Sussi Nielsen

Foto: Jens Bach Sussi forelskede sig i sin bedste ven, og sammen har de taget Danmark med storm.

Sussi Nielsen: "Det er både smukt og skræmmende at se auraer. Jeg kan se, hvem mennesker er"

Man kan ikke tale om Sussis karriere uden også at tale om Leo. De to ting hænger sammen, for da Sussi forelskede sig i sin bedste ven, fik hun også en karriere som – om ikke verdensberømt, så landskendt – entertainer.

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var en vej i Tanzania i nærheden af Iringa. Jeg har ikke været tilbage, siden vi flyttede derfra, da jeg var syv år, men Leo og jeg har for nylig fundet det på Google Maps, og det findes endnu. Der voksede jeg op og gik på en svensk missionsskole, for det var det eneste, mine forældre havde råd til. De havde en puretiumfarm – puretium er en margueritlignende blomst, man udvinder olie af, som blandt andet kan bruges til insektgift. Jeg var meget glad for at være der og kan huske meget derfra. Det var et eventyr."

"Min bror og jeg lavede for eksempel mudderkøkken. Det er noget med at grave tre huller i jorden og så lave ”mad” af mudder og blomster. Det hyggede vi os meget med. Vi var på besøg i Danmark en enkelt gang i 1960. Jeg kunne tale dansk, swahili, engelsk og svensk, og jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, hvilket sprog jeg skulle tale i Danmark, for det vidste jeg ikke. Det var vinter, og vi boede hos min farfar. Da det begyndte at sne, spurgte jeg min mor, om det var farfar, der bankede dyner, for jeg troede, det var fjer, der dalede ned fra himlen. Jeg kan også huske, hvor ondt det gjorde i tæerne, når de blev frosne af at gå ude."

LÆS OGSÅ: Skuespiller Kenneth M. Christensen mistede pludselig sin bedste ven - nu stiller han sig selv et vigtigt spørgsmål hver dag

"Da vi flyttede hjem til Danmark, var det til et sommerhus, vi lånte i Kregme, så jeg kom i skole i Frederiksværk. Huset var uden centralvarme, og det var fileme koldt. Min far, som havde været i Afrika i 11 år, skulle finde arbejde, men han havde været så langt væk så længe, og det blev ikke regnet for noget at have haft sin egen farm."

"Folk troede, han havde siddet på sin veranda med en pisk og kostet rundt med negrene, selv om han faktisk havde bygget vores hus selv af ler og komøg og også selv havde stået for al elektricitet, vvs og svejsninger. Så var der en, der foreslog, at han åbnede en campingplads. Så vi flyttede herop til Nordjylland, hvor mine forældre åbnede campingparken Jambo Vesterhav for 60 år siden. Der boede jeg de næste mange år og gik i skole på Saltum Skole."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg begyndte at spille lidt guitar som barn. Der var lejrbål hver fredag på mine forældres campingplads, og den lokale boghandler havde lært mig at spille tre akkorder. Jeg elskede at sidde og spille på campingpladsen og synge fra Højskolesangbogen. Mine venner lyttede til dansktoppen og hitlisterne, men næ, nej, jeg ville hellere synge fra Højskolesangbogen. Men så mødte jeg Leo, og han spillede i bandet Starfighters. Jeg fik en veninde til at gå over og spørge ham, om jeg måtte være med i bandet. Det var ikke musikken, der trak – det var drengene. Først sagde de, at de ikke ville have tøser med i bandet, men så gav hun Leo en ordentlig lussing, og så fik jeg lov at komme med."

"Jeg var egentlig lidt vild med trommeslageren, og senere blev jeg kæreste med guitaristen. Det forpurrede Leo, selv om jeg i starten ikke ville have ham, fordi han var så tynd. Men jeg fandt ud af, at Leo var nemmere at snakke med end de andre. Når jeg sagde, at jeg kunne se andre menneskers aura, grinede alle andre, men Leo syntes, det var spændende. Til en byfest i Løkken gik Leo og jeg en tur på stranden, og der forførte han mig. Vi har været sammen siden. Men vi kunne ikke enes i bandet, så det blev opløst, og så begyndte Leo og jeg at spille selv."

"I starten kørte Leos far os rundt i sin Morris 1000, som kun kunne køre 80 kilometer i timen. Han var også vores første booker. Vi sagde, at hvis vi ikke var berømte, når vi var 20 år, ville vi droppe at blive musikere. Men vi udskød hele tiden den deadline."

"Oprindeligt drømte jeg vist om at blive gartner, men så fandt jeg ud af, at en gartner også går ude i regn og storm. I dag ville det ikke genere mig, men det gjorde det dengang. Jeg overvejede også at blive laborant, for jeg kunne godt lide fysik. På et tidspunkt gik Leo og jeg ind til en studievejleder, som sagde, at hvis vi ville være musikere, skulle vi på musikkonservatoriet. Nej, vi ville være bal-musikanter ligesom Bjørn & Okay."

"Da studievejlederen hørte det, blev han så rasende, at han smed os ud af sit kontor. Mine forældre var heller ikke helt vilde med, at jeg ville være musiker. De havde hørt, at musikere drak for meget og kørte berusede rundt mellem jobbene. Men det stoppede faktisk i de år, og mange suppe-steg-og-is-musikanter drak kun sodavand, for de skulle jo køre igen efter festen og var afhængige af deres kørekort."

"Der var faktisk også en periode, hvor jeg godt kunne tænke mig at arbejde med dyr, for jeg har et godt tag på dyr, og jeg har ikke noget imod besværet med dem. Lige nu har jeg to hunde, fire katte, 32 kanariefugle – sidst jeg talte – fire kinesiske dværgvagtler, to zebrafinker og nogle flere fugle, som jeg ikke kan huske hvad hedder. Plus et ukendt antal fisk fordelt på fire akvarier. Og jeg passer det hele selv."

LÆS OGSÅ: Natasja Crone om kærestens arbejde i Ukraine: ”Jeg vågnede hver time”

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det har jeg det fint med, for det er jo sket stille og roligt. Folk smiler bare og tager et billede af os, og vi har da aldrig mødt nogen, der sagde, at vi ikke var rigtig kloge. Det er kun sket en enkelt gang på Facebook, at der er blevet skrevet noget negativt. Det var i en video til Smilende Sussi, hvor jeg vender mig om og trækker op i kjolen og har G-streng på. Der var en, der skrev: ”Den gamle røv er der da ingen, der gider se på!” Der var heldigvis mange der skrev tilbage: ”Så meld dig dog ud af firmaet!” Vi er vist meget privilegerede, hvad det angår."

"Faktisk er det mærkeligst, når ingen genkender os. Vi var i London til vores 50-års-fødselsdag, og Leo syntes, det var sådan en underlig følelse, at der ikke var nogen, der genkendte os. Om fredagen skulle vi se en musical, og Leo havde taget et flot jakkesæt på og sat håret i en hestehale. Efter forestillingen stod han og røg en pibe, da der kom en over og ville have et billede af ham. Leo blev så glad for at blive genkendt, men han blev da skuffet, da det gik op for ham, at manden kun ville have et billede af ham, fordi han syntes, han var så flot i tøjet."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, da vi fik job på Skansen (spillested i Skagen, hvor Sussi og Leo var fast inventar i mange år, red.), var det min store drøm, og jeg ville gøre det så godt som muligt, så alle kunne lide det, vi lavede. Fordi scenen var så lille, skulle mixeren, hvor man styrer lyden, stå ved mig. Men det endte altid med, at hende på første række sad med fingrene i ørerne, mens ham på bagerste række ikke kunne høre noget."

"Leo blev skide irriteret på mig, og der var nogle år, hvor vi skændtes meget, og Leo var også begyndt at drikke lidt for mange øl. På et tidspunkt tænkte jeg: ”Nu kan I rende mig. Nu må I fyre mig, og så tager jeg til Afrika og laver godgørende arbejde”. Men så snart jeg tænkte det, gik det meget bedre."

"Det hjalp også på det hele, at der var en, der anbefalede Leo at smøre hvid teatersminke på tænderne, for dengang havde han så grimme tænder. Og når han gjorde det, kunne han ikke drikke øl, og på den måde stoppede han, og jeg slap for at fyre mig selv fra Skansen. Jo, i en periode var der for mange øl, men det med lyden var faktisk det eneste, vi skændtes om."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er Leo, og det var netop det, jeg faldt for. Der var selvfølgeligt den periode, hvor han drak for mange øl, hvor han var svær at snakke med, men da han droslede ned på dem, fandt vi ind til hinanden igen. Leo synes ikke, noget er for dumt, for svært eller forkert, og man kan snakke med ham om alt. For eksempel tror vi begge på, at universet er fuld af andre verdner og væsner, der ligner os – ikke underlige skabninger."

"Da jeg var barn og sagde til de voksne, at jeg kunne se auraer, sagde de bare, at jeg havde en god fantasi. Til sidst mistede jeg troen på min evne. Men jeg kan endnu, og det er både smukt og skræmmende at se auraer. Jeg kan se, hvem mennesker er. Der var engang i Skagen, hvor jeg sagde til Leo: ”Ham der dør snart.” Om en mand på kun 42 år. Hans aura var bare helt grumset. Få dage efter hørte vi, at han var blevet kørt ihjel."

"Jeg kan simpelthen se på folk, når deres dage er talte. Eller i virkeligheden kan jeg jo se på folk, at de er så ulykkelige, at de drikker så meget, at de får sig kørt ihjel. Jeg kunne også se på både min mor og min svigermor, da de ikke havde langt igen. Men jeg bryder mig ikke om det."

LÆS OGSÅ: Helle genfandt sin ungdoms kærlighed: "Jeg havde lyst til at grave et hul og springe i det, så nervøs var jeg"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Den går gennem Leo. Bortset fra at jeg for nylig arrangerede, at vi skulle giftes igen. Jeg har altid sagt, at jeg gerne ville giftes igen i en rød brudekjole. Så da vi havde rubinbryllup, holdt jeg det hemmeligt for Leo og købte en rød brudekjole for 350 kroner. Det var svært at holde hemmeligt, men han opdagede det først til selve brylluppet, og jeg skal love for, at han fik en tåre i øjenkrogen. Selv da jeg satte en blomst i hans knaphul, gik det ikke op for ham, hvad jeg havde gang i. Han troede bare, det var et tv-indslag, vi skulle lave."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Det spørgsmål stiller jeg også mig selv. Mange på min alder synes, de er på vej mod enden, men sådan har jeg det ikke. Når du først føler sådan, er livet jo lige meget. Derfor bliver jeg ved med at kravle op ad bakken i stedet for at tro, at jeg allerede har stået på toppen. Verdensberømte musikere bliver vi nok ikke, men vi har også for længst fundet ud af, at det at være danmarksberømte er godt nok. Vi vil jo bare gerne gøre folk glade."

Om Sussi Nielsen, 66 år

  • Har i mange år dannet musikalsk og privat makkerpar med Leo.
  • I dag spiller de i det, der hedder Sussi og Leo Trio.
  • Parrets liv og karriere er beskrevet i bogen Toner i livet fra 2004.
  • Sussi og Leo bor i Saltum i Nordjylland og har ingen børn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Karriere og Interview

610x200_woordy_knap2.jpeg