Er dit parforhold skyld i, at du er blevet kedelig?

KLUMME: Der sad vi. Min veninde og jeg til den store fest med middag og dans, bænket med en masse nye folk. Jeg kom alene, efterhånden landet efter skilsmissen. Med mod på at møde nye mennesker, have en sjov aften og fejre værtinden. Måske endda flirte og danse. Hvis det var.

Jeg har nemt ved at snakke med andre. Jeg bliver ikke genert, jeg er god til at spørge ind og reelt interesseret i at høre, hvem personenerne overfor mig er, og hvad de rummer. Det gælder både mænd og kvinder. Men når nogen til festen præsenterede sig selv, sagde de 'vi'.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal det lange parforhold hyldes?

'Vi' boede nord for København, 'vi' var i gang med at bygge køkken om, 'vi' kunne lide at gå på jagt, 'vi' havde børn, og 'vi' havde været på ferie både sydpå og i ødegården i Sverige. Især mændene. De var kun sig selv, når de var på job.

Farlig for de andre
Jeg hyggede mig nu fint, egentlig rolig over at alle var afsat. Så kunne man i det mindste konversere. Middagen var fantastisk, vinen ligeså, og der blev sunget. De andre havde travlt med at tale om carporte og den slags, for de vidste vist bare ikke helt, hvad de skulle sige. Mit nye liv passede ikke ind i de rammer, de andre levede i.

Jeg følte, at jeg endelig tog store, saftige lunser af mit liv. Jeg kunne stille op til arrangementer, stå til rådighed for oplevelser, se solen stå op over byen (i hvert fald i de uger, jeg ikke havde børnene). Jeg kunne være mig. Og var det. Samme dag havde jeg læst op sammen med andre forfattere, nydt det kollegiale, solen og et publikum i min hule hånd. Og her blandt jævnaldrende følte jeg mig inderligt fraskilt. Også selvom mine børns far og jeg har haft den mest fredelige skilsmisse. Det var vist lidt farligt med mig. Som om det smittede.

LÆS OGSÅ: "Her er kvindetypen, jeg undgår"

Jeg husker en børnefødselsdag, hvor ungerne, manden og jeg sad med de andre forældre i køkkenet. Og folk snakkede kun om biler, børn og ombygninger. Jeg sad stum, sætningerne sad fast, jeg spiste kagen og drak kaffen, mens jeg døde lidt indeni. Hvorfor talte de ikke om noget, der betød noget? Var deres liv virkelig så små?

Det var for lidt, hvis det var det, man skulle snakke om med andre par, indtil man døde engang. Jeg ville have mere ud resten af mit liv.

Under min krise brugte jeg venner og veninder til at få vendt mine tanker. Der var dem, der fik et fjernt blik i øjnene og klamrede sig til deres partner. Som om det faktum, at mit ægteskab var begyndt at flagre, kunne påvirke deres. Jeg husker, hvor farlig det føltes, da jeg først tænkte 'måske er der mere end det her'. Så jeg forstod dem godt.

Kan tydeligvis ikke holde på en mand
Kvinden ved siden af mig til middagen var, sagt med al kærlighed, et mareridt. Høj blondine, smuk, velklædt i noget stramt med en tårnhøj stilet under. Hun havde et godt job, som hun var dygtig til. Hendes mand overfor var helt utroligt pæn. Jeg følte mig efterhånden lille, bred og fraskilt. Jeg snakkede med hende. Hun var skide sød og faktisk sjov. Jeg nævnte skilsmissen. Hun var drønmisundelig, viste det sig.

- Jeg skulle have knaldet med flere efter mit første ægteskab, sagde hun.

Hendes lækre mand blegnede under det utroligt pæne fuldskæg. Men han fik kuløren tilbage, da hun fortalte, at det jo simpelthen skulle være ham og hende, og så blev det sådan. Vi skålede.

LÆS OGSÅ: Luk munden og få et bedre parforhold

Selskabsrygerne stod udenfor, mændene drak sig mod til. På let slingrende ben og en hemmelig smøg i hånden belærte de mig om, hvad jeg skulle huske i mit næste forhold. For tydeligvis kunne jeg ikke holde på en mand. At jeg nok vidste mere om forhold og mænd, fordi jeg havde prøvet flere, faldt dem ikke ind.

Min anden veninde fik at vide, at hun skulle holde snitterne fra en kvindes mand (som hun ikke lagde an på). På vej hjem i morgengryet snakkede vi om alt. Om at fremtiden var uvis, men det var det fine ved den. At vi havde et 'os', der ikke var begrænset af parforhold.

Hvornår blev folk så kedelige? Er tosomhed virkelig nok, og hvorfor tror folk ofte, at parforholdet er endestationen? Jeg tror på kærlighed, men jeg tror ikke, den er svaret på alt i sig selv. Jeg venter gerne på en kæreste, for jeg tør godt være alene, hvis det er sådan, man er et 'vi'.

Skyd mig, please, hvis jeg ikke kan snakke om andet end fysiske ting. Eller hvis jeg tror, du er ude efter min næste mand, bare fordi I danser. Giv den gas, for fanden! Tænk, hvis det en dag er for sent?

LÆS OGSÅ: Få styr på de 5 største problemer i parforholdet og undgå skilsmisse

LÆS OGSÅ: 10 ting der er vigtigere end sex

LÆS OGSÅ: Her er de tre mest sexede ord, en mand kan sige