Klumme: Klar dine kærestesorger - alene

Det er svært at komme videre, når noget er færdigt. Jeg har ved den søde grød skrevet klumme op og klumme ned om mit eget knuste hjerte, om hvor synd det var for mig, at en mand ikke elskede mig! Suk, hjerte! For mig skal den slags skrives væk. Eller elskes væk. Begge dele virker glimrende.                   

Man må godt brokke sig til veninder, efterhånden som alt ses i et mere afklaret lys. Men prøv ikke på at binde en fin sløjfe på det, som er slut. Man får sjældent den afklaring og fred i sjælen, man håber på. Og det er ærligt talt lidt røvhulsagtigt at bruge en anden til at dulme en sorg, som man selv bør tage ansvar for at lindre. Det er din smerte, ikke deres.

LÆS OGSÅ: Hvordan ser kærestesorg ud, når det meste af Danmark er lukket ned?

Jeg mener naturligvis, at der er mening i at konfrontere gerningsmænd og folk, der har traumatiseret én. Men et knust hjerte efter et almindeligt forhold? Come on. Det bør man klare uden den andens hjælp, selvom det er hårdt.

Da mit eget hjerte var råt og blødende efter en knudemand, holdt jeg lange enetaler i mig selv med alt det, jeg ville sige til ham. Det var ikke småting. En eftermiddag var jeg til et arrangement og gik hen imod en panel­debat, og så stod han der lige så smuk, som da han skred. Smilende holdt han øjenkontakt med mig. Jeg ville ikke vende mig som en kujon, så jeg gik hen til ham. Jeg kunne have spurgt, om han var lykkelig, om han vidste, hvor ondt det havde gjort. Men vi sagde bare almindeligheder, og så satte jeg mig. Han listede af, den kryster. Det rystede mig, hvor meget jeg havde lagt i det forhold, hvor meget magt jeg gav den mand, der vragede mig. Og det tilfældige møde, alle mine ”hvad nu hvis’er?”. Intet af det betød noget. Jeg havde helet mig selv.

LÆS OGSÅ: Kærlighed på afstand: “Det er bare en lille smuttur”, var det sidste, jeg sagde til ham

Jeg tog hjem til min daværende kæreste, som jeg engang havde trøstet igennem SIN hjertesorg. Men han spurgte ikke ind til mit møde med den mand, jeg var kommet mig over, inden vi blev par. Sjovt nok læger mange mænd deres knuste hjertesår ved at indgå i et nyt forhold. Så tror da fanden, det nye ikke går. De gør ikke arbejdet, hvis du spørger mig. 

Langt senere gik jeg selv, kørt ned af at være følelses-nurse, blandt andet. Så gik han i sort. Efter et år ville han ses, for han ”havde brug for at se mig i et nyt lys og tale ud”, og jeg idiot sagde naturligvis ja – på den betingelse, at jeg ikke skulle vikles ind i hans proces. Vi gik en tur, han kunne næsten ikke sige to ord. Det bekræftede mig i, at det var rigtigt at gå, at han ikke havde forstået, at det understregede mit billede af ham. Jeg fik ikke set ham i et nyt lys, for den gåtur handlede primært om hans behov, hans proces, som jeg så alligevel skulle være en del af. 

LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund: ”Parforhold er svære for mig”

Katarsis er en kælling. For når man søger den, fastholder man jo smerten fremfor at foretage sig noget mere fornuftigt, nemlig at komme videre. Leve sit eget bedste liv. 

Men jeg forstår godt angsten for at stå selv, for så er det jo helt slut med at længes, bebrejde, rase og savne. Så er du nødt til at tage ansvaret for dine egne følelser på dig. De opstår og dør hen i dig, kærlighed og sorg findes, men følelser er OGSÅ projektioner, så du kan ikke tage vare på andres og lave deres følelsesarbejde for dem. Og du bør ikke overlade det til andre. Du kan godt. Og du skal selv.

Kan du huske den person, du ikke kunne leve uden? Tja, se på dig nu, i gang med at trække vejret og alt muligt.