"Vi gambler med noget grundlæggende i vores velfærdssamfund"

Det er lørdag aften. Jeg ligger i natkjole og uldsokker og ser "Hugh i København". Hugh

Fearnley-Whittingstall, også kendt fra "River Cottage", er på jagt efter, hvorfor vi angiveligt er verdens lykkeligste folk. Og efter at have cyklet København tynd, sprunget hovedspring på Islands Brygge, talt med Noma-kokken René Redzepi og stjernearkitekten Bjarke Ingels, besøgt en familie i 8-tallet og siddet højt oppe i en larmende vindmølle på Samsø er hans gentagne svar: tillid, samarbejde og afslappet atmosfære – med andre ord hygge.

Han konkluderer det mindst ti gange med stor beundring. Og alt imens sidder jeg og tænker: Jo, jo, hyggen lever. Den er sejlivet. Heldigvis. Men er vi ikke netop ved at sætte de andre ting over styr i disse konkurrencestatstider, hvor fjumreår er fy, og hvor kontrol af borgere og ansatte i det offentlige er gået helt agurk?

LÆS OGSÅ: "Det undrer mig, at der ikke er flere, som gør skøre, løsslupne, vilde ting, som ikke giver points på et cv"

Klapjagten på folk, der er i systemet, synes især rettet mod kontanthjælpsmodtagere, der uhæmmet dæmoniseres og kontrolleres, bl.a. ved at kommunen tjekker facebookbilleder, og om folk holder i hånd i supermarkedet, i jagten på hemmelige kærester, så de kan afsløre socialt bedrageri. Der er opstået et bureaukratisk overvågningssystem baseret på de få, der vil snyde, men som rammer alle, og koster vanvittige summer. Er det virkelig meningen med velfærdssamfundet? At det hjælper folk, hvis de er på røven, men til gengæld mistænkeliggør dem, invaderer deres privatliv og fratager dem deres værdighed. Er det en fair deal?

De offentligt ansatte har det heller ikke for let. De talende excelark, djøf'erne, har indtaget kontorgangene med new public management-strategier, som fratager de borgernære led (pædagoger, sygeplejersker, osv.) råderum og tid til mennesket, de står overfor. De skal lydigt udfylde deres funktion og afrapportere til systemet. Effektivisering er skam fint, bare ikke når det tramper hensynsløst hen over faglighed, tillid og omsorg – og resulterer i, at pengene anvendes på styring af kerneydelserne i stedet for på selve ydelserne.

LÆS OGSÅ: "Jeg efterlader 18 børn til de to medhjælpere. Jeg efterlader også et indtryk af, at intet er, som det burde være"

Jeg finder et indslag frem fra DR's serie "Husker du..." Året er 1979. Et stykke papir hakker ud af en EDB-maskine, mens en kommunalt ansat mand i 40'erne med brun vest, fuldskæg og hinkestenbriller fremviser en persons oplysninger. "Er frygten for personregistrering overdrevent hysteri?" spørger en journalist bagefter en forskertype, som svarer, at "i det øjeblik man samler flere og flere oplysninger (...), så opstår der jo måske på et tidspunkt et behov for, ved at sammenkøre visse registre, at kunne lave sindelagsbilleder af folk." Journalisten flytter location: "Vi står nu på Strøget i København. Alle disse mennesker er registreret i et eller andet kartotek. Man har eksempler på, at folk er registeret indtil 41 steder i en enkelt kommune."!

Det forekommer næsten grinagtigt naivt i dag, men er alligevel en reminder om, at vi gambler med noget grundlæggende i vores velfærdssamfund, nemlig frihed og tillid. For når staten overstyrer de ansatte og i udpræget grad løfter dyner, vil mistillid før eller siden slå rødder i den danske muld. Til sidst i dokumentaren, der tegner et glitrende glansbillede af Danmark, siger den gode Hugh: "Hvad er det, danskerne har? De har noget. Jeg tror, det skyldes, at de stoler på hinanden og støtter hinanden – det er sjældent nu til dags. Måske er det, fordi vi ikke har et ord for det, men det har de. Det ord er hygge."

Hyggen er heldigvis sejlivet, men det er tilliden ikke. Den er mere skrøbelig. Vi skal passe på den. Jeg trækker mine uldsokker op over knæene. Nu kommer der en uhyggelig krimi.

LÆS OGSÅ: Brian Holm: Jeg har aldrig rigtig haft den fulde tillid til nogen

LÆS OGSÅ: Opråb til politikerne: Hvor blev sandheden af?

LÆS OGSÅ: Klumme: Sådan tackler du andres brok