Lasse efter "Landmand søger kærlighed": Sådan går det med kærligheden
Efter tv-programmet står Lasse ved en skillevej, fortæller han.
For Lasse Korsgaard har oplevelsen i "Landmand søger kærlighed" været givende på flere måder.
Først og fremmest har han fået en ven i Winnie, fortæller han til HER&NU, da vi fanger thyboen over telefon.
Artiklen fortsætter under videoen...
– Kærlighed blev der ikke så meget af, men et godt venskab har vi. Winnie har mange gode kvaliteter, og hun er gæv pige, der er intet der. Det er nok mig, den er gal med, siger Lasse.
Efter kameraholdet forlod Lasses gård, så han og Winnie en del til hinanden.
– Jeg har været oppe og besøge hende, og hun har været her. Det har været meget hyggeligt, og der er go i hende. Det er ikke det, men det er som om, jeg er fyldt op. Jeg skal have styr på min ejendom og den vej, jeg skal nu i mit liv, forklarer han.
En skillevej
Ifølge Lasse står han ved en skillevej. Han vil nemlig nedskalere sin virksomhed.
– Jeg har både haft besøg af ejendomsmæglere og en revisor, fordi jeg skal have noget af det solgt fra. Jeg kan ikke producere noget, som ikke er rentabelt. Det er det, jeg roder med lige nu, og det fylder altså meget. Jeg er nødt til at have kontrol over det, før jeg kan magte det andet, siger Lasse. Han tilføjer:
– Det er vigtigt, at jeg får det lavet rigtigt for mig selv nu, for jeg kan så godt lide mit arbejde. Jeg bevæger mig fra primær produktion til egentlig at være detailleder, og så kan folk komme og få lidt oplevelser, og jeg kan måske leje lidt jord ud, forklarer Lasse, som i forvejen tilbyder Sofari på gården, hvor gæsterne kan møde grisene.
Fokus har derfor været et andet sted, medgiver Lasse. Han har dog stadig kontakt til Winnie.
– Jeg ses stadig med Winnie, og vi snakker stadig en gang i ugen.
Ifølge den 62-årige landmand kaster han sig heller ikke hovedkulds ud i kærlighedsrelationer. For som han selv siger: "Brændt barn skyer ilden".
– Jeg kan synge den sang med kogepladen. Jeg har prøvet en del i livet, og jeg er nok også lidt bange for at blive såret. Jeg går all in, og det betyder også, at man hurtigt kan få alle tævene. Det der med at åbne halvt op, det går heller ikke, og så kan man køre lidt distanceforhold. Det går også galt på et tidspunkt. Det er lidt svært, siger landmanden ærligt.
Klar på nye eventyr
Landmanden tror dog på, at han nok skal blive klar til at lukke kærligheden ind i fremtiden.
Oplevelsen med tv-programmet har nemlig givet ham modet og lysten til at se, hvad der er udenfor Thys grænser.
– Jeg har fået kendskab til en masse nye mennesker, og jeg har fået udvidet min horisont. Det har da gjort, at der også er mange andre ting, jeg gerne vil se og opleve. For ellers er tiden mest gået med arbejde, skal du huske, siger Lasse, som også gerne vil ud at rejse i den nærmeste fremtid.
– Det er ikke sikkert, det behøver at være med en kæreste. Det kunne også bare være med en god ven. Der er meget af verden, jeg ikke har set, og det vil jeg gerne. Det er nok dér, jeg starter. Jeg har aldrig været så meget ude, som jeg er lige nu. Jeg har endda været i København to gange, afslutter Lasse med et grin.