Isabella sagde farvel til sin angst – og hun gjorde det ved hjælp af rovfugle

Isabella sagde farvel til sin angst – og hun gjorde det ved hjælp af rovfugle

Isabella voksede op med mobning og angst, men allerede dengang fandt hun tryghed hos dyrene. Hun havde dog aldrig drømt om, at hun en dag skulle stå foran publikum med store rovfugle svævende over hovedet.

hjemmet logo farve

Selvsikkert rækker Isabella armen frem, så den store ørn kan sætte sig. Den breder sine vinger ud, og den ene når hele vejen henover Isabellas hoved. Hun smiler. Hun er alt andet end bange, hun er i sit es.

"Det er en lang træningsproces at bygge tillid op, for en rovfugl er ikke en pleaser som en hund. Derfor er det fedt, når det lykkes," forklarer 31-årig Isabella Sanggaard.

Hun er falkoner og driver, sammen med sin mand Flemming, Silkeborg Ørnereservat med Rovfugleshow og Bisonfarm. 

I år er Isabellas første år som showmaster foran et publikum, der kommer for at se ørne, falke, høge og ugler flyve forbi på tæt hold. Alt sammen styret af Isabella. Noget, der nærmest var et usandsynligt scenarie, hvis man skruer tiden tilbage til hendes barndom.

"Mit udgangspunkt har været, at 'det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg ikke'. Jeg er vokset op med, at det jeg gjorde, aldrig var godt nok, så jeg udviklede en angst for nye ting," fortæller Isabella.

Sammen driver Isabella og Flemming Sanggaard Silkeborg Ørnereservat. Her står de overfor hinanden; Isabella har en rovfugl på hånden, som Flemming fodrer.
Isabella blev ansat hos Flemming i 2020. I dag er de to gift og driver sammen Silkeborg Ørnereservat, Rovfugleshow og Bisonfarm. Læs mere her: silkeborg-rovfugleshow.dk.

Fandt et fællesskab

Barndomshjemmet i Silkeborg var præget af en meget overbeskyttende forælder, og at verden blev set som et farligt sted.

"Vi var sjældent sammen med andre, så min søster og jeg blev meget tæt forbundet. Jeg lærte også hjemmefra, at jeg ikke var god nok, så jeg udviklede angst og blev mobbet i skolen, fordi jeg var usikker og et nemt offer."

"Vi havde en hund i familien, som opsøgte mig, når den blev bange, og jeg må have haft en rolighed i mig, trods alt, og følte mig tryg sammen med hunden," fortæller Isabella.

Da hun blev teenager blev forældrene skilt, og Isabella kom til at bo med sin mor, som hun også har kontakt til i dag.

"Mine forældre brød selv boblen, vi havde levet i, ved at blive skilt, og det hjalp mig til at løsrive mig. Jeg voksede i de år og fik rigtige veninder, mens jeg gik på handelsskole."

"Jeg fandt ud af, at jeg ville arbejde med dyr og være dyrepasser, men der var ingen lærepladser i Danmark, så jeg tog til England for at arbejde med rovfugle hos en falkoner. Det var fantastisk," erklærer Isabella med lys i øjnene.

Angsten rejste med, men Isabella fandt en måde at bruge den konstruktivt på: 

"Jeg er drevet af, at jeg skal gøre ting ordentligt, og jeg vil for alt i verden ikke skuffe nogen. Det betød, at jeg tog alle slags vagter og altid mødte op, modsat nogle af de andre unge, så det, der egentlig er min svaghed, blev også min fordel, for jeg fandt ud af, at mennesker slet ikke er så farlige. Jeg blev en del af et fællesskab," fortæller hun.

Sammen med sin mand Flemming driver Isabella Sanggaard Silkeborg Ørnereservat. Her står hun med falken Fenris på hånden.
Isabella flyver her med falken Fenris, der ligesom falken Holger ofte tilbringer hyggetid inde i stuen hos Flemming og Isabella.

Samme passion 

Mens Isabella arbejdede hos falkoneren i England, så hun den danske udgave af programmet "Alene i Vildmarken", som Flemming Sanggaard, alias Falkemanden, vandt i 2019. 

Hun mødte også en skotsk falkoner, som havde været på falkejagt med Flemming. Han bad Isabella hilse, hvis hun mødte ham.

"Men jeg tænkte, at det jo aldrig kom til at ske," siger hun.

Hjemme i Danmark søgte hun job på de fire rovfugle-centre, der er i landet. Også hos den fra fjernsynet, men Flemming fik mange uopfordrede ansøgninger og sendte et afslag retur. 

Han tog dog ansøgningen frem igen, for under COVID blev der travlt. Folk kunne ikke rejse udenlands, men måtte gerne forsamles udendørs, så de kom og så shows hos Falkemanden. 

Da han genlæste Isabellas ansøgning, opdagede han, at hun havde gået på jagt med høgen Spitfire, som han mange år tidligere havde trænet i Skotland. Isabella havde tilmed en hilsen til ham. Og så var hun inviteret til jobsamtale.

"Jeg blev ansat som altmulig-kvinde og flyttede ind i nabohuset," fortæller Isabella.

Chefen og den nyansatte blev først gode kollegaer, så venner, så kærester og for nylig blev de også gift, for som Isabella siger:

Isabella Sanggaard driver sammen med sin mand Flemming Silkeborg Ørnereservat. Her ses hun med en stor ørn med spredte vinger siddende på hånden.
"Jeg er drevet af, at jeg skal gøre ting ordentligt, og jeg vil for alt i verden ikke skuffe nogen," fortæller Isabella.

"Vi har samme passion, og jeg har set mange forhold, der ikke gik, fordi kun den ene var optaget af fugle. Vi nyder at være her i naturen med fuglene," erklærer hun.

Flemming har haft stedet i snart tyve år, og har med Isabellas ord "knoklet hele livet". Den nu 51-årige falkoner faldt i 2022 om midt under et rovfugleshow og har fået konstateret kronisk hjertesvigt. Sidste år var han parat til at lukke sit livsværk, men så stod Isabella der.

"Jeg vil gerne prøve at stå foran publikum. Jeg har i forvejen haft mange med på det, vi kalder "Falkoner for en dag", hvor jeg er guide. Jeg har også mødt mange unge, der kæmper med angst, sådan som jeg selv gjorde, og det er meningsfuldt for mig at se dem møde dyrene og finde ro," fortæller hun. 

Flemming kommer fortsat til at deltage i stedets rovfugleshows, men i en mindre rolle end tidligere. Han er stolt og glad for, at Isabella er nået så langt med sig selv, at hun insisterede på, at de skulle give den nye rollefordeling en chance. 

I dag mærker Isabella ikke længere angsten. Kun den naturlige nervøsitet, der kommer, før hun træder ind foran et stort publikum:

"Jeg har været så vant til at tænke 'det kan jeg ikke', men jeg øver mig i at tænke, at det skal nok blive sjovt og spændende. Det er jo fantastisk at dele sin begejstring og sin passion," siger hun med et smil.