Ditte Okman
Foto: Thomas Sjørup Ditte Okman har med tiden lært at "dyrke" den sorg, der stadig skyller over hende efter tabet af sin bror.

Ditte Okman om tabet af sin bror: "Jeg kunne ikke finde ud af at leve videre uden ham"

Ditte Okman er kendt som rapkæftet vært på sit eget radioprogram Det vi taler om. Hun er også Betty og Lloyds mor, en søster der stortuder, når savnet efter hendes bror bliver for stort og et menneske, der trives bedst uden for faste rammer.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Vejgårdsvænget i Farum med Peter Brixtofte som borgmester. Jeg boede i etplanshus med min mor og far og min storebror, indtil mine forældre blev skilt. Min mor var selvstændig og havde en tøjbutik i København, som vel nærmest var hendes tredje barn. Jeg voksede op i 1970’erne, hvor der ikke var sindssygt meget opsyn med børn. Min mor havde travlt med sit arbejde, så vi børn levede et parallelliv ude på vejen.

LÆS OGSÅ: Lise Rønne: "Jeg boksede med mig selv og en alt for stor usikkerhed"

– Jeg var sådan et barn, der ikke var bange for noget og troede, at jeg vidste alting bedst selv. Jeg gjorde, hvad der passede mig og stjal og drak i en tidlig alder. Jeg var ret kvik i skolen, så jeg slap af sted med meget. Min storebror var meget nørdet og samlede på sten og tegneserier, mens jeg var hende, der gemte sprut i haven. Jeg havde mange interesser og venner, mens han var en stille fyr. Vi var ekstremt tætte, selv om vi var så forskellige.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg vidste allerede fra 5. klasse, at jeg skulle være journalist. Men da jeg skulle søge ind på journalisthøjskolen, turde jeg ikke alligevel, så jeg søgte ind på semitisk filologi på Københavns Universitet i stedet for. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke er akademiker, og efter seks år var jeg stadig kun bachelor. Det ville have taget mig mellem 150 og 200 år at blive kandidat.

Siden blev jeg journalist fra RUC. Jeg er storkommunikerende og en historiefortæller, lige som jeg som mange andre journalister har lidt af et entertainer-gen. Jeg troede oprindeligt, jeg skulle være mellemøstkorrespondent, men så blev jeg først journalist på BT og siden Se og Hør, inden jeg havnede hvor jeg er i dag i den underholdende genre. Jeg har et radioprogram, laver klummer og foredrag samtidig med, at jeg stadig laver vigtig journalistik og søger aktindsigt, ligesom jeg ville gøre, hvis jeg sad på Berlingske. Jeg tror faktisk, at jeg var havnet her i underholdningsbranchen alligevel, selv om jeg var kommet ind på f.eks. Politiken. Man kan tage nogle omveje, men man kan ikke undgå sin skæbne.

Hvornår har du følt dig på afveje?

– Det var midt i 90’erne, hvor jeg læste HH, fordi det, syntes min mor, var en god ide. Men jeg blev virkelig ulykkelig af at være der. Jeg forstod ingenting og følte, at jeg var på en fremmed planet. Jeg visnede og lå til sidst i min lejlighed på min sofa omringet af skrald og gamle pizzabakker, indtil min mor fik arrangeret en rengøringsdame, der kom og mugede ud, og jeg stoppede på studiet. Man kan virkelig blive ulykkelig af at være på den forkerte hylde. I dag har jeg af samme grund ikke turdet tage et fast arbejde, for jeg kan ikke sidde i en kasse og skulle møde på et bestemt tidspunkt. Jeg er nødt til at have frihed og kunne sadle om fra uge til uge.

Ditte Okman

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg skulle engang beslutte, om jeg ville blive i Danmark eller rejse til udlandet. Jeg havde en rigtig sød og god kæreste i Danmark, som jeg boede sammen med, men jeg havde også udlængsel. Det har jeg forresten ret tit. Dilemmaet dengang var, om jeg skulle blive i Danmark og køre den helt ud i far, mor og børn? Eller om jeg skulle tage til Israel og læse hebraisk på universitetet. Jeg valgte det sidste, og det, der skulle have været fem måneder, blev til både syv måneder og et år, og da jeg vendte hjem, var det parforhold for længst slut. Det var en vigtig tid i mit liv, for hvornår kan man ellers rive et år ud af kalenderen?

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har haft en vejleder i mit liv, men hvis jeg havde haft en rollemodel eller et forbillede, var jeg nok bedre opdraget. Nogle gange siger min mand, at jeg slet ikke er opdraget. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting! Jeg kan dog godt opsøge vejledning, når jeg har det dårligt, og så har jeg kigget den spirituelle vej. Når jeg føler, at verden er kaos, eller når jeg er blevet forladt, så har jeg opsøgt både en hypnotisør og en healer. Jeg er også typen, der læser horoskop, når jeg har det dårligt, for at se om der snart sker noget godt i mit liv.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Mine børn. Det er ret vildt at få børn. Jeg ville faktisk ikke have nogen børn overhovedet, for de interesserede mig simpelthen ikke, og jeg var mest optaget af, hvad der ville blive taget fra mig ved ankomsten af en baby: spontaniteten, udlandsrejserne, friheden og byturene. Jeg nåede at blive 37 år, før jeg tænkte: ”Arj, måske skal jeg have den oplevelse med”. Jeg kunne jo se på folk omkring mig, at de elskede deres børn helt vildt, så hvorfor skulle jeg ikke blive vild med mine, tænkte jeg.

LÆS OGSÅ: Pusle Helmuth: "Jeg havde ikke en stabil skolegang, og jeg savnede tryghed"

– Det endte som en meget pragmatisk beslutning om, at vi også ville have den oplevelse. To dage efter jeg havde fået Lloyd, var jeg klar til at få den næste. Jeg ville bare have det barn NU. Jeg var så vild med min søn og det, at jeg havde lavet et lille menneske. Han var så kær og duftede så godt, at jeg ville have et barn til med det samme.

– Min mand syntes dog, at vi lige skulle vente, til vi havde holdt min 40-års fødselsdag, og så fik jeg Betty. Lloyd er kunstneren, der er observant, mild og analytisk. Betty er et kæmpe ego, som får os til at grine hver dag. Hun er så vild, brutal og grotesk i sit sprog, og så lyver hun, når det passer hende. Jeg kan så tydeligt se mig og min bror i de to børn. Lloyd har min brors farver og sind, mens Betty er mig gange halvanden. De børn er min store kærlighed, og jeg kan ikke få nok af dem.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Det gjorde jeg, da min bror døde forrige år. Det skete meget pludseligt, og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at leve videre uden ham. Det var ikke fordi, jeg ønskede at dø, men jeg følte som om, jeg sad på en tømmerflåde, mens livet sejlede forbi, og jeg intet havde at gribe fat i. Følelsen kan stadig komme skyllende over mig.

– Folk taler om at ”komme igennem” eller ”komme over” en sorg, men sådan tror jeg ikke nødvendigvis, det hænger sammen. Den er der! Man kommer ikke over sådan noget, men man lærer at leve med sorgen, og den bliver et livsvilkår, som følger en. Jeg begyndte at se en psykolog, som holdt øje med, at jeg ikke gik ind i en dyb depression. Jeg lærte, hvordan jeg kunne have min bror og sorgen med mig, uden at det skulle ødelægge min hverdag, for jeg havde trods alt en mand, to børn og et arbejde.

– Det var et godt forløb, som reddede mig fra at havne på sofaen med pizzabakkerne igen. Nu kan jeg selv vælge, hvornår jeg går ind og ud af sorgen, og jeg dyrker den på en sundere måde. Jeg sætter noget musik på, og så lægger jeg mig på sengen og stortuder. På den måde ryster jeg savnet af mig indtil næste gang, det kommer over mig. Det er nærmest rensende.

Ditte Okman

En skillevej?

– Jeg står ved en skillevej lige nu. Min mand og jeg har besluttet at gå fra hinanden efter knap 12 år. Det er den sværeste og hårdeste beslutning – og det er med en ubeskrivelig sorg. Vi vil gøre vores bedste for, at vi alle kommer godt videre. Vores familie vil jo altid være en familie, og vi vil altid være forældre sammen og fyldt med fælles kærlighed til vores vidunderlige børn. Lige nu er det helt i startfasen. Vi er ved at finde ud af, hvor vi skal bo og hvordan. Det hele skal jo nok gå. Men det er en svær tid for os alle.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Lige nu er der mange bolde, der er smidt op i luften, og jeg aner ikke, hvor de lander. Jeg har haft perioder i mit liv, der er gode og trygge, men lige nu aner jeg faktisk ikke, hvor jeg arbejder næste år (Radio24syv, som sender Det vi taler om, lukker, red.). Men jeg har altid ideer. Jeg har lige udgivet en bog, #tyndogrig, som revser en masse hverdagsting. Hvad sker der for førstegangsmødre, kongehuset og serviceniveauet i Danmark? For ikke at tale om hvor røvsygt det er at være på ferie med små børn.

– Jeg håber, folk synes, det er en sjov og selvironisk bog. Den handler bare om ting, jeg har brug for at italesætte. Hvorfor må man for eksempel ikke være vred mere? Hvorfor skal vi hele tiden tage pæne billeder, være kontrollerede og have et formål i livet? Nogle gange er man bare bitter, forsmået og misundelig, og hvorfor skulle man skamme sig over det? Man kan ikke altid være en overskudsforretning.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg forstår ikke folk, der synes, det er et problem. Jeg har læst en masse interviews med mennesker, som synes, det er mærkeligt, når der kommer nogen hen og vil rose dem. Skal man ikke bare være glad? Jeg føler mig altid smigret og privilegeret over, at folk tager stilling til det, jeg laver. Og jeg elsker, når en pæn ældre herre omkring de 80 år råber: ”Vi lyttes ved på fredag” efter mig på cyklen, eller når unge piger i byen lørdag aften kommer over og siger det samme.

LÆS OGSÅ: Christel Pixi: "Livet går videre, selv efter den største sorg"

– Der er også masser, der synes, jeg er et røvhul, og den slags får jeg i min indbakke, for der er heldigvis ingen, der siger det på gaden. Men tænk på dem, der står og lægger tøj sammen i H&M, dem er der sgu da ingen, der går hen og anerkender. Forleden da jeg skulle hente min søn i SFO, stod der en pæn ældre dame, du ved sådan en, der ligner en, der går i Grand Teatret med ravkæder om halsen, og sagde: ”Jeg elsker dit program”. Det kan sgu da ikke blive større. Måske er det fordi, jeg ikke er Ghita eller Mads Mikkelsen, men for mig er det fucking fedt.

Hvem er Ditte Okman

Ditte Okman

Ditte Okman, 44 år.

  • Uddannet fra Københavns Universitet og RUC og har arbejdet både for BT, Se & Hør og i Venstres pressetjeneste.
  • I dag vært på sladderprogrammet Det vi taler om på Radio24syv og aktuel med bogen #tyndogrig som udkom 2. november.
  • Har to børn med waliseren Mark Woodhouse.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Sorg og Skilsmisse