Jeg er bekymret for mine stedbørn

Spørgsmål om stedbørn og deres mor

Jeg er 27 år og sammen med en dejlig mand, der har to små børn på tre og fem år. Jeg har været sammen med ham i et år, og vi har boet sammen i otte måneder. Jeg har et godt forhold til både min kæreste og hans to små børn, som er meget glade for mig.

Min kæreste er en god far, der har sine børn fast hver anden weekend, men også i ferier, og når han har en fridag. Problemet er, at min kærestes ældste, en søn, kraftigt har givet udtryk for, at han ikke vil hjem til sin mor, når han har været hos os.

Han skriger og græder, når min kæreste tager afsted med ham og hans søster. Han har også mareridt om natten, hvor han vågner op og er meget utryg og drømmer, at hans mors nye kæreste vil slå hans far ihjel.

Vi har indtryk af, at kæresten har et voldsomt temperament, og heller ikke er typen, der taler alt for pænt om andre mennesker. Min kæreste og jeg kan godt mærke, at børnene er utrygge. Deres mor flyttede direkte fra en anden kæreste over til den nye, hun har nu, uden at børnene havde mødt ham først.

Læs også: Klumme: "Jeg har altid været bevidst om, at jeg kun låner mine børn"

De bor nu over to en halv timers transport fra os, og det har gjort, at børnene ikke ser deres far så tit, som de gjorde det før. Den tidligere kæreste kunne børnene godt lide, det gælder ikke ham, moren har nu.

Min kæreste siger, at børnene ved afleveringer ikke siger hej til kæresten, men opfører sig, som om han ikke er der. Jeg arbejder som pædagogmedhjælper, så jeg ved noget om børn, og jeg synes, at jeg ser tegn på mistrivsel.

Min kæreste og jeg har haft mange diskussioner om børnenes trivsel hos deres mor, hvor jeg mener, at vi skal gribe ind og tale med hende. Det nægter min kæreste dog, han forbyder mig at sige noget til hende. Hvad skal jeg gøre? N.N.

Vibeke Dorph råder til at overlade ansvaret til børnenes far

Det er et svært dilemma, du står i, men hvor er dine små stedbørn heldige i at have en så omsorgsfuld stedmor som dig. Jeg kan også godt forstå din bekymring over børnenes trivsel. Det er ikke godt, at den store dreng reagerer så kraftigt, når han skal hjem til sin mor og hendes nye kæreste.

Nu skriver du, at din kæreste er en sød mand og en god far. Når du selv lyder så fornuftig, så tænker jeg, at din kæreste er det samme. Jeg forestiller mig derfor, at din kærestes manglende vilje til at gribe ind og tale med moren ikke skyldes konfliktskyhed, men at han vurderer, at situationen ikke er så alvorlig, at han bør gribe ind.

Han er måske bange for at skabe en unødvendig konflikt mellem ham selv og børnenes mor og kæreste, og det kan jeg faktisk godt sætte mig ind i. Derfor synes jeg, at du indtil videre skal overlade ansvaret for børnenes trivsel til deres far.

Læs også: Brevkasse: Mine børn vil ikke acceptere min kæreste

Børnene kan være urolige, fordi der har været så mange skift i deres korte liv. Jeg forestiller mig derfor, at din kæreste nu ønsker at skabe stabilitet og faste rammer for børnene, og at han handler, som han gør, i håbet om, at børnene snart falder til ro.

Brug derfor dine kræfter på at støtte din kæreste i det arbejde. Falder børnene mod forventning ikke til ro og forværres situationen, så skal der helt sikkert skrides til handling.

Om I her skal søge rådgivning hos en børnesagkyndig først, vil jeg ikke gøre mig klog på, dog vil jeg minde dig om, at det for børnenes skyld er løsninger og ikke en konfliktoptrapning, der er brug for her. Så jo mere direkte og konstruktiv dialog mellem moren, kæresten og jer dets bedre.