Rengøring af køkken
SPONSORERET indhold

Guide: Sådan får du et rent og skinnende køkken

Når vi gør hovedrent, springer vi ofte køkkenet over, for vi rydder jo op og tørrer af efter hvert måltid. Alligevel kan det godt betale sig engang at give rummet en rigtig grundig rengøring.

Af:: Julie Svarrer Foto: Getty Images
02. jan. 2022 | Bolig | Hjemmet

Køkkenrengøring trin for trin:

Emhætte

Filtret i emhætten kan blive rigtigt fedtet og ulækkert, og det er derfor vigtigt at vaske det mindst en gang om måneden. Både hvis emhætten skal fungere optimalt, og du vil undgå at dit køkken lugter af friture. Du kan putte filtrene i opvaskemaskinen eller lægge dem i blød en times tid i brændende varmt vand tilsat lidt opvaskemiddel.

Ovn

Den hurtige måde er at smøre ovnen ind i brun sæbe, tænde på 50 grader i en halv time og bagefter rengøre med varmt vand. Du kan også lade være med at tænde ovnen og i stedet lade sæben virke natten over. Husk handsker, når du bruger brun sæbe.

Bageplader

Hvis riste, bageplade og ribber (kan tages ud af de fleste nyere ovne) også er blevet beskidte, kan du lægge dem i blød natten over i en blanding af vand, opvaskemiddel og salmiakspiritus. Brug 5 liter vand, 1/2 dl opvaskemiddel og 1/2 dl salmiakspiritus. Det kan godt lugte lidt ubehageligt, men det virker.

LÆS OGSÅ: 5 gode råd: Sådan bliver din ovn helt ren

Kogeplader

Det bedste, du kan gøre, er at fjerne madrester med det samme. Fastbrændt mad er nemlig ret svært at få af igen. Har uheldet været ude, skal du bruge maser af knofedt, men hvordan du tager affære afhænger af, hvilken kogeplade, du har. Er den af ældre dato som gaskogeplader eller massekogeplader, må du gerne bruge skurebørster og skuremiddel, mens du skal være meget mere forsigtig med glaskeramiske og induktionskogeplader.

Køleskab

Eddike- eller citronvand er faktisk det bedste middel her. Husk at tørre efter med en klud opvredet i rent vand.

LÆS OGSÅ: Rengøringsguide: Rent køleskab på 20 minutter

Skuffer

Det giver ikke meget mening at vaske dit bestik op for bagefter at putte det ned i en skuffe fuldt med krummer og andet skidt. Derfor skal du huske at gøre bestikbakken og skuffer og skabe rene med jævne mellemrum.

Vask

En beskidt vask er et paradis for bakterier, og ofte glemmer vi at gøre den ordentligt rent. Et effektivt middel her er faktisk bagepulver. Opløs bagepulver i lidt vand, og gnid det rundt i hele vasken. Herefter fjerner du det med en ren klud og en blød svamp. Husk at være ekstra grundig omkring afløbet. Her skal du måske bruge en skuresvamp.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du kalk på badeværelset

Mikroovn

Sæt en skål med vand og citronsaft eller citronskiver ind på glaspladen, tænd for mikroovnen i nogle minutter, så vandet får lov til at koge. Lad skålen blive stående derinde i nogle minutter. Herefter er det nemt at tørre snavs og fedt væk med en fugtig klud.

Væggene

Dine vægge har sikkert en del pletter af stegefedt. Hvis du har flisevægge, ståloverflader eller vægge med vinyl i køkkenet, kan du få dem helt rene ved at blande 2 dl vand, 2 dl husholdningseddike og 1 dl ufarvet opvaskemiddel. Du smører blandingen på væggene med en klud, lader den virke i ca. 30 minutter, skrubber med en svamp og tørrer væggene af med en våd klud.

Anbefalet til dig