Ulla Essendrop: "Jeg pressede mig selv så hårdt, at jeg ind imellem kastede op af udmattelse"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det ved jeg faktisk ikke, men ifølge fortællingen blev jeg afleveret som nyfødt på en trappesten til et hospital i Calcutta, så det er min første placering i livet. Derefter var jeg på børnehjem i Indien, inden jeg kom til Danmark, da jeg var to år og ti måneder.

LÆS OGSÅ: Ditte Okman om tabet af sin bror: "Jeg kunne ikke finde ud af at leve videre uden ham"

– Jeg har ingen erindringer fra børnehjemmet, men det findes stadig, og jeg følger det på Facebook. Jeg kan se hvor meget, de gør for børnene, og selv om det er 40 år siden, så tror jeg, at af alle underbemidlede børnehjem i verden så var det ikke det værste. Jeg kan se, at de prioriterer musik, kreativitet og sport, og der er en struktureret hverdag. Man hører jo frygtelige historier om børnehjem rundt omkring i verden.

– Jeg kom til Skalborg syd for Aalborg til en familie med musik, for begge mine forældre er klassiske musikere. Jeg spillede klaver som seksårig, sang i kor og dansede. Jeg har sunget og spillet på højt niveau i mange år.

– Jeg har aldrig ledt efter min fortid i Indien, for der er så lidt information, så jeg er slet ikke sikker på, at det ville kunne lade sig gøre. Jeg er faktisk ikke nysgerrig på mit biologiske ophav. Men vi ved, at de første 1000 dage i et barns liv er afgørende, og jeg ved intet om mine første 1000 dage. Hvad spiste jeg? Hvad legede jeg med? Hvad fik mig til at flippe ud? Jeg ved intet! Alle andre børns liv er overdokumenteret, præcis som min egen søns er.

– Jeg har givet mit eget barn et kæmpe arkiv over hans liv, men den indsigt i min egen identitet findes ikke. Det har jeg gjort mig mange tanker om. Jeg vil ikke lyde som en, der klynker, men der er en sorg forbundet med, at jeg ikke ved noget som helst om de første tre år af mit liv. Jeg får aldrig de svar. Lige nu har mit eget barn den alder, som jeg ikke kender fra mig selv, så det er meget present.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg uddannede mig inden for kommunikation og medievidenskab, fordi jeg syntes, tv var spændende. Allerede inden første semester var startet, havde jeg læst hele den tykke grønne grundbog i tv. På overbygningen specialiserede jeg mig i sport og kommunikation, men jeg blev opmærksom på, at der var en ledig stilling på TV2 Sporten, tog til en casting, og så var den hjemme. Det lyder let, men det har det ikke altid været.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Dans har fyldt meget hos mig, siden jeg var seks år, for jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var god til det, og jeg tog det ret seriøst. Jeg dansede mange timer om ugen og hver weekend. Senere begyndte jeg at tjene penge som instruktør, danselærer og som danser, og jeg levede af det gennem studietiden, så jeg tog aldrig et studielån. Mine forældre sagde – ligesom alle andre forældre siger – at jeg skulle have en uddannelse at falde tilbage på. Men for mig var det altid omvendt.

– Jeg tog en uddannelse, men det var altid dansen, jeg kunne falde tilbage på, for den har jeg altid kunnet leve af, og jeg ved, at hvis jeg ikke var kommet til TV2 senere hen, havde jeg haft en danseskole i dag. Det ved jeg bare. Da jeg blev bachelor i kommunikation – og havde fået 13 i mit bachelorprojekt – skulle jeg vælge mellem studiet og dans, og det var så svært.

– Så tog jeg et sabbatår, hvor jeg gav den fuld knald med dans. Jeg dansede dag og nat, for det kan man jo i den alder. Men jeg savnede studierne, og sportskommunikation var begyndt at trække i mig, så da jeg fik tilbud om at komme til England og arbejde, tog jeg af sted.

Dit livs omvej?

– Da jeg var 28 år, tog jeg til England for at arbejde for Viasat. England er ikke langt væk, men da jeg havde fundet det sted, jeg skulle bo, sat mine tasker og skulle ned på gaden for at købe ind, anede jeg ikke, om jeg skulle gå til højre eller venstre. Jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle komme på arbejde. Jeg stod helt alene i et nyt land, og i starten følte jeg, at jeg var på arbejde hele tiden, fordi alt var nyt. Men jeg er så stolt af, at jeg gjorde det. Jeg boede der i knap to år, så kom jeg til TV2.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er jeg ikke så god til, for jeg er faktisk meget genert, selv om man måske ikke skulle tro det. Jeg øver mig i ikke at lade det præge mig. Jeg går for eksempel stadig rundt i i udjokkede tennissko og tandpasta om munden, og jeg har aldrig makeup på, når jeg ikke er på arbejde.

LÆS OGSÅ: Karin Cruz: Jeg leder efter en ny måde at komme i kontakt med min afdøde mor på

– Jeg ser det sådan, at jeg har en uskreven kontrakt med seerne om, at de kan forvente noget af mig, men når jeg ikke er på arbejde, tænker jeg ikke på den kontrakt. Men folk har jo stadig forventninger til mig, og selv om de altid er flinke, bliver jeg tit overrumplet af det. De vil jo for pokker bare sige noget pænt, og det skal de bare blive ved med, for det er mig, der har et problem. Ikke dem. Men når jeg går i Netto og spekulerer over, hvad vi har liggende i fryseren, bliver jeg overrumplet, hvis nogen kommer over til mig. Jeg øver mig på at være mere tilgængelig, for jeg vil ikke virke snobbet.

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du mistede vejgrebet?

– Jeg kan godt fylde mit liv med så mange opgaver, at jeg bliver fysisk dårlig. Jeg har i perioder været syg af udmattelse, fordi jeg har haft for meget. Især det første år jeg var på DR Sporten, hvor jeg også lavede programmerne Rod i familien og Essendrop & Eliten. Rod i familien krævede, at jeg tog meget rundt i landet, mens Essendrop & Eliten krævede, at jeg var i udlandet flere gange om måneden.

– Oven i det havde jeg mine vagter på Sporten. Men jeg er jo sulten, og jeg har appetit på alt. Jeg elskede alle opgaverne, og jeg var så lykkelig for at være på DR og sagde ja hver gang, de ville bruge mig til nye og spændende ting. Jeg pressede mig selv så hårdt, at jeg ind imellem kastede op af udmattelse, når jeg endelig havde fri. Kroppen straffede mig.

– Hvis jeg havde sagt til DR, at jeg pressede mig selv for hårdt, er jeg sikker på, de ville have givet mig fri, men det gjorde jeg ikke, for jeg var så ung og begejstret. Det er noget, jeg tager mere ansvar for i dag, for jeg vil ikke være syg af at gå på arbejde. Især efter jeg er blevet mor, er jeg blevet mere disciplineret. Det har været hård læring at indse, at jeg ikke er Superwoman.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min kæreste, Jimmy. Han er både mit anker og den, der binder sandsækkene i luftballonen op, når jeg har brug for at flyve – rent fagligt. Han kan altid se på mig, hvornår jeg har brug for hvad. Om jeg skal forankres eller have vinger. Han har et røntgensyn på, hvad der sker omkring mig, så han er en god sparringspartner, fordi jeg selv overtænker tingene. Når alle tankerne flyder sammen for mig, sorterer han dem.

– Vi kendte til hinanden, fordi vi var på den samme arbejdsplads, TV2 Sporten, men vi var faktisk kun i samme rum en eneste gang i de år, vi arbejdede sammen. Ellers havde jeg ham mest igennem i studiet, når jeg var vært. Siden mødtes vi til festlige lejligheder, og så behøvede vi jo ikke sige det der med ”Nå, hvad laver du så?” Fordi vi er i samme branche, undgår vi nogle unødvendige misforståelser, som ellers kan komme med udenforstående. Der er ingen paralleller til vores branche. Alle mennesker kan se, hvordan du udfører dit job, og alle mennesker har en mening om det.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Senest er det vores søn, Theodor. At have fået ham har åbnet et vindue ind til mig med betingelsesløs og overvældende kærlighed. Det gør mig sårbar. Hvert sekund kan jeg gå ud foran en bil eller falde om. Hvordan ville det påvirke ham? Det er en stor bekymring at gå med hele tiden.

LÆS OGSÅ: Lise Rønne: "Jeg boksede med mig selv og en alt for stor usikkerhed"

– Oveni det er der grundangsten for, at der kan ske noget med ham. Den kender alle forældre jo. Vi kan jo ikke holde dem væk fra ulykker, så vi må bare beskytte dem med helt almindelig omsorg og cykelhjelm og ingen skarpe knive i skuffen – og så krydse fingre.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er stået af på en god station. Jeg har altid været på vej, men for første gang i livet er jeg ikke. Sikke en ro. Det har meget med min alder at gøre. Alle ting er et godt sted: Min søn, mit arbejde, og for en gangs skyld skal jeg ikke tænke på bevægelse. Jeg er ikke på vej noget sted hen, hvilket ellers altid har været min drivkraft.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg var så glad for, at jeg havde husket Theos sut i dag. Ellers vil han nemlig ikke sove i dagplejen. I går havde jeg glemt den, og så er jeg virkelig en mor-fiasko. Dagplejeren så også helt lettet ud, da hun så, han havde den med i dag.