Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Lang og svær fødsel ved akut kejsersnit
Foto: iStock "Der kom en mandlig læge ind på stuen med blod ned af tøjet. Han kom direkte fra en anden operation."

Lang og svær fødsel ved akut kejsersnit

Min fødsel: "Jeg bemærkede slet ikke, at de pludselig var i gang"

Louise Jakobsens fødsel var både langtrukken og smertefuld. Hun gik i over 50 timer med veer og måtte til sidst føde sit barn via akut kejsersnit. Læs om hendes fødsel her.

Det hele startede søndag den 12/6 2016, hvor min kærestes hund var blevet aflivet efter længere tids sygdom. Det påvirkede os alle meget, og jeg mærkede mere til mine plukveer denne dag.

Mandag den 13/6 gik jeg i gang med den helt store hovedrengøring. Alt blev vasket af, og jeg var mod min kærestes vilje oppe og kravle på stige for at få vasket de aller øverste hylder. Hele lejligheden blev støvsuget og gulvet vasket.

Jeg var helt færdig om aftenen og gik ud som et lys, da man jo efterhånden var godt tynget med de 22 ekstra kilo, der var kommet på gennem de sidste ni måneder.

Tirsdag den 14/6 kunne jeg tydeligt mærke, at jeg havde haft gang i hovedrengøringen dagen før. Jeg havde, lige fra jeg vågnede, virkelig mange plukveer, men det var ikke noget, jeg tænkte videre over. Op ad formiddagen tog jeg hjem til min mor, og mine plukveer fortsatte og var faktisk begyndt at blive ret så kraftige!

Jeg sad om eftermiddagen og syede på en pusletaske, jeg havde været ved og lave til min datter, men måtte hele tiden holde pause, da mine plukveer virkelig nev fat.

Senere på aftenen tog jeg hjem igen, og da jeg sagde farvel til mine forældre, jokede jeg lidt med, at næste gang vi ses nok ville være, når de kom ud for at besøge os på hospitalet, fordi jeg der ville have født.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: På den trettende ve fødte jeg Birthe

Ikke åben nok til fødsel 

Onsdag den 15/6 vågnede jeg pludselig midt om natten kl. 03.30. Jeg vågnede midt i en ve. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var en ve, og ikke bare en plukve. Min kæreste ringede til sit arbejde for at sige, at han ikke ville komme den dag.Jeg lod ham sove videre og stod derefter selv op for at tage et varmt bad. Det hjalp en lille smule. Jeg prøvede hele dagen at holde gang i mine veer, men omkring formiddagstid begyndte der pludselig at gå længere og længere tid mellem dem. Pludselig var der helt op mod 20 minutter mellem mine veer, hvor der til en start kun var 5-6 minutter.Vi besluttede os derfor for at tage på gåtur ude i skoven. Vi endte med at gå rundt derude i lidt over en time, og pludselig var der godt gang i mine veer igen. Jeg fortsatte derhjemme med at gå op og ned ad trapperne.Senere på aftenen bestilte vi en pizza bare for at få lidt i maven, men min appetit var virkelig ikke særlig stor. Da klokken blev omkring 22.30 var mine veer meget regelmæssige og med kun 4-5 minutter mellemrum. Det havde de været de sidste par timer.Jeg endte derfor med at ringe til fødegangen, som heldigvis gerne vil se mig. Vi ankom omkring klokken 23, og jeg var helt overbevist om, at jeg måtte være lige ved at føde, eftersom jeg havde gået hele dagen med veer.Da vi ankom, blev vi taget imod af en sød jordemoder på akutmodtagelsen, som undersøgte mig. Desværre kunne hun konstatere, at jeg stadig havde lidt livmoderhals tilbage, og at jeg kun varr to cm åben. Det var som at få et slag i hovedet!Hun tilbød mig en lille smertepakke, som jeg takkede nej til, da jeg gerne ville prøve at klare det med så lidt smertestillende som muligt. Vi endte med at overnatte på akutmodtagelsen, jeg fik dog ikke lukket et øje hele natten.

Veerne fortsætter 

Torsdag den 16/6 blev jeg tjekket igen om morgenen, og jeg havde nu haft veer i over et døgn. Jeg var på det tidspunkt allerede ret så udmattet, da det er umuligt at finde hvile på grund af veerne. Jordemoderen kunne nu konstatere at min livmoderhals var helt væk, men at jeg stadig ikke havde åbnet mig mere end de to cm. Hun forslog derfor, at jeg tog mine sko på, og at min mand og jeg gik en tur på hospitalet i en time. Derefter ville jeg komme tilbage for at blive undersøgt.

Jeg klædte mig godt på, og vi gik derefter rundt på hospitalet. Jeg fik sågar lokket min stakkels mand med ud i regnen og gå i 1,5 time, da jeg simpelthen syntes, det var så flovt at gå rundt og bukke sig i smerte og pruste som en hest på hele hospitalet.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Det føltes dejligt velkendt

Da jeg kom tilbage, blev jeg igen undersøgt. Jordemoderen fortalte mig, at jeg stadigvæk kun var to cm åben, og at det bedste jeg kunne gøre, var at takke ja til den lille smertepakke og komme hjem og få noget hvile. Ellers kunne min krop ikke samarbejde med mine veer. Jeg endte efter lidt overvejelse med at takke ja, og tog derefter hjem med seks forskellige piller. Fire smertestillende, en sovepille, og en vehæmmende pille.

Lynhurtigt havde jeg slugt dem alle, og imens havde min mand igen bestilt pizza til os. Jeg nåede lige akkurat at spise to stykker, før jeg var ved at falde i søvn ved bordet. Min mand endte med at følge mig ind i sengen, og jeg vågnede først fire timer efter, da pillerne ikke virkede mere.

Da jeg vågnde var mine veer endnu kraftigere. Jeg var oppe hele natten, og jeg rendte frem og tilbage i lejligheden, fordi smerterne var ulidelige. Jeg følte mig snart fuldstændig tappet for kræfter.

Da klokken var omkring fire om natten fredag den 17/6, endte jeg med at ringe til fødegangen igen, da jeg faktisk kun havde to minutter mellem mine veer.

Hun tog det stille og roligt og sagde, at de skulle være helt regelmæssige i omkring tre timer, før jeg kunne komme ind. Jeg havde nærmest lyst til at råbe af hende, men det nyttede jo nok heller ikke noget. Så vi afsluttede, og jeg endte med at gå fire timer derhjemme, før vi tog afsted.

På vejen til hospitalet var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg ikke ville nå frem før jeg gik i fødsel. Det gjorde jeg dog. Da vi ankom var klokken syv, og der var vagtskifte. Fedt! Tænkte jeg. Jeg endte med at vente omkring 35 minutter, før der kom en jordemoder. Det føltes som en evighed med de intense veer! Jeg blev undersøgt af samme jordemoder som dagen før.

Hun kiggede på mig og fortalte, at jeg var tre cm åben, og med opmuntrende ord sagde hun, at det da i det mindste gik fremad nu. Jeg syntes dog, at det gik alt for langsomt! Jeg kørte nu på tredje døgn med veer og kunne mærke på min krop, at den var træt, rigtig rigtig træt!
Efter lidt tid endte en jordemoderstuderende med at tage vandet, og de ringede derefter til fødegangen for at spørge, om der var plads til mig. Heldigvis var der masser af plads, og jeg var klar til og komme ned på stue 1.
Der kom en jordemoder og en sosu-assistent for at hente mig. Hver gang jeg bare bevægede mig, kom der en ve. De kunne se, at jeg havde sammenkoblede veer, hvilket vil sige, at jeg havde 2-3 veer ud i en køre.
Klokken var nu omkring 11, og jeg ankom til stue 1 på fødegangen. Jeg fik mit hospitalsarmbånd på, og jeg blev taget imod af min jordemoder, som jeg havde gået til alle mine konsultationer hos. Nøj, hvor blev jeg glad for, at det lige præcis var hende, der havde vagt!

Jeg spurgte, om jeg måtte få lagt en epidural, selvom jeg ellers fik at vide, at man normalt først får den, når man er seks cm åben. Det måtte jeg heldigvis gerne, så jeg kunne få hvilet lidt. Først skulle jeg have taget blodprøve, og derefter gik der ca en time, før vi fik svar på, at alt var fint, og at jeg nu kunne få lagt blokaden. Og mig som ellers havde sagt, at jeg ikke skulle have den. Sjovt som man pludselig kan skifte mening!

Hjertelyden dykker

Endelig kom anæstesilægen, og jeg fik lagt min epidural, som havde rigtig god effekt. Jeg var nu åbnet mig fire cm.
Jeg lå lidt og hvilte mig, men blev ret hurtigt afbrudt af jordemoderen, der sagde, at hun lige ville ringe efter en læge, da min datters hjertelyd var igang med at dykke.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: I pressefasen måtte jeg droppe al forfængelighed

Ind kom en kvindelig læge, som fortalte mig, at hun ville tage en blodprøve fra min datters hovedbund. Efter kort tid kom der svar på prøven, alt var dog helt fint, og min datter var ikke påvirket.

Klokken var nu omkring 15, og mens min kæreste gik ned på hospitalets café for at spise dykkede min datters hjertelyd igen. Der kom nu en mandlig læge ind, som skulle tage endnu en blodprøve. Alt var igen fint, men der var nu også jordemoderskift. Samtidig vurderede de mig pludselig til at være otte cm åben.

Stjernekigger 

Den nye jordemoder undersøgte mig en times tid efter, og hun fortalte mig så, at min datter var stjernekigger og lå helt ovre i højre side af mit lår. Hun bedte mig derfor først om at stå på alle fire i sengen for at få hende til at glide på plads. Jeg blev også bedt om at sidde og hoppe på en bold, hvilket er ret svært, når man er bedøvet i hele underkroppen. Ingen af delene hjalp, og hun prøvede derfor at vende hende indefra, hvilket var utroligt ubehageligt! Heller ikke det hjalp.Der kom en læge ind for at tale med mig. Hun sagde, at det ville være en god ide med ve-drop. Derudover forberedte hun mig på, at min datter formegentligt skulle tages med sugekop. Jeg brød fuldstændig sammen. Det sidste tre døgn havde været SÅ hårde, og bare tanken om flere veer kunne jeg slet ikke klare.Det hele var så uoverskueligt. Jeg følte at min krop gav op efter at have kørt på højtryk. Jeg spurgte ind til et kejsersnit, og hun fortalte de ricisi, der var ved det, men at hvis jeg gerne ville det, var det også en mulighed – da hun tydeligt kunne se, hvor udmattet jeg var.

Akut kejsersnit 

Vi endte derfor med at beslutte, at kejsersnit var det rigtige i den her situation. Det næste der skete var, at der blev ringet efter en portør. Klokken var nu 20.00, og fem minutter efter var jeg allerede på vej til operationsstuen. Pludselig gik alt ekstremt hurtigt.

Da jeg ankom til operationsstuen, forhøjede de min dosis af epiduralblokaden.  Jeg kunne nu ikke mærke noget fra brystkassen og ned, hvilket var en meget ubehagelig følelse! Jeg bemærkede slet ikke, at de pludselig var i gang. Jeg begyndte at ryste helt vildt i overkroppen, så de kom noget i mit drop for at stoppe det. 

LÆS OGSÅ: Blog: Et kejsersnit er også en fødsel

Jeg begyndte og få følelsen af, at jeg ikke kunne trække vejret, som om en sad på min brystkasse – men det var åbenbart normalt. Jeg fik kvalme, og det sortnede for mine øjne, og jeg følte bare, at det hele snurrede rundt.

Pludselig kunne jeg fornemme en panik på stuen, og jeg kunne høre, at der blev ringet efter en akutlæge. Jeg opfattede det ikke rigtigt, men kunne se på min kæreste, at der foregik noget. Der kom en mandlig læge ind på stuen med blod ned af tøjet. Han kom direkte fra en anden operation, og det var som noget taget ud af en gyserfilm.

Han skyndte sig at skifte tøj og skubbede så de andre læger væk. Jeg kunne mærke, at der blev hevet og flået i kroppen, og jeg følte, at jeg var på nippet til at falde af bordet. Min datter havde sat sig fast i mit bækken, og de var fire læger om at hive hende fri.

Klokken var nu 20.40 og Melanie kom til verden. En lille pige på 2728 gram og 51 cm. Lægerne sagde, at navlesnoren kun var 35 cm, og at det nok var derfor, hun ikke kunne glide ordentligt ned.

Jeg fornemmede igen en del panik. Min livmoder var nu bristet helt om til bagvæggen, og de var igang med at sy mig. De endte med at åbne syningen i min livmoder, og den mandlige læge syede min livmoder om.

Jeg tabte i alt 1,1 liter blod, og havde pludselig været på operationsbordet i to timer. Alt i alt var der gået 59 timer fra første ve, til hun var ude. 

Det var et ekstremt hårdt forløb, og det tog lang tid at komme ovenpå igen, men hun var det hele værd!
Lægen fortalte efter min fødsel, at der minimum skulle gå 1,5 år, før jeg måtte blive gravid igen, og at næste fødsel skulle være ved et planlagt kejsersnit, da min livmoder nok ikke kan klare en normal fødsel.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: "Hun måtte tilkalde en læge, da jeg var bristet"

LÆS OGSÅ: Fødselshypnose: Fød naturligt og med kun få smerter

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel

Se, hvad vi ellers skriver om: Fødsel, Fødselsberetning og Kejsersnit