Nøgenscener, mobning og teologi: 7 ting du (måske) ikke vidste om Sofie Gråbøl

Hvad lærte du undervejs i optagelserne til Liberty?
– Jeg lærte sindssygt meget. Jeg er sådan et menneske, som nok befinder mig bedst, der hvor jeg befinder mig skidt. Når jeg kaster mig ud af min vante gænge – og der taler jeg i livet som skuespiller. Det er jo derude, man flytter sig. Det oplevede jeg på mange planer under optagelserne. Jeg skulle spille en rolle, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg skulle arbejde sammen med helt nye mennesker og endda på et helt nyt sted. Du finder dig selv i mødet med det fremmede, forklarer Sofie Gråbøl, og hendes øjne lyser op i oprigtig interesse for spørgsmålene, hun stilles.

Optagelserne til DR-dramaserien Liberty er ikke blot foregået på ekstremt kort tid. Det er også på et helt andet kontinent, hvor produktionen har været udfordret af manglende tilladelser, forsinkelser i transporten og manglende forplejning til castet.

LÆS OGSÅ: Connie Nielsen: "Det er altid svært at tage afsked med mit hjem"

– Jeg har lavet rigtig meget for DR gennem tiderne, men der sker virkelig noget, når man flytter den velkørende maskine ud i noget helt nyt. Det var jo et helt fremmed sted, siger hun med henvisning til Sydafrika, hvor optagelserne foregik over 10 uger. Selv om Sofie Gråbøl ikke var til stede på settet samtlige ti uger, var det lange dage med 12 timers arbejde, seks dage om ugen, og hun var drænet for energi, da hun vendte hjem til Danmark bagefter. Men hun fortryder intet.

– Det er et nyt sprog, nye måder at tænke på og nye arbejdsmetoder. Det var berigende, siger hun.

Sofie Gråbøl ligner sig selv fra de mange roller, vi kender hende fra. Vicekriminalkommissær Sarah Lund fra Forbrydelsen, den irriterende kæreste, Hanne, i Blinkende Lygter eller den forstående Mulle ("Syv år, Niller") i Den Eneste Ene. Hun har kun kort tid til interviewet, som foregår på Rungstedlund, hvor DR har sat et stort pressemøde op med skuespillerne fra Liberty. Det undskylder hun mange gange, mens hun spiser en sandwich i de korte øjeblikke, hun tænker over svarene.

Hvordan har din vej til Afrika været?
– Det er faktisk relativt få år siden, jeg første gang var i Afrika. Det var, da jeg rejste til Togo med Børnefonden, som jeg er ambassadør for. Denne gang var vi i Sydafrika, og holdet var sydafrikansk. Det har været en ubetinget fornøjelse – og intenst. Der skete meget uforudsigeligt, og tingene kørte ikke efter rutinerne.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg er ikke længere bange for at fejle og være uperfekt"

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Ja, det har jeg bestemt gjort. Måske allermest da jeg blev syg for fem år siden, siger Sofie Gråbøl om sin brystkræft, som hun ikke lider af længere.

– Jeg havde et år, hvor jeg ikke havde vejgrebet, indtil jeg efterhånden kravlede over på den rigtige side af autoværnet igen, om man så må sige. Det gav mig en dyb forståelse for, når andre mister vejgrebet.

Din rolle i Liberty, Kirsten, mister også vejgrebet. Hvordan oplevede du den rolle?
– Netop da hun i bogstaveligste forstand mister vejgrebet, bliver det et vendepunkt i hendes liv. Hun er et menneske med ressourcer, overskud og idealer, hun vil bare det gode. Men når livet tilter for hende, er hun nødt til at tage det op til revision, siger hun om Kirsten, som allerede i første afsnit af Liberty mister sin lille datter i en trafikulykke og derfor mister troen på sin familie.

– Jeg forelskede mig mere i historien end jeg gjorde i rollen, og det var dejligt at være med til at fortælle den. Jakob Ejersbo har jo skrevet Liberty på en måde, så den nærmest sprøjter op i ansigtet på dig, når du læser den. Den fortælling siger mig meget på så mange planer. Mødet mellem sort og hvid, men også søgen efter identitet. Det handler også om den måde, vi som hvide mennesker tager til Afrika på. Der er slagsider selv ved de meget gode intentioner, men vi er også både naive og arrogante i det møde. Derudover synes jeg, det er et generationsportræt af 68-generationen, som blandt andet var mine forældre, siger Sofie Gråbøl.

I Liberty spiller hun hovedpersonen Christians mor, Kirsten. Serien starter med, at Christian, Kirsten og lillesøster Anne-Mette flytter til Tanzania, hvor de skal bo sammen med faren, som arbejder inden for udviklingsbistand. Kirsten drømmer om at arbejde som sygeplejerske og gøre en forskel – som det populært hedder – i et meget fattigt land. Men både hendes mand, som drømmer om at bygge industri og fagligt sammenhold blandt tanzaniske bønder, og hun selv må se, at tingene langt fra altid lykkes i Afrika, som de ønsker sig.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: "Det tragikomiske er noget af det bedste, jeg ved"

Sofie Gråbøl er selv vokset op i et venstreorienteret kollektiv på Frederiksberg, hvor børn og voksne var ligeværdige, og friheden var stor. En barndom hun tidligere har beskrevet som lykkelig, fordi der altid var nogen hjemme at tale med, samtidig med at hun også havde privatlivets fred på sit værelse. Men hendes og Jakob Ejersbos generation havde forældre, som også i nogle tilfælde levede et liv, deres børn ind imellem betalte en høj pris for.

– Det med at ville ændre verden. Men hvad var prisen for alle idealerne? Jeg er jævnaldrende med Jakob Ejersbo, og Liberty er jo på den måde også et portræt af min egen generation.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det har jeg det fint med. Jeg har været i den her branche, siden jeg var 17 år, og nu bliver jeg snart 50. Jeg kan godt huske, at det var svært for mig, da jeg var ung, men sådan har jeg det ikke mere, og jeg kan faktisk godt lide at snakke. Mine børn synes, det er irriterende.

Sofie Gråbøl er helt med på, at hun har været med i nogle meget store produktioner på tv, som har eksponeret hende enormt i både Danmark og udlandet, men hun er også beskeden.

– Jeg oplever ikke selv, at jeg har stjernestatus, og jeg kan jo mærke, at folk føler, de godt kan gå hen til mig. Det er meget tilfredsstillende, når man får respons på det arbejde, man laver.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg skal spille mere teater, og så skal jeg faktisk i gang med at forberede en oplæsning, som jeg skal lave her på Rungstedlund (hvor interviewet finder sted, og hvor Karen Blixen boede, da hun vendte hjem fra Afrika, red.). Det passer mig rigtig godt, for jeg kan godt lide at forberede mig. Jeg elsker de store kontraster, der er i mit arbejde. Jeg har lige arbejdet intenst 12 timer om dagen i en måned, og nu går jeg ind i en periode i mit arbejde, hvor jeg fordyber mig i Karen Blixens tekster og endevender hver en nuance i hendes sprog