvilke slags liv, vi gerne ville leve, da vi
mødte hinanden. Hvad er vores værdisæt? Passer det sammen? James går jo meget
op i gastronomi, og den interesse deler jeg. Vi har teater og musik til fælles,
og vi elsker begge at læse – der er så mange ting. Vi er fx ikke til
campingferier eller bjergbestigning, men vi elsker begge to Frankrig. Sådan
nogle måske lidt trivielle ting er faktisk vigtige, at få afklaret.
Selvfølgelig
skal man også op på de høje nagler og snakke om nogle grundlæggende principper,
men livet består også virkelig meget af hverdag og praktik. Der var vi nok
meget konkrete, da vi mødte hinanden, siger Anette Price.
Forskellig boligstil
Konkret blev
det også, da de to skulle flytte sammen, for Anette Price kunne godt lide hvide
vægge, og James Price boede med farvede vægge.
– James besøgte
mig i min lejlighed, som jeg havde på det tidspunkt i Nærum, og jeg besøgte
James’ hus på Frederiksberg. På den måde kunne vi se, hvordan den anden
indrettede sig, og hvordan vi godt kan lide at bo. Det er også væsentligt,
hvilken stil, man har. Vi var to modne mennesker i 40’erne, så vi havde vores
boligindretning, og vores måder at indrette vores hjem på rimeligt fasttømret
allerede. Jeg kan godt lide hvide vægge, og du havde faktisk et hjem med meget
malede vægge, siger Anette Price, og James Price fortsætter:
– Det var,
dengang mit gamle hus blev indrettet. Der var det meget moderne, at alle rum
skulle have hver deres farve. Men jeg kan også godt lide hvide vægge.
Når det kommer
til små tvister i parforholdet, kan alderen og erfaringen gøre, at de ikke
udvikler sig til noget større, er de to enige om.
– Man er
måske ikke så kompromisløs hvad angår værdier og principper, som da man var 25,
og det er en fordel. Man ved, hvad der er vigtigt og betydningsfuldt, men også
hvor man kan bøje sig, uden at der går noget af en, siger James Price.
– Man har løbet hornene af sig, når man mødes senere i livet, hvor man er mere
søgende i 20’erne og 30’erne. Så på den måde er det en fordel at møde hinanden
sent, synes jeg, for man har styr på sit liv, afslutter Anette Price.
James & Anette Price
- James Price er
komponist, kapelmester og restauratør og især kendt fra DR-programmet
"Spise med Price".
- Anette Price er uddannet kommunikationsrådgiver og driver sit eget
kommunikationsbureau.
- Mødte hinanden i et online chatforum i 2008 og blev gift i 2012.
- Udgiver deres anden krimi "Mord og mozzarella" som efterfølger til
"Det røgede lig" fra 2024.