Boligindretning
SPONSORERET indhold

Opdateret typehus: Smykkedesignerens enkle stil

Kom med til Søborg i et forvandlet typehus fra 60’erne.

Af: Julie Vöge Foto: Christina Kayser Onsgaard
08. feb. 2016 | Bolig | BoligLiv

Da Cecilia ventede barn nummer to, virkede lejligheden på Østerbro for lille og trang.

– Både Jesper og jeg er vokset op i Nordsjælland med have og glæden ved at kunne komme ud i naturen omkring os. Den  mulighed ville vi gerne give vores egne børn, og vi var derfor efter mange år i byen klar på at rykke ud til bedre plads, have og frisk luft, men stadig tæt på København, fortæller Cecilia. Valget faldt på et parcelhus fra begyndelsen af 60’erne i Søborg, der kunne skabe de ønskede rammer for familien. Med nogle ændringer i planløsningen ville parret kunne få et stort køkkenalrum. Og ved at skrælle tapeter, brune lofter og sort skifergulv væk kunne de også få et lyst, rent og enkelt udtryk frem.

– Og så er der det med 60’er-huse, at de som regel har kvadratiske værelser, der er lette at indrette, og masser af indbyggede skabe, så opbevaringsplads aldrig er et problem. Og som en trumf havde det her hus sildebensparketgulve, siger Cecilia.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan får du et rent og skinnende køkken

Flittig handyman

Men et er at se muligheder, noget andet er at realisere dem. Og da der ikke var uanede midler på kontoen, måtte især Jesper trække i arbejdstøjet. Hver dag efter arbejde i seks lange måneder tog han til Søborg og knoklede løs, mens Cecilia passede deres søn, og maven voksede.

– Jeg er jo ikke håndværker, men efter sådan en husrenovering på egen hånd følte jeg mig meget håndværkeragtig og har siden ikke været skræmt væk af handy-projekter. Det var med andre ord hårdt, mens det stod på, men bagefter er det kommet familien og mig til gode, at jeg kan finde ud af at betjene boremaskine, stiksav og i en håndevending kan sætte ny stuk op, siger Jesper med et grin.

Effektfulde stilleben

Der er ikke så meget som en tapetrest, en træliste eller klat brun maling tilbage i huset. Tværtimod har familien indrettet parcelhuset så gennemført hvidt, lyst og enkelt, at det kommenteres af mange gæster.

– Jesper og jeg har let ved at holde rammerne hvide og enkle, fordi det er en stil, som vi begge to godt kan lide. Hvidt skaber ro. Når jeg går i gang med at arbejde, fungerer jeg bedst kreativt, når jeg er omgivet af orden og enkle rammer, uanset om jeg laver smykker eller grafiske opgaver, fortæller Cecilia. Når det er sagt, er Cecilia samtidig mester i at skabe stemningsfulde opstillinger med effektfulde tone i tone-sammensætninger. De er studier i hendes begejstring for lækkert kunsthåndværk, design, farver og effektfulde, grafiske universer.

– De ting, jeg skaber stilleben ud af, er samlet over tid. Når de bliver sat sammen i små, definerede universer, komplimenterer og forstærker de hinandens form og farver. Hvis de bare stod hulter til bulter rundt omkring, så ville de ikke virke så stærkt, siger Cecilia.

LÆS OGSÅ: Designer Line Hvass: "Når du kommer ind, får du dig et overraskende skud farvevitamin"

På køkkenbordet står et stemningsfuldt stilleben på en lavasten fra Made a Mano. De tørrede valmuekapsler står i en glasvase fra Holmegaard. Farverne er afstemt tone i tone.

Ved overtagelsen af huset var der sænkede, brune lofter af træ, som hurtigt blev pillet ned for at åbne op i fuld loftshøjde. Det giver luft og får rummene til at virke større, end de er. Stolene er fra Paustian, mens pendlen er fra Louis Poulsen. Spisebordet har Cecilia og Jesper selv tegnet og fået en smed til at udføre.

Læg mærke til, hvordan hvert lille stilleben på reolerne er arrangeret tone i tone. Marmorpladen er fra et stenhuggeri, og kobberstagen er fra Hay.

IDE
Saml dine stilleben på mindre plader eller bakker. Det holder visuelt lidt orden på nipsgenstandene og får dem til at syne af mere.rne er arrangeret tone i tone. Marmorpladen er fra et stenhuggeri, og kobberstagen
er fra Hay.

60’er huset var oprindelig med røde mursten, men facaden blev filtset grå, efter at Cecilia og Jesper flyttede ind.

Stuens farver er alle samlet ved bogkasserne fra AtBo. Ovenover hænger to billeder af kunstneren Jan Oksbøl Callesen, som Cecilia gik på Designskolen med. Mindre tryksager og papirer opbevares i tidsskriftsholdere fra Ikea, der giver et ensartet, roligt udtryk inde i reolkasserne. Lamperne er fra Bestlite v/Gubi.

Fra køkkenalrummet er der kig ind til pejsestuen. Kunstværket over køkkenbordet er af Cathrine Raben Davidsen. Det fluorescerende tryk på væggen har Cecilia selv lavet.

Cecilia står selv bag ringen i guld med otte kanter. Hun er stor tilhænger af at udstille sine favoritsmykker og andet tilbehør rundt om i boligen, så hun kan nyde form og farver hver dag. Skåle fra Hay, lavastensplader fra Made a Mano og vase fra Wauw-design.

Entreen har som resten af huset hvidpigmenterede sildebensparketgulve, hvide vægge og lofter og ikke for mange ting, der forstyrrer øjet eller tager gulvplads. De farverige knager, Manto Hooks, er købt hos Stilleben.

Ikke noget med kogeøer og overskabe i køkkenet. Det er udformet så minimalistisk som muligt med et 6,5 meter langt køkkenbord i Corian fra Garde Hvalsøe lagt oven på elementer fra HTH.

“Det er tit smart at gemme knap så pæne ting i væggen ved at ’æde’ et stykke af et tilstødende rum”, forklarer Jesper.

IDE
Køleskabet er gemt i væggen og går ind i et stort skab på den anden side af væggen i entreen.

Pejsestuen havde før brunt træloft, sort skifergulv og røde murstensvægge. I dag er væggene pudset op og malet hvide, og takket være store vinduer og glasdøre er her altid lyst. Marmorbordet er fra Ox Denmarq, og de to træstole er vintage designet af Hvidt & Mølgaard.

Bag bordet anes pejsen, og den indbyggede bænk ved siden af den er naturligvis familiens favoritsted at slænge sig. Cecilia har indrettet smykkeværksted ved det høje bord. Gulvet har indlagt varme og er malet med epoxymaling.

Ikke noget med kragetæer og udstregninger. Selv Cecilias skitser til nye smykker er som resten af hendes arbejde og indretning sirligt i orden og et helt kunstværk i sig selv. 

De tørrede blomster har Cecilia taget ind fra haven. “De er smukke at se på, og jeg har en ide om, at de kan inspirere mig i mit arbejde en dag.”

Cecilia i gang med at skabe sine smykker.

CECILIAS SMYKKER
I november 2014 lancerede Cecilia Brøgger sin første smykkekollektion i eget navn. Kollektionen består af øreringe, ringe, halskæder og armbånd i guld og ædelstene med stramme grafiske, former bl.a. en ottekantet ring. Se mere på ceciliabroegger.dk

Anbefalet til dig