I april satte Vera Kaiser sig ind i en flyver i Københavns lufthavn. 

Men modsat alle dem, der skulle sydpå for at holde påskeferie under varmere himmelstrøg, havde hun hverken pakket strandhåndklæde eller bikini.

I stedet havde hun en ladcykel med i bagagen, der skulle hjælp hende med at realisere drømmen om at cykle omkring 2500 kilometer gennem Japan.

For mange lyder det som et vildt projekt, men for Vera er det turen, hun har drømt om, siden hun var teenager.

Alligevel skulle hun blive 27 år, før hun kom afsted. For med årene var det blevet én af de drømme, der aldrig bliver til noget – men så fik hun en erkendelse, der satte skub i tingene.

LÆS OGSÅ

Der er 28 år mellem Astrid og Jakob: ”Det første halve år gik vi slet ikke ud offentligt”

Astrid Lund Johansen og Jakob Olrik har modtaget utallige kommentarer om deres forhold fra fremmede mennesker på internettet. Falske narrativer og forkerte antagelser har fyldt, når deres forhold har været til offentlig debat i diverse kommentarspor, men nu tager de selv ejerskab over fortællingen i DR-programmet 'De unge kærester'.

– Efter jeg er blevet voksen, er jeg blevet mere bange, end jeg har været tidligere. Bange for mørket, bange for at være alene. Altså jeg har det godt, jeg bor med min kæreste, jeg har en dejlig familie, men jeg har bare en følelse af at være mere bange og meget afhængig af andre, og det ville jeg gerne udfordre, fortæller hun.

Så da Vera i januar 2025 blev færdiguddannet som tv- og medietilrettelægger og stod uden job, virkede det som det helt rigtige tidspunkt at pakke tasken og tage på eventyr. Et eventyr, hun har valgt at dele på sin Instagramprofil i form af små videodagbøger.

Og selvom der til sidst var mange, der fulgte med, var indholdet mest for hendes egen skyld.

– Jeg var på backpackertur i Asien alene, efter jeg blev student, og jeg har nærmest ingen billeder derfra. Når man rejser alene, er der jo ikke nogen, som man kan dele minder med, og fordi det her var min store livsdrøm, så ville jeg gerne have noget at se tilbage på.

Så både cyklen og kameraet blev pakket, da hun satte sig for at cykle de godt 2500 km i Japan fra syd til nord på bare to måneder.

Alt er anderledes

Inden afrejse brugte Vera en hel måned på at planlægge ruten, hun skulle cykle, og hvor hun skulle overnatte.

Men allerede første dag i Japan viste det sig, at hun godt kunne smide dén plan ud ad vinduet.

LÆS OGSÅ

Gør du dette, kan du spare op til flere tusinde kroner om måneden

Alle har råd til at få opfyldt sine drømme – også de store af slagsen. Det hele handler om at give din privatøkonomi et grundigt eftersyn, og løbende trimme den. Det fortæller kvinden bag Moneymum, Pernille Oldgaard, som er aktuel med nyt økonomisk opslagsværk.

– Man kan planlægge så meget, man vil, men når man lander, så er alt bare helt anderledes. Jeg havde nok også overvurderet mine egne evner, fortæller hun.

– Det gik helt galt den første dag. Ruten gik hen over et bjerg, og det var meget højere, end jeg havde forventet, jeg havde slet ikke kigget på nogle højdekurver hjemmefra. Vejen var spærret på toppen, fordi der havde været jordskred, så jeg kunne slet ikke komme derhen, hvor jeg gerne ville, og jeg endte med at cykle hele vejen tilbage, hvor jeg kom fra, i mørket, mens jeg græd rigtig meget, fortæller hun.

Derfor var hun nødt til at aflyse alt det, hun havde booket, og lave en ny rute.

Selvom turen kom dårligt fra start, endte den med at være fyldt med mindeværdige oplevelser, og faktisk er det særligt de oplevelser, hun ikke har filmet til sine videoer, som har gjort størst indtryk.

– Det er de oplevelser, der bare har været for mig, siger hun og fortæller om et tempel, hun besøgte på sin første cykeldag.

Først så templet tomt ud, men så kunne hun høre lyden af en tromme i det fjerne. Da hun fulgte lyden, mødte hun en munk, der kaldte hende til sig og placerede hende foran en stor Buddhastatue.

LÆS OGSÅ

Mødte sin hustru i gymnasiet: Her er Mads Pedersens store kærlighed

Cykelstjernens hustru har været en støtte gennem mange år.

– Han fortalte mig, at han ville bede for mig, og det gjorde han så. Jeg var meget håbløs og opgivende den dag, og jeg begyndte bare at græde imens. Jeg følte mig set af ham, og det havde jeg virkelig brug for. Om bønnen virkede, ved jeg dog ikke, siger hun og griner.

Åbent kropssprog

Undervejs har Vera fået mange venner, men det har også været et bevidst valg at gøre sig åben for at møde nye mennesker.

– Det har for eksempel været ved at lade min telefon blive i tasken, huske at kigge op, eller at spørge nogen om vej, selvom jeg godt kunne finde det selv.

Det overraskede hende, at japanerne var så udadvendte. Når hun først faldt i snak med en lokal, var det næsten svært at komme videre igen, fortæller hun.

– De var så åbne og hjælpsomme, når vi først brød isen. Meget ligesom danskere egentlig – vi er private, men når der først er blevet åbnet op for os, så bliver vi meget hurtigt inderlige med hinanden.

Den største forhindring var sprogbarrieren, for Vera oplevede, at der ikke var nogen i Japan, der talte engelsk. I hvert fald var der ikke mange, der havde lyst til at bruge det fremmede sprog.

– Det var en stor udfordring, men det var også fedt at opleve, at man ikke skal tale særligt længe med nogen, før man kan forstå hinanden, også selvom man ikke taler samme sprog. Det kan være med fagter eller toneleje, forklarer hun.

LÆS OGSÅ

Anna Lin bruger dette trick, når hun tager på solo-eventyr – og det kan du også

Anna Lin tager på den rejse, hun drømmer om, selv om veninderne ikke vil med. Men hendes ”main character energy” er IKKE et fravalg af fællesskabet, siger tv-værten, der gerne vil inspirere dig til at gøre de ting, du har lyst til, i stedet for at vente på andre.

Netop den nonverbale forbindelse blev også klar for Vera, da hun spiste med en mand, der senere blev hendes ven, og som hun omtaler som sin ”japanske far”.

– Jeg sagde til ham, at jeg ville ønske, jeg kunne tale bedre japansk, så det var nemmere at føre en samtale. Så sagde han til mig, ”man behøver ikke at tale samme sprog i munden, når man taler samme sprog i hjertet,” og det var virkelig dét, jeg følte – vi forstod bare hinanden. Vi talte det samme sprog, som jeg ikke fattede noget af, siger Vera.

Utryghed

For mange er det også et spørgsmål om tryghed, når man vælger at rejse med en ven, en kæreste eller sin familie. Og utrygheden har også pustet Vera i nakken nogle gange undervejs.

– Jeg kørte et sted, hvor der havde været jordskred, og hvor jeg bare følte, at bjerget ikke kunne lide mig, altså jeg fik en uhyggelig følelse. Der vendte jeg om og kørte en anden vej. Der var også et tidspunkt, hvor jeg sov på en parkeringsplads, hvor der kom nogle biler midt om natten, som bare holdte i tomgang. Der blev jeg meget utryg, fortæller hun og deler et godt tip til andre, der oplever en lignende situation.

– Find nogle ting, der kan gøre, at du føler dig tryg. Jeg sov med min lommekniv, og nogle dage delte jeg min lokation med dem derhjemme. Lad være med at blive i følelsen af utryghed. Gør noget konkret i stedet, siger hun.

Det betyder dog ikke, at hun ikke selv har gjort nogle ting, hvor hun i bagklogskabens lys kan se, at det måske havde været bedre at sige nej.

Da hun besøgte byen Sapporo, som ligger i det nordlige Japan, kørte der en bil forbi hende. Den mandlige chauffør stoppede op ved siden af hende og spurgte, om hun ville med ud at spise.

– Det var min sidste aften i Japan, det var lørdag, og jeg ville gerne ud. Så jeg sagde, at jeg har en kæreste, så jeg ville ikke på date, men jeg ville gerne ud at spise.

Om aftenen skrev han, hvor han skulle hente hende, og her begyndte den dårlige fornemmelse at melde sig. Hun havde nemlig ikke lyst til at sætte sig ind i en fremmedes bil, og hun forsøgte at sige nej.

LÆS OGSÅ

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

– Men han insisterede på at hente mig i sin bil, så jeg endte med at give ham en adresse, der var i nærheden af der, hvor jeg boede. Jeg ville i hvert fald ikke vil have, at han skulle vide, hvor jeg boede, og så tog jeg min lommekniv i tasken, forklarer Vera.

Manden ankom i en stor Toyota, og de to kørte mod restauranten.

– Han var det mest ucharmerende menneske. Han pudsede næse i en t-shirt, han havde liggende på bagsædet, og han smed skrald ud ad vinduet – hvilket altid er slemt, men det er meget slemt i Japan, siger hun.

Mens de spiste, afslørerede samtalen også, at det nok ikke var hendes nye bedste ven, hun havde mødt.

– Vi smalltalkede, og jeg spurgte ham, hvad han laver til hverdag. I do business, sagde han. Jeg spurgte igen, om det var ulovligt, og der svarede han yes, yes, illegal. Han havde sit eget jordstykke, hvor han dyrkede noget, som han gerne ville vise mig et billede af, og så var det bare virkelig meget hash, fortæller Vera, der hurtigt fandt en undskyldning for at gå fra middagsaftalen, og nu lever efter, at man aldrig skal sætte sig ind i en bil med en fremmede.

Et mentalt pres

Når hun ser tilbage på sin tur, er der særligt én ting, hun ville ønske, hun havde vidst hjemmefra. Hun havde nemlig primært forberedt sig fysisk og praktisk, men gennem de to måneder viste det sig, at det i høj grad var mentalt, hun kom på prøve.

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

– Jeg skulle cykle hver dag, og så var der bare dage, hvor jeg ikke gad, og hvor jeg ikke syntes, det var sjovt. Hvor jeg var træt, havde ondt i benene og savnede min familie. Men jeg skulle jo videre. Så selv på de dage, hvor jeg virkelig ikke gad noget, der var jeg nødt til at gøre det.

Her hjalp det, at der var så mange, der var begyndt at følge med i de korte videoer, hun delte på sin Instagramprofil. I løbet ad rejsen voksede hendes antal af følgere til næsten 10.000, og når benene føltes tunge, hjalp den virtuelle støtte.

– Der er virkelig mange, der har skrevet, kommenteret og bakket op. Det har hjulpet mig meget på de dage, hvor det har været hårdt, eller hvor jeg ikke har kunnet overskue at cykle. Der er flere, der har skrevet, at deres døtre følger med, og det føles vildt, hvis jeg kan være med til at inspirere unge piger.

Udøver støtten har hun benyttet sig af et særligt trick for at håndtere det psykiske pres.

– Jeg tillader mig selv at være frustreret eller ked af det over de ting, der går galt eller er hårde. Måske græder jeg lidt – det har jeg jo gjort relativt mange gange i mine videoer. Jeg undertrykker ikke mine følelser. Jeg lukker det hele ud, og når det så er ude, så siger jeg, okay, det var det, og så går jeg videre fra det.

En erkendelse

Da hun tog afsted fra Københavns lufthavn tilbage i april, troede hun, at turen også ville blive en mulighed for at finde ud af, hvem hun er. Hun var ung og nyuddannet, og klicheen om at finde sig selv levede i bedste velgående hos hende. Men virkeligheden blev en anden.

LÆS OGSÅ

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

– Jeg har lært, at den person, jeg var, inden jeg tog afsted, er den person, jeg er. Så jeg har fået bekræftet, hvem jeg er. Jeg har ikke haft en åbenbaring i forhold til mig selv, eller at jeg skulle noget andet i livet, end det jeg har gang i nu, siger hun.

Alligevel er der mange ting i hendes liv, der er anderledes, efter hun har været afsted.

– Men det er ting, som allerede var i mig, som jeg nu har energien til at forstærke. For eksempel synes jeg, at japanerne er virkelig gode til at være opsøgende og hjælpsomme, og det er noget, som jeg plejede at være, forklarer hun.

– Men så kom studie, arbejde og manglende overskud i vejen for, at jeg kunne hjælpe andre og være der for dem. Det er noget, jeg har taget med mig hjem. Jeg vil ikke sætte mig selv i en situation, hvor jeg ikke kan være der for andre, som jeg gerne vil.

Har du andre ture planlagt?

– Jeg lever virkelig på, at det har været alt, hvad jeg drømte om, og mere til. Jeg er så fyldt op og lykkelig, men jeg har nye ture i tankerne, så der må man holde øje på Instagram, hvis man vil følge med.