Hvilken vej var den første, du gik på? 

"Det var Ny Munkegade 73 i Aarhus, hvor jeg er født og boede de første ni år af mit liv." 

"Jeg havde en harmonisk barndom, og min storesøster og jeg var trygge og glade. Vi blev ikke forkælede, men vi fik det, vi havde brug for og råd til."

"Min far svejsede togene på Centralværkstedet for DSB, og min mor var hjemmegående. På et tidspunkt fik de sparet sammen til udbetalingen på en bungalow i det, der hed Pipkvarteret, og så flyttede vi til Blåmejsevej."

LÆS OGSÅ

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

"Huset kostede 40.000 kroner, og udbetalingen var på 8.000. For ikke så længe siden fik jeg tilsendt to Anders And-blade med posten med et brev fra en håndværker, som havde renoveret huset. Han havde fundet dem i isoleringen og skrev til mig, at det jo nok ikke var første gang, at jeg havde de blade i hænderne, og det er rigtigt. Vi læste Anders And hele tiden."

"Jeg har stadig en veninde tilbage fra 3. klasse, og det er dejligt med sådan en livsveninde. Vi kender hinanden på godt og ondt, og for hende er jeg ikke hende sangerinden, der er jeg bare Birthe fra skolen."

Hvordan husker du din vej mod berømmelse? 

"Selvom jeg sang i en trio, da jeg var barn, var det først, da jeg som 21-årig kom på Dansktoppen med sangen Arriverderci Franz, at jeg blev berømt. Dansktoppen var kun tre måneder gammel, og sangen gik direkte ind på førstepladsen, så fra den ene dag til anden vidste folk, hvem jeg var." 

"Inden havde jeg bare tænkt, at det var meget sjovt at skulle lave en plade, for så havde jeg da altid et minde om den tid, men pludselig var der en masse pressefolk, der ville lave interview med mig. Fordi jeg havde været med i trioen, kendte jeg lidt til branchen, så jeg kunne godt håndtere interessen og optræde nogenlunde professionelt, og jeg syntes, at det var vildt spændende."

LÆS OGSÅ

Dette skal du vide om overgangsalder - før du går til lægen

Efter i århundreder at være blevet forskningsmæssigt ignoreret og omtalt i dæmpede vendinger, oplever overgangsalderen lige nu at være kommet på dagsordenen. Og det nye er, at hormonbehandling ikke længere er bandlyst. Her bliver du klædt godt på til at stille din læge de rigtige spørgsmål, når du rammes af de første symptomer.

"Min mor og far var meget stolte, selvom det med at optræde bestemt ikke var noget, de tilskyndede. Det var noget, jeg gerne selv ville, og så gav de lov."

"Johnny Reimar var min indspilningschef, og jeg var heldig, at han vidste, hvad han havde med at gøre. Han havde fingeren på pulsen og lavede mange nye hit for mig, så jeg hele tiden holdt gryden i kog. Til sidst måtte jeg opgive min læreplads i banken, hvor jeg havde orlov fra, fordi jeg ikke kunne begge dele."

Hvem er din vigtigste vejleder?

"Min sunde fornuft. Jeg var uheldig med, at min første manager snød mig, og derfor har jeg ikke siden knyttet mig til en manager. Jeg har guidet mig selv og forhandlet alle kontrakter fra job til job, og det har givet mig den selvstændighed, som jeg har i dag."

"Jeg overvejer selv alt, og sætter jeg nogen til at lave noget for mig, har jeg altid hånd i hanke med det. Det er nok også derfor, nogen folk måske synes, at jeg er lidt vanskelig, når de arbejder med mig, men jeg vil have det, som jeg vil have det."

"Min tilgang til mit arbejde er formet af den jyske muld. Jeg flyver ikke med, selvom noget er en succes for mig, jeg tager det stille og roligt. Jeg har aldrig troet, at jeg var verdensstjerne, bare fordi jeg blev kendt på et øjeblik. Det hele kan jo hurtigt forsvinde igen. Derfor har jeg altid for en sikkerhedsskyld holdt fast i at arbejde meget. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske. Men nu kan jeg jo bare blive pensionist, hvis ikke jeg har lyst mere."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte? 

"Først og fremmest min familie, og så mine nærmeste venner. Jeg har en god håndfuld tætte venner, som jeg har kendt igennem 50 år, og det betyder meget, at jeg har dem at dele mit liv med. Dem, der er par, har jo hinanden at dele ting med, men når man er alene, som jeg er, så mangler man en at dele oplevelserne med."

"Jeg har også haft nogle kærester igennem livet, der har betydet meget for mig. Jeg har tre mænd, jeg har følt mig meget knyttet til, og som har sat sig i mit hjerte."

"Det var min første kæreste, Helmer Olesen, som var min kapelmester på pladefronten i mange år. Så var det Knud Thorbjørnsen, som var koncertarrangør. Vi oplevede mange spændende og sjove ting sammen, fordi han kom så meget rundt i verden med sit arbejde. Til sidst var der Fritz Schur."

"Når jeg falder for en mand, skal der først og fremmest være humor. Og så skal der være klogskab. Jeg har været heldig med de tre mænds støtte og gode råd på forskellige områder."

"Jeg går ikke og savner at være i et forhold. Nu er jeg i den alder, hvor man ikke helt orker det, men hvis det dukker op, og hjertet begynder at banke vildt og uhæmmet, så kunne det da godt være, at jeg alligevel fik lyst til det, men det er ikke noget, jeg søger eller går og drømmer om."

LÆS OGSÅ

Min mand driver alle til vanvid

Der er nogle problemer med min mand, som jeg har været gift med i 31 år. Han har et grimt sprog og er generelt negativ. Det er gået ud over hans relation med sin familie, og jeg er bange for, at det snart smitter af på mig og vores børn også, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje? 

"Det har jeg det rigtig dejligt med, for det sker altid på en hyggelig måde med smil og søde henvendelser. Så kommer folk med en sød bemærkning eller beder om en selfie."

"Forleden kom jeg ud af en butik, hvor der sad en hjemløs og solgte Hus Forbi. ”Du ligner en gammel sangerinde”, sagde han. ”Jamen, det er jeg også”, svarede jeg. Og så kom han i tanke om, hvem jeg var, og vi fik en snak, hvor jeg også fik et indblik i hans situation."

"Folk har sådan en positiv indstilling. Jeg føler lidt, at jeg er blandt venner, når jeg er ude. Og gudskelov, at jeg ikke står for noget, som en masse mennesker ikke kan lide. Jeg har altid haft det princip, at jeg ikke udtaler mig til pressen om politik og religion, for det er den nemmeste måde at få uvenner på. Og det er slet ikke min opgave at have en mening om det. Jeg skal bare synge."

Hvad er den mest overraskende vej, du er gået? 

"Da jeg nærmede mig 50, fik jeg lyst til at prøve noget andet og tog et sabbatår. Jeg var ikke træt af selve det at optræde, men jeg var kørt sur i at køre så mange kilometer på landevejen hele tiden, så jeg fik kontakt til et børnehjem i byen Pattaya i Thailand, hvor jeg var i tre måneder."

"Det var dejligt at være der, og det var virkelig tiltrængt for mig på det tidspunkt. Samtidig var jeg også glad, da jeg skulle tilbage til mit arbejde igen. Når jeg efterfølgende skulle optræde, var det med færre nerver end tidligere, fordi opholdet havde sat mange ting i perspektiv for mig. De små ting var ikke så vigtigt længere, efter jeg havde stået med forældreløse børn, og børn, der havde det dårligt, i armene."

"Jeg ser stadig tre af børnene fra hjemmet, som siden blev adopteret til Danmark. Den ene – Mai – fik jeg særlig kontakt med, da jeg mødte hendes forældre, den dag de hentede hende. Hun var så bange for alting, at de inviterede mig med ud den første aften, fordi hun var vant til mig."

"Siden blev vi virkelig gode venner, og i dag er Mai 28 år. Sidste sommer blev hun gift i en af mine hvide kjoler, som jeg tidligere har optrådt i. Det var stort for mig."

Hvornår har du stået ved en korsvej? 

"Efter jeg havde vundet Melodi Grand Prix i 1989 med Vi maler byen rød og været vært i 1990, syntes jeg, at cyklussen var afsluttet. Jeg havde været med hen over ti år, og efter at være blevet nummer to tre gange vandt jeg så endelig i 1989, så det, følte jeg, var slutningen på Grand Prix for mig."

"I 1991 spurgte Kim Sjøgren så, om jeg ville indsynge en sang, han gerne ville sende ind, og det sagde jeg ja til på den betingelse, at jeg ikke ville være med i Grand Prixet, hvis sangen blev udtaget. Det gjorde den så, og så kom han igen. Så stod jeg der og skulle vælge, om jeg ville synge hans sang eller ej. Det var en meget svær beslutning for mig, fordi jeg følte, at jeg var færdig med Grand Prix."

"En af mine venner, der er psykolog, rådede mig til at sætte mig i to stole – en ja- stol og en nej-stol – og mærke efter, hvad der føltes bedst. Og det gjorde ja-stolen. Jeg vidste godt, at vi ikke ville vinde, men jeg kunne mærke, at jeg alligevel gerne ville have oplevelsen med, og det var en dejlig måde at være med på, fordi der ikke var alle de nerver omkring, om jeg kunne vinde, for det havde jeg gjort to år tidligere."

"Vi blev nummer tre, så det var ikke så dårligt, og det var en rigtig god oplevelse, men så var det også slut med Grand Prix for mig, i hvert fald som deltager. Jeg var vært nogle gange siden hen."

LÆS OGSÅ

Camilla gik ”kedeligt” klædt, men så gav moderedaktøren hende 3 gode råd

Hvis du tror, at det eneste, der kan fikse dine tøjkriser, er at shoppe en masse nyt, så tro om igen. Måske har du brug for andre øjne på det, du allerede har i skabet. ALT for damernes moderedaktør Sara Lauridsen yder her stilmæssig krisehjælp til Camilla Fjeldsøe, som savner en retning og gode råd til, hvordan hun får brugt sit tøj på nye måder. Svaret er velvalgte accessories og en lille håndfuld kloge tilføjelser til garderoben – og mod.

Hvad er din vej til lykke? 

"Ro i sindet. Når jeg ikke er bekymret, bange eller nervøs for noget. Og så oplevelser. Nu er jeg i en alder, hvor jeg samler på dem. Hver dag skal helst have en god oplevelse. Det kan være at gå ud at spise, en ven, der kommer og spiller kort, eller at vi hygger os på en anden måde."

"Det kan også være at opleve teater og revyliv, og hvad der ellers sker af kulturelle ting. Jeg er ikke til store fester og farver, og jeg har ikke en stor udlængsel, fordi jeg har rejst meget i mit liv. Jeg er nok blevet nøjsom med alderen."

Hvor er du på vej hen nu? 

"Jeg prøver egentlig bare at se, hvor lang vejen er og så få en masse oplevelser ud af det. Jeg vil gerne stadigvæk udvikle mig, så jeg ikke bare holder fast i det gamle, så jeg har lige indspillet en ny single, Lad det ske, og den skal vi have glæde af i sommerens løb til alle festivalerne, hvor jeg blander mine nye sange med de gamle, som folk elsker at høre."

"Det er en stor glæde for mig at se, hvor stor glæde sange som Vi maler byen rød og Pas på den knaldrøde gummibåd stadig spreder. Alle de mennesker i alle aldre, der står og hopper med. Det er helt vildt."

"Mine sange er jo fra en tid, hvor dansktop var meget skarpt adskilt fra andre genrer – det var sådan noget, man rynkede på næsen af, og som ingen ville indrømme, at de hørte. I dag har de unge en meget bredere opfattelse af musik. De kan stå og synge med på gummibåden på den ene scene og så bagefter gå videre til den anden og rappe med på Tessa."

"Det er skønt, at jeg og mange andre er blevet så accepteret, at vi kan slippe af med den begrænsning, der hedder dansktop, for det er et dumt begreb. Når det kommer til stykket, er det jo alt sammen popmusik."