I 2011 flyttede Rosalinde Mynster til L.A., hvor hun boede med sin daværende kæreste, filminstruktør Nikolaj Arcel. Men en forårsdag fik hun en besked, der ændrede hende og hendes familie helt grundlæggende – og sendte hende retur til København.

Hendes far, skuespiller Søren Spanning, havde fået en blodprop, som gjorde, at han lå i koma i en måned, uden at familien vidste, om han ville vågne igen.

Heldigvis, som et mirakel, vågnede han og kunne både tale og tænke og havde stadig sin gode gamle personlighed. I lang tid gik det fremad, og de var lykkelige. Desværre varede hverken fremgangen eller lykken ved.

LÆS OGSÅ

Josefine Høgh mistede sin far og fødte sin datter inden for få uger: ”Det var en af de største kriser i mit liv”

Fem uger efter, at Josefine Høgh havde født sin lille datter, døde hendes far, Lars Høgh. Den største lykke skulle pludselig sameksistere med den dybeste sorg, og det har taget hende lang tid at bearbejde.

– Det var virkelig svært, og vi sørgede alle over tabet af den far, vi kendte, samtidig med at han jo ikke var død endnu. Jeg har senere fundet ud af, at der findes et særligt begreb for det: ventesorg. For det er en langstrakt sorg at se et menneske, du elsker, blive dårligere og dårligere, miste livet og langsomt forsvinde fra dig.

Det fortæller hun i et stort interview i Eurowoman i denne måned.

Filmede den sidste tid

Familien var i ventesorg i seks år, indtil Søren Spanning døde i 2020. Og i den periode begyndte Rosalinde Mynster og hendes bror, Jasper Spanning, der er fotograf, at filme. Sig selv, deres far og deres familie. Optagelserne blev til filmen ”Vores fars sol”, som havde premiere sidste år.

– Jeg havde svært ved at tale om mange af de ting, jeg gennemgik på det tidspunkt, og filmen blev en måde at nærme mig det, der var svært. Sammen med min bror og min far, siger hun.

LÆS OGSÅ

Karen-Lise Mynster forstår ikke frygten for at ældes: ”Vores rynker er et livsarkiv”

Karen-Lise Mynster oplever, at vi er aldersforskrækkede i samfundet, og hun ærgrer sig over, at vi ikke hylder rynkerne og søger flere råd hos de ældre. Det er nemlig en gruppe, der bliver mere og mere usynliggjort.

Filmen blev et rum, de kunne være i sammen. De var jo alle vandt til at arbejde kreativt, så filmen blev deres fælles sprog. ”Vores fars sol” er en ode til deres far, men den handler også om nogle af de svære og skamfulde følelser, der kan opstå i pårørende.

– Det er virkelig svært at være ”den gode pårørende” i så lang tid. Jeg elskede min far inderligt, men for at jeg kunne være i det, havde jeg også brug for at distancere mig fra sygdommen i perioder, så jeg også kunne have en hverdag og leve mit liv.

– Det er virkelig hårdt, at et af de mennesker, man elsker allermest, pludselig repræsenterer noget, man vil væk fra, og det skabte rigtig meget skyld og skam i mig, som jeg også måtte deale med efter hans død. Alle de gange, jeg ikke tog telefonen og følte mig utilstrækkelig som datter. Jeg var også ung dengang og havde nogle gange svært ved at finde rundt i livet.

Sorgen var uoverkommelig

Det var en helt utrolig svær tid, forklarer hun.

– Jeg har altid været en grinebider, og pludselig kunne jeg ikke mærke noget. Jeg kunne ikke grine, jeg kunne ikke græde, jeg var bare bedøvet. Samtidig skete der også utrolig meget godt i de år. Det var en blanding af at være enormt forknyt og samtidig ville livet og virkelig et fast track til at blive voksen.

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Med tiden har Rosalinde Mynster tilgivet sig selv. For med sådan et tab vil mængden af timer tilbragt sammen aldrig være nok.

– Ved tabet af en så vigtig person vil sorgen altid være uoverkommelig stor. Men ved at dykke ned i den og være i den sammen med min bror, gjorde jeg det lidt nemmere og måske også lidt smukkere. For livet bliver smukkere af sådan en oplevelse. Man lærer noget om sig selv og livet ved at give plads til det, der er hårdt.

Læs hele artiklen i denne måneds Eurowoman.