Saras fortælling vil få dig til at tænke en ekstra gang, næste gang du levner mad på din tallerken

Jeg er gået sulten i seng hver aften i tre måneder. Drukket enorme mængder grøn the for at bilde mig selv ind, at min mave var fuld. Eller i det mindste ikke tom, selvom den har rumlet højlydt og brokket sig over mit slankeprojekt. I december må jeg til sidst indse det, jeg egentlig har vidst længe. Jeg var blevet langt større, end mit tøj kunne rumme. De løstsiddende kjoler var begyndt at stramme om min mave og de stramtsiddende… tja, de var for længst pakket langt væk, så jeg ikke behøvede blive konfronteret med lynlåsenes manglende evne til at mødes om min krop.

Så jeg tog mig sammen. Satte mit kalorieindtag ned til omkring 1.500 om dagen, gnaskede grøn peber og hvidkål som snacks og gik over 100 kilometer om ugen i min egen udgave af kapgang. Det virkede. Jeg er på tre måneder blevet ti kilo lettere og kan igen passe det meste af mit tøj.

LÆS OGSÅ: "Jeg går i skole hver dag, så jeg kan blive advokat eller læge, når jeg bliver voksen"

For nyligt faldt jeg fra igen, fordi jeg fik travlt på mit arbejde. Jeg arbejder for Dansk Flygtningehjælp og en stor del af den travlhed handlede om at arrangere en tur til det sydlige Somalia for at dokumentere det store arbejde med blandt andet at bringe vand ud og dele mad ud, som mine lokale kolleger laver hernede og den sultkatastrofe, der står for døren og hamrer på den. Det er her, jeg sidder og skriver disse linjer.

I går talte jeg med en kvinde, der var gået i flere dage fra sit hjem i jagten på mad. Hun var nu kommet til en tidligere lejr for internt fordrevne, som nu igen er ved at blive fyldt op med mennesker fra landområderne, der har søgt hertil for at finde føde. Hun fortalte mig, at hun intet mad havde fået hele dagen. Heller ikke dagen før.

”Jeg fik en kop the til morgenmad i går. Siden har jeg ikke fået noget,” sagde hun. 

Nu venter hun på, at hun kan få rationer via FN’s fødevareprogram og organisationer som Dansk Flygtningehjælp.

Der er tusinder og atter tusinder her, som er hundrede procent afhængige af humanitær hjælp. De færreste her får tre måltider om dagen. Nogle kun et enkelt. Jeg talte tidligere i dag med 30-årige Habiba, som var gået i dagevis for at komme til et sted, hun kunne få hjælp. Hun havde sin nyfødte baby med. Hun pegede på sit bryst og sagde:

”Jeg føler sult hele tiden og skal amme mit barn. Men jeg har ikke noget mælk længere. Når hun græder, så giver jeg hende brystet, men der kommer ikke noget ud.”

LÆS OGSÅ: 19-årige Ea blev så forelsket, at hun traf et valg, som på alle måder ændrede hendes liv

FN advarer mod en humanitær katastrofe af usete dimensioner blandt andet lige uden for den grønne hoveddør her i Dansk Flygtningehjælps lokale kontor i den lille by Dollow. Nu sidder jeg så her, føler mig mæt og ser på min tallerken med ris og sammenkogte grøntsager, da tanken strejfer mig: Kan man levne midt i en sultkatastrofe?

De seneste måneder er jeg hver aften gået sulten i seng. Alligevel må jeg ryste på hovedet, da en kvinde tidligere i dag ser undrende på mig, da jeg spørger hende, hvordan sult føles, og hun svarer: ”Jamen det ved du da. Det ved alle da.” Nej, det ved jeg ikke. Jeg har været sulten, men det har altid været af eget valg. Jeg har aldrig prøvet at sulte.

Jeg føler mig helt igennem privilegeret over ikke at være født et sted, hvor sult ikke er en følelse, man behøver beskrive, for den kender alle jo. Jeg føler mig helt igennem trist over, at verden er indrettet på en måde, så millioner og atter millioner ikke får nok at spise, mens mit største problem med mad er, at jeg for længe har spist for godt og for meget.

Derfor sidder jeg nu og tænker over, hvorvidt man kan levne mad på tallerkenen, når tusinder må gå sulten i seng lige uden for døren.

Jeg har lyst til at køre ud og aflevere maden på min tallerken til nogen af dem, der så desperat har brug for den her. Men det nytter ikke noget. For det første må jeg ikke forlade vores kontor uden vagter, og hvis jeg endelig kommer ud til en af lejrene, hvad skulle jeg så tage med til alle de andre, der heller ikke får noget at spise?

Risen fylder i min mave, den smager godt, men giver mig en dårlig smag i munden. Verden er ikke altid et retfærdigt sted. Jeg tager den sidste bid og priser mig lykkelig over, at jeg har valget, om jeg vil gå sulten i seng eller ej.

Hvis man har lyst til at donere til Dansk Flygtningehjælps arbejde mod sult i Somalia og andre af de berørte lande, kan man sms’e flygt50 til 1919 eller give via https://flygtning.dk/stoet-os. 

LÆS OGSÅ: Dennis’ sekretær modtager ofte blomster, chokolade og tilbud om dates. Men hun findes slet ikke

LÆS OGSÅ: Dansk multimillionær i New York: Jeg mistede ALT – og det var det bedste, der kunne ske

LÆS OGSÅ: Iværksættere vil gøre spiselige insekter til ny superfood i Danmark