Se 6 lækre hoteller i de nordiske hovedstæder
SPONSORERET indhold

Romantisk getaway: Her er de mest romantiske hoteller i Norden

Se de lækreste, mest romantiske og unikke hoteller i de nordiske hovedstæder.

Foto: Et hem, Stockholm, presse
12. feb. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Selvom der er mange oversete storbydestinationer, er nogle af de mest oversete byer oftest dem, der er tættest på os. Derfor sætter Eurowoman fokus på de fantastiske oplevelser, du kan få i Norden. Senest har Nina Persson guidet til Malmös bedste falafel, men nu gælder det de nordiske hovedstæders unikke hoteller:


Et hem, Stockholm

Hotellet med kun 12 værelser er indrettet i en tidligere privatbolig. Konceptet er, at du ikke skal føle dig som gæst, men derimod som om du var hjemme. Og hvem der bare havde sådan et hjem, indrettet i afdæmpede farver, træsorter og skandinavisk design. Du bliver gennemforkælet og kan få pulsen ned i den smukke gårdhave.
Etthem.se

The Thief, Oslo
Med sit silo-lignende udseende og beliggenhed ved vandet kan du spotte The Thief på lang afstand. Slap af på værelserne indrettede med tykke tæpper og masser af puder, eller gå en tur op på tagterrassen, og nyd den smukke udsigt over Oslo-fjorden.
Thethief.com


Ion, Island
Som en luksuriøs betonklods ligger Ion lige midt i den barske islandske natur og tilbyder cool indrettede værelser, lækre saunaer og en 10 meter udendørs pool, hvorfra du kan slappe helt af med udsigt til ingenting. Hotellet ligger en times kørsel fra Reykjavik og er oplagt, hvis du er på sightseeing rundt på Island eller bare vil opleve en helt unik beliggenhed.
Ioniceland.is

Kex HOSTEL, Reykjavik
Midt i Reykjavik ligger hostellet Kex Hostel, der er indrettet i en gammel kagefabrik. Her er enkelt- og dobbeltværelser, men også gruppeværelser med køjesenge, hvis det skal være meget budgetvenligt. Interiøret er lavet af genbrugsmaterialer og -møbler.
Kexhostel.is


Story Hotels, Stockholm
Vil du bo lidt billigere, men stadig superlækkert, så book dig ind på Story Hotel. Story Hotels look er råt, holdt i beton, mursten og varm kobber. Morgenmaden er inkluderet i prisen, og den er rigtig god.
Storyhotels.com


Klaus K, Helsinki
Designhotellet Klaus K ligger helt centralt i Helsinki og er indrettet med masser af fine detaljer. En del af værelserne er små, men vil du gerne have meget plads og mere privatliv, kan du booke dig ind på hotellets nyeste koncept, The Sky Loft, som er ekstra store værelser med egen indgang. Gå ikke glip af den overdådige morgenbuffet med mange økologiske råvarer.
Klauskhotel.com 


LÆS OGSÅ: Maiken Winther guider til sit Nørrebro

LÆS OGSÅ: Se Nina Perssons ultimative guide til Malmø

LÆS OGSÅ: Det fik jeg ud af min ego-ferie på Madeira