"Jeg går i skole hver dag, så jeg kan blive advokat eller læge, når jeg bliver voksen"

Af Cana Buttenschøn

"Er det der din seng?" ­spørger jeg den lille, forsagte ­pige, som netop har inviteret mig ind i familiens hjem. To høns går rundt på det hårde og knoldede lergulv, der ryddes for mus i det øjeblik, vi træder ind i rummet.

Madrassen på gulvet i det rum, der også er soveværelse for hendes forældre og søskende, er på størrelse med dem, vi bruger i barnevogne derhjemme, og så beskidt og gennemslidt, at jeg end ikke ville tørre fødder i den, hvis jeg havde set den hjemme i Danmark.

"Ja" sagde pigen stolt. "Jeg har min helt egen seng".

Pigen hedder Isatu og er otte år gammel, og så er hun mit nye fadderbarn, som jeg har været så heldig at få lov til at ­besøge på en tur med Plan Danmark til Sierra Leone i Vestafrika. Vi skal sætte fokus på piger og kvinders livsvilkår op til den store Women Deliver-konference i Danmark.

Isatu er stolt over at have sin egen seng, og hun er glad for bare at have et sted, hvor hun kan sove i fred – noget der langtfra er en selvfølge. Hun bor med sin far og mor og fem søskende i en lillebitte landsby langt, langt ude på landet. Landsbyen ligger ned til en sø, og mit første indtryk af stedet er, at det må være paradis på jord. Lige indtil jeg kommer til at kigge mig sådan rigtigt omkring.
Husene er små, kummerlige hytter med bliktage, og jeg forsøger at forestille mig, hvordan det må larme i regntiden, som varer næsten seks måneder om året. Der er ingen elektricitet, og vandet hentes i byens eneste brønd placeret nogenlunde midt i landsbyen.

Den dag jeg forsøger at bære en spandfuld vand på hovedet, knækker de lokale kvinder sammen af grin over min kluntede facon, som kun bliver bekræftet, da jeg i et pinligt forsøg prøver på at give en hånd med tøjvasken, som selvfølgelig foregår med fuld knald på knofedtet og med hænderne og tøjet i en rytmisk bevægelse op og ned af det riflede vaskebræt. For manges vedkommende er det første gang, de møder et menneske med lys hud, glat hår, spids næse, blå øjne og fregner på næsen. Men jeg oplever, at vi kan mærke hinanden: pigerne, kvinderne og jeg. I hvert fald kan jeg mærke dem og den samhørighed, vi har, udelukkende baseret på vores køn og en indbyrdes forståelse af at være nysgerrige på – og åbne over for – hinanden.


Cana Buttenschøn med 8-årige Isatu i hånden. 

Samme drømme – ulige muligheder
Den dag vi ankommer til landsbyen, bliver vi budt velkommen med fest, sang og dans, og jeg har sjældent følt mig så velkommen noget sted i verden. Isatu og hendes klassekammerater støder til festlighederne efter skole, de er selvfølgelig gået de tre kilometer hjem.

"Selvom det nogle gange er hårdt at gå hele vejen til og fra skole, især de ­dage, hvor jeg ikke har fået morgenmad ­eller frokost, så gør jeg det hver dag, så jeg kan blive advokat eller læge, når jeg ­bliver voksen," fortæller hun stolt.

Alle de piger og kvinder, jeg møder på min rejse, fortæller om deres ­drømme. Både de forliste og dem for ­fremtiden, fælles for dem er, at de handler om uddannelse og karrierer præcis på samme måde, som jeg oplever, at vi kvinder i Danmark har drømme og ambitioner for os selv. Der er bare en kæmpestor forskel på vores muligheder for at få opfyldt de drømme.

Jeg ser ikke mig selv som feminist, men nærmere som en forkæmper for generelle menneskerettigheder og for en udviskning af de traditionelle kønsroller. Vi er alle ligeværdige, og vi bør alle have lov til og mulighed for at gøre netop det, vi er bedst til. Alligevel tog jeg flere gange mig selv i at tænke på vores ­formødre, ølejre og kvindekampe, da jeg begav mig længere og længere ind i forståelsen af, hvilke forhold kvinderne i Sierra Leone lever under.

De er undertrykt af mændene – mange steder i en sådan grad, at det virker, som om pigerne og kvinderne betragtes som ligegyldige. Som tomme hylstre, der kun har til formål at tilfredsstille ­mændenes behov.

Mandens ejendom
Når pigerne i de fattige familier går ud af syvende klasse, hvor udgifterne til skolen stiger, er det kutyme, at de giftes bort til ældre mænd, som kan forsørge dem, og sjældent vender tilbage til skolen. Pigerne bliver som 12-13-14-årige tvunget til at flytte fra deres familier og sammen med en ældre mand, som "naturligvis" kræver sin ret til at tilfredsstille sig selv i selskab med sin unge kone. Pigerne bliver simpelthen voldtaget af deres egne mænd. Tæsket, gennembanket og voldtaget, ­indtil de makker ret og lader deres mænd gøre med dem, hvad de vil.

En af de kvinder, jeg bliver særligt berørt af på turen, er 19-årige Ramatu, der bor alene med sin 5-årige datter efter at have levet i et forhold præget af angst og vold i årevis. Hun fortæller om, hvordan hun som 12-årig blev gift med en mand, som hendes forældre havde valgt til hende. Hvordan voldtægt blev en del af hverdagen – og slag, når hun forsøgte at sige fra. Som 14-årig blev Ramatu gravid og sendt på porten, fordi manden ikke mente, det var hans ansvar at tage vare på hverken hende eller barnet, når hun havde modsat sig sex med ham. Han mente slet og ret ikke, at han kunne stilles til ansvar, når hun ikke selv havde bedt ham om at gøre hende gravid.

Kvinderne i hendes netværk blev også banket på plads, hvis de forsøgte at ­hjælpe, og den lokale præst befalede hende at gå tilbage til sin mand og bede om forladelse for at have været uvillig.

Det rører mig dybt at møde denne ­unge kvinde. Hun er så voksen. Og mærket. Og helt, helt anderledes, end jeg selv var, da jeg var 19 år gammel.


19-årige Ramatu (t.h.) var en af de kvinder, der gjorde et stort indtryk på Cana Buttenschøn. 

Mor på dansk
Jeg oplevede selv at blive "smidt på porten" som 17-årig. Jeg havde et skænderi med min mor, som mundede ud i, at jeg flyttede. Først hjem til en veninde og siden på kollegieværelse. Jeg husker det som en hård tid, fordi det eneste økonomiske bidrag, jeg fik, var mine børnepenge, fordi jeg var under 18 år. Jeg levede af de penge, jeg tjente på mit studiejob, mens jeg arbejdede på at få min studentereksamen på samme måde, som de fleste andre piger, jeg kendte – med øl og drenge i den ene hånd og bøger og fraværskvoter i den anden. Selvom det føltes hårdt, er faktum alligevel, at mit liv ikke ændrede sig synderligt. Jeg gik ­stadig i skole og havde stadig mad på bordet.

Som 19-årig startede jeg på jordemoderuddannelsen og flyttede fra den kæreste, jeg havde mødt i 3.g. Jeg var blevet træt af ham, som jeg blev det med drenge. Jeg bestemte selv, hvem jeg ville være sammen med, og tænkte aldrig, at der var noget særligt ved det, ligesom jeg ­aldrig tænkte over, hvor heldig jeg var, da jeg selv kunne bestemme, både om, hvor, hvad og hvor længe jeg ville studere.



Sidenhen har jeg selv truffet en lang række valg. Valget om prævention for eksempel. Og valget om at få en mand – og sidenhen børn. Jeg har valgt at droppe mit job som jordemoder til fordel for at være professionel blogger, fordi jeg havde lyst, og fordi jeg fik muligheden. Jeg er ikke bundet af andet end min egen lyst til at forme mit liv, som jeg vil. Hermed ikke sagt, at livet ikke af og til kan føles både hårdt og uretfærdigt, men i bund og grund bestemmer vi selv. Vi har retten til vores egen krop og til at gribe mange af de muligheder, vi gennem livet bliver præsenteret for.

Da jeg blev mor, var det, selvom det ikke var planlagt, et aktivt valg. Vi valgte at beholde barnet, som var lavet af kærlighed, og det er uden sammenligning det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. At blive mor – oven i købet to gange. Det er den vildeste opgave jeg nogensinde har sat mig selv på, og jeg gør hver eneste dag mit bedste for at være den mor, jeg gerne vil være. Jeg vil gerne ­opdrage mine drenge til at blive selvstændige, ordentlige og empatiske mænd, som både formår at varetage egne og andres interesser, og som ikke gør forskel på kvinder og mænd, sorte og hvide. Jeg forventer at komme til at følge mine børn igennem hele deres liv, og jeg er ganske overbevist om, at jeg, i hvert fald igennem deres barndom, vil gøre alt, hvad jeg kan for at beskytte dem fra den ondskab, der findes i verden.



19-årige Ramatu blev ikke beskyttet, da hun var barn, og hendes mor var nødt til at se til, da hun blev giftet bort, voldtaget og tæsket af sin mand. Hun fik heller ikke lov til at passe på sit eget barn, fordi alt, da hun blev mor, handlede om overlevelse. Heldigvis kom hun i kontakt med mennesker fra organisationen Plan, der gav hende støtte og mulighed for at komme tilbage i skole og redde sin datter fra en skæbne som hendes. Datteren blev sandsynligvis reddet på målstregen. Hvert andet sekund, hver dag, året rundt bliver en pige under 18 år giftet bort og frarøvet sin ungdom og muligheden for at få en uddannelse og i det hele taget selv at kunne bestemme over sit eget liv.