Helle genfandt sin ungdoms kærlighed: "Jeg havde lyst til at grave et hul og springe i det, så nervøs var jeg"

"Jeg lærte Joe at kende i 1988 på Diskotek Romantica i Herning," fortæller Helle Fjord og drømmer sig små 35 år tilbage – til dengang hun læste til korrespondent i Herning og gik i byen, netop som der var kommet en lille flok amerikanske flyvevåbensoldater til byen for at hjælpe danskerne med noget militært isenkram.

En af dem var Joe.

"Vi faldt i snak, for han var den eneste af dem, som ikke dansede. Det syntes jeg jo var interessant," siger Helle med en sigende mine.

Joe var egentligt udstationeret i Tyskland, men skulle være i Danmark et par uger for at vedligeholde kampfly, og i de uger blev han og Helle kærester. Forholdet udviklede sig til et langdistanceforhold, for Joe kom jævnligt til Herning, og Helle tog gladeligt toget til Köln, hvor Joe boede.

"Når man er forelsket og lige kan pjække en dag fra skole, er 15 timer i tog ingenting. Livet dengang var... vægtløst," mindes 57-årige Helle.

Forelskelse og frustrationer

Over de næste år gik Joe, Helle og deres venner på Romantica eller holdt fester hjemme på den gård, Helle er vokset op på. De dansede, drak og havde det sjovt. Helle og Joe var forelskede og mødte hinandens familier. Men forholdet var ikke kun nemt og ligetil, for dengang foregik kommunikationen enten i breve eller på mønttelefon, og det var svært – især for Joe.

"Jeg havde en fest i Herning, og Joe kunne ikke altid fange mig på kollegiets mønttelefon. Han skrev gode breve til mig, og dem tager vi stadig frem og læser engang imellem, for jeg har gemt dem alle sammen. Men man kan godt mærke hans frustrationer i dem. Hvad laver hun? Hvornår ses vi? Hvornår skal vi tale sammen næste gang?"

Da Helle var færdiguddannet i 1991, flyttede hun ned til Joe i Köln, og da kom problemerne op til overfladen.

"Joe gik på arbejde på den amerikanske flyvebase, mens jeg gik derhjemme. Jeg prøvede at få et job og gik gerne igennem hele Kölns hovedgade og prøvede alt fra McDonald’s til tøjbutikker for at finde et arbejde. Jeg var der tre-fire uger, så gik den ikke længere."

Helle flyttede hjem til Danmark, og over tiden løb forholdet ud i sandet.

"Jeg var glad for Joe, men det var ikke så sjovt som før. Måske var jeg ikke moden til at forlade Danmark og have et fuldbyrdet forhold til ham. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville, men det var i hvert fald ikke det."

Joe blev udstationeret i Italien, Helle fik job i Udenrigsministeriet, og de blev med tiden begge gift med andre. Helle fik sin søn, Markus, som i dag er 24 år.

"Jeg forsøgte faktisk at finde Joe i løbet af årene, men det lykkedes ikke. Da Facebook kom, sad man jo tit og ledte efter folk, og jeg kiggede tit efter Joseph Hudson. Jeg fandt også masser, der hed sådan, men det var aldrig den rigtige," husker hun.

Good evening, Helle...

I 2016 var Helle blevet alene, og hun gik systematisk til værks. Hun gennemgik simpelthen 50 Joseph Hudson'er om ugen. Ikke så meget fordi hun ville have sin Joe tilbage, men hun var nysgerrig og stædig.

"Ja, jeg var sindssygt nysgerrig. Havde han fået børn? Var han gift? Hvordan havde hans forældre det? Alle de spørgsmål."

Men igen måtte Helle give op. Lige indtil den dag, Joe fandt hende.

"Jeg havde lavet et opslag på Facebook om et eller andet. Jeg kan faktisk ikke huske hvad. Pludselig var der en Joseph Hudson, der skrev: Good evening Helle, how are you? Jeg tænkte, at det ikke var ham, men sikkert en af de mange andre Joseph Hudson'er jeg havde fundet."

Da Helle viste Joe sin usikkerhed, svarede han med noget, som overbeviste hende. Han skrev bogstaverne ”BHH”.

"Det betyder ”Big Head Helle”. Dengang vi var kærester, drak vi jo som fisk i vandet, og det betød, at jeg ret ofte knaldede hovedet ind i alt muligt, og derfor fik jeg det øgenavn," husker hun med et grin.

Nu vidste Helle, at det var den rigtige Joe, hun havde kontakt til.

"Det var syret, skræmmende og rigtig godt. Gud fri mig vel, hvad gør jeg nu?" tænkte jeg.

Helle og Joe begyndte at skrive sammen, og Joe sendte blandt andet Helle en mail vedhæftet et gammelt pasbillede af hende med teksten You’ve always been with me.

"Jeg vidste ikke, at han havde taget det fra mig i sin tid, men i alle de år havde det været i hans pung. Jeg blev så rørt."

Snart efter fik de også telefonisk kontakt med både lyd og billede på.

"Jeg havde en masse fordomme, for jeg tænkte ting som: Hvad nu hvis han har mistet sine tænder? Er han uhumsk? Er han blevet skaldet? Alle de grimme tanker havde jeg, og det chokerede mig, at jeg åbenbart gik og havde et glansbillede af ham. Men så trykkede jeg på startknappen og kiggede lige ind i hans store, rare, brune øjne. Han har så smukt et ansigt. Man kan kigge lige ind i hans sjæl. At se ind i ansigtet på et menneske, man har elsket, efter 25 år. Der er altså noget vanvittig lækkert over en fuldvoksen mand. Det synes jeg, de får for lidt credit for," smiler Helle.

Vesterhavet i februar

I februar 2017 landede Joe i Københavns Lufthavn, og 52-årige Helle stod klar til at tage imod den mand, hun havde elsket for 25 år siden.

"Jeg havde lyst til at grave et hul og springe ned i det, så nervøs var jeg. Jeg prøvede at drikke en kop kaffe, mens jeg ventede, men jeg kunne ikke. Jeg havde kildren i maven, hjerteflimmer, vejrtrækningsproblemer og rysteture. Og så kom de andre tanker: Hvad nu hvis han ikke kan lide mig? Hvad nu hvis jeg ikke lever op til hans glansbillede?"

Men da skydedøren til ankomsthallen gik op, glemte Helle alt om fortiden og de år, der var gået.

"Han var den første, der kom ud, og af de mange, mange meter af mennesker, han kunne have kigget på, kiggede han direkte hen på mig!"

Tre-fire store skridt senere var Joe hos Helle.

"Han løftede mig op og kyssede mig lige midt på munden. Det var den rene Top Gun," siger Helle med reference til 80’er-filmen, hvor kærlighed og flyvevåben smelter sammen.

Den næste uge skulle Helle og Joe være sammen. De havde lånt et sommerhus ved Vesterhavet, og fordi det var februar, havde de det hele for sig selv.

"Det var rasende hyggeligt. Vi sov ikke en hel uge. Ikke fordi vi lavede det frække. Der var bare så meget at tale om. Vi snakkede og snakkede og snakkede. Det var frygteligt, da jeg kørte ham tilbage til Kastrup efter en uge. Rædselsfuldt. Jeg kunne mærke, at mit hjerte brast på en helt teenageagtig måde. Jeg skulle bare over til Joe hurtigst muligt. Der vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. Nu skulle vi have et seriøst forhold og ikke kigge tilbage på fortidens udfordringer. Nu sætter vi den ene fod foran den anden."

Et nyt liv

I dag bor Joe og Helle i et hus med have uden for centrum af spillebyen Las Vegas. Her langt fra blinkende lys og casinoer passer han sit arbejde inden for hydraulik og pumper, mens hun er ansat af et dansk rekrutteringsfirma. At det skulle være den løsning, var ikke let, for Helles familie havde det svært med, at hun rejste, men på den anden side var det heller ikke nemt at finde ud af, hvad Joe eventuelt skulle lave i Danmark.

"Prøv lige at sige det højt: "Helle i Las Vegas" eller "Joe i Ringkøbing". Det første lyder bare bedre."

Sådan sagde en af mine veninder til mig. Men jeg var også flov. Jeg skammede mig. Jeg havde jo forpligtelser derhjemme, en gammel mor og en søn. Hvad ville folk tænke? At rejse til USA i min alder? Mine tanker spændte ben for mig, husker Helle.

Men hun gjorde det. 14. maj 2017 – første gang Helle besøgte Joe i Las Vegas – friede han til hende, og hun sagde ja. Halvandet år senere var hendes visum faldet på plads, og hun flyttede over til ham på den amerikanske vestkyst.

"Det kan godt være, jeg havde et fantastisk liv i Danmark, men det her er godt på en helt anden måde. Hey, vi sidder her i 20 grader under en ananaspalme, og jeg har en mand, der vil hente himlen ned på jorden for mig."